Drengerøvene som faldt ned fra jorden

Til kollektivudstilling på Holstebro Kunstmuseum med tre vidunderdrenge hinsides tyngdekraften! Vennerne Tal R, Jonathan Meese og Daniel Richter fyrer godt op under myten om kunst som fri, oprørsk leg.

“Et fritidshjem med pædagogen låst inde i kosteskabet.” Sådan karakteriserede Tal R ifølge Holstebro Kunstmuseums formidler Peter Haarby situationen, da han og de to medspillere fra samtidsmaleriets superliga, Jonathan Meese og Daniel Richter, var i gang med at lave fællestegninger til udstillingen The Men Who Fell from Earth.

Disse hastige tegninger med masser af pik og lort og interne jokes (Lazy Daniel, Tal Loves Sex etc.) indgår nu i udstillingens fællesværk, der folder sig ud som et absurd overfyldt wunderkammer i museets centrale udstillingssal.

Meese har medbragt store reklameplastikfigurer fra autobahn-bistroer, eksempelvis en hotdog-trold med gummisko i færd med at sprøjte ketchup ud i hovedet. Det er kitsch i højeste potens og dårligere smag, end man næsten kan forestille sig, og disse figurer indgår i relationer med udsøgte ‘naturskulpturer’, Richter har fået kørt ind fra et galleri i Hamborg – ametyster, en kæmpe poleret trærod etc. – og endelig blander Tal R’s blå trækasser med stofomviklede genstande på pinde sig i det besynderlige kor.

Det swinger som en nyindspilning af mødet mellem paraplyen og symaskinen på operationsbordet, og skvattet og grimt er det på den fandenivoldske måde, som tapper sin karisma fra forestillingen om kunstneren på kanten af dannelsen og kulturen.

Omvendt David Bowie x tre
Udstillingens titel er en omskrivning af Walter Tevis’ The Man Who Fell to Earth, filmatiseret af Nicolas Roeg i 1976 med David Bowie i hovedrollen som rumvæsenet, der ankommer til jorden for at skaffe vand til sin tørkeramte planet, men går til grunde i fristelser og misbrug. I en kortfilm (med tyk ‘eksperimentalfilms-look’) reciterer kunstnerne iført trashede kostumer dialoger fra filmen, og i et højt hængende fællesmaleri vises billedets tre figurer med hovedet nedad – men det er værd at bemærke, at i Holstebro-udstillingens titel falder mændene ikke ned på jorden, men ned fra jorden.

Man ser for sig spacede kunstnere hinsides alle love – ikke mindst tyngdekraften. Der spares ikke på udsagnene om kunstnerens særegenhed her.

Historiske kilder til fritidshjemmet
Spørgsmålet, der melder sig, er, om kunstnerne bidrager med noget nyt i forhold til det romantiske lighedstegn mellem det barnlige og det autentiske? Brücke, Cobra, Guston… Der er utallige ‘historiske kilder’ til ‘fritidshjemmet uden pædagogen’. Denne gentagent punkterede fortælling om kunst som fri, oprørsk leg, som igen og igen synes at få ny luft, og som til stadighed er aldeles virksom – ikke bare i kunstmessebutikker men også i institutionelle sammenhænge for ikke at tale om i den folkelige bevidsthed.

Det er klart, der er noget om det. Filosoffen Schiller var allerede i 1700-tallet inde på, at legedriften (‘spieltrieb’) fuldendte den menneskelige udfoldelse, mens Johan Huizinga i Homo Ludens (Det legende menneske) fra 1938 ditto rodfæster centrale kulturfænomener i legen.
Legen rammer noget dybt; i den ligger øjeblikke af selvforglemmelse, åbenhed og energi. Den giver plads til at eksperimentere uden kontrol og målstyring. Dermed er vejen banet til at skabe fri kunst, hvilket i denne mytologiske sammenhæng er lig stor kunst.

Forsimplet historie
Med legen highlighted her i Holstebro forledes man til at tro, at publikum bringes tæt på selve den magiske skabelsesproces. Kunstnerne har haft det sjovt, kollektivværkerne fungerer (fordi ‘de er venner’, og alle tre i forvejen eklektikere), og præsentationen har ekspressiv styrke og energi.

Alligevel er fornemmelsen, at det en forsimplet historie, kunstnerne præsenterer om sig selv. Udstillingens øvrige værker styrker denne fornemmelse – ikke fordi de fortæller den samme historie, men fordi de nuancerer den.

De rigtige malerier – de rigtige kunstnere
Når man ser de ‘rigtige’ malerier af de tre kunstnere, som er inkluderet i udstillingens sidefløje, ser man, at legen ikke står alene.

Selv hos Meese – den mest rendyrkede infantile af de tre – er der ikke ‘bare’ tale om spontane og hurtigt udførte geniprodukter. Lærrederne er fortættede slagmarker, hvor et væld af referencer tørner sammen under dét, kunstneren med velberådet tvetydighed kalder for “kunstens diktatur”, men det er også klart, at der er knoklet med stoffet, før en form for billedlogik er opstået. En billedlogik, der så brager ind i synet.

Richters værker på denne udstilling har pornografiens billeder som råmateriale. Som de andre sakser han fra den moderne verdens billedbank og gerne den såkaldt lavkulturelle. Men selvom repræsentationen stadig er læselig, er det smudsige sublimeret (fristes man til at sige) til abstrakte, surreelle og kødelige Francis Bacon-agtige vignetter på subtile, lagdelte baggrunde, hvor der virkelig er arbejdet med farvens materialitet.

Og synes man, at Tal R’s byprospekter er naivistiske klicheer, så se lidt bedre efter. Frontaliteten, ornamentikken, farverne, abstraktionen er ligeså ‘bevidst’ som oversættelsen af det hverdagslige til poesi og ikonografi, selvom det hele fremstår så ukompliceret. Det er selvfølgelig udtryk for talent, men også for erfaring.

Tal R, Meese og Richter er ikke politiske socialantropologer eller hardcore konceptualister. Men heller ikke kun drengerøve omkring de 50, der låser pædagoger inde i kosteskabet.

Se flere billeder fra udstillingen ved at klikke på et af billederne.