Don Juan stiger til vejrs

Der findes filosoffer, som har kastet sig over udstillingsformatet for at videregive deres tanker.

Jacques Derrida gjorde det med udstillingen Memoirs of the Blind på Louvre, Paris (1990-91). Bruno Latour gjorde det med udstillingen Making Things Public: Atmospheres of Democracy på Zentrum für Kunst und Medientechnologie, Karlsruhe (2005).

Den danske filosof Søren Kierkegaard, som i dag kan fejre sin 200 års fødselsdag, har ikke selv sat sine tanker på udstilling, men Enten/Eller på Kunsthal Nikolaj viser tydeligt, at hans filosofi fungerer godt som spor ind til samtidskunsten.

Vellykket kuratering
Udstillingen leverer ikke en nærlæsning af Kierkegaards tanker, og den anvender ikke kunstværkerne til at illustrere filosofien. Det ville heller ikke have været en god idé.

Derimod forfølger udstillingen et spor omkring den enkeltes valg i livet, som Kierkegaard etablerede med bogen Enten/Eller, og på den måde aktualiseres Kierkegaards tanker, så man bliver ansporet til at opsøge hans bog (igen!).

Samtidig holder værkerne gennemgående høj kvalitet, og dialogen med Kierkegaard reduceres ikke til et rent postulat, men nuanceres i udstillingens formidling. Det er helt enkelt vel gennemført!

Nydelse eller retfærdighed
Som Kierkegaards bog Enten/Eller er udstillingen organiseret omkring to tilgange til livet: det æstetiske og det etiske. Mens æstetikeren som Don Juan søger nydelsen i nuet, er etikeren optaget af at træffe de rette moralske valg.

Det er i udstillingen oversat til to sider af udstillingssalen, den æstetiske og den etiske, hvor publikum opfordres til at reflektere over, hvordan de navigerer igennem udstillingen. Samtidig postulerer udstillingen ikke, at der er vandtætte skodder imellem det æstetiske og det etiske.

Når det gælder kunst, er der etiske metaforer på spil i de æstetiske valg og æstetiske overvejelser i fremlæggelsen af etiske spørgsmål.

Æstetikkens flygtige fylde
På udstillingens æstetiske side dominerer overfladen, sanselighed og erotikken.

Blandt mine favoritter er hollandske IEPEs aktion Painting Reality (2010) i det centrale Berlin, hvor 12 cyklister hældte vandbaseret farve ud på gaden og lod biler og cyklister male krydset med deres dæk.

Heriblandt også belgiske Tom Hillewaeres Valse Sentimentale, hvor en gasballon til tonerne af Tchaikovskis musik hæver og sænker sig i luftstrømmen fra nogle aircondition-maskiner, sådan at en spritpen skaber et abstrakt mønster af sort på hvidt.

De to værker er på den ene side umiddelbart meningsløse, men samtidig lette og storslåede performances.

Hvad er prisen for vores luksus?
På den etiske side konfronteres vi med Anders Breiviks myrderier, finanskrisen og Vestens udnyttelse af Afrika. Her er chok, aggressivitet og opbrud fra hverdagens idyl (i Vesten) på tapetet.

Særligt gribende er hollandske Renzo Martens projekt Enjoy Poverty (Episode III) fra 2008:

Det congolesiske barn, der dør af underernæring, og samtalen med en hårdtarbejdende familiefar over et måltid mad i hans primitive bolig, er stærke indslag om de konsekvenser, som vores hang til luksus eller blot billigt ragelse kan have for andre mennesker.

Don Juan stiger til vejrs
Udstillingen leverer ingen dom over, om man skal vælge det æstetiske eller det etiske. Kierkegaards bog er blevet udlagt til at bestemme det æstetiske som et første livstadie, der nødvendigvis må føre til afsmag og blive afløst af det etiske stadie.

Andre udlægger det æstetiske og det etiske som to ligebyrdige tilgange til livet og udtryk for de valg, den enkelte vedvarende må foretage sig i livet. For Kierkegaard ligger forløsningen ultimativt et helt andet sted: i det religiøse.

Kierkegaard skulle sikkert ikke have tilkendt kunsten et sådan religiøst potentiale, men på denne udstilling er det netop de æstetisk betonede værker, hvor en spirituel dimension antydes.