
Daniel Richter
Daniel Richters tidlige malerier er farverige og ikkefigurative med mindelser om graffiti. Men efterhånden bliver hans billeder befolket med figurer og scenerier, der fortæller historier om den moderne verden, vi lever i.
Daniel Richter: Gonzo, 2015. Holstebro Kunstmuseum. Courtesy Gerhard Richter. Foto: Jens Ziehe
Del
Kunstner
Om
Født 1962. Uddannet fra Hochschule für bildene Kunst i Hamborg 1996.
Nogle gange er figurerne og scenerne i Daniel Richters (f. 1962) billeder frit opfundne, men ofte henter han sine motiver fra den uendelige strøm af billeder, som omgiver det moderne menneske gennem medier, tv, internet og reklamer. I Richters bearbejdning transformeres disse billeder til dystopiske fortællinger, der befinder sig på kanten af det socialt accepterede – fyldt med angst, aggression, vold og følelsesmæssig ubalance, som om de var hentet fra et absurd teater eller en horrorfilm.
Richters maleri kan betegnes som ’hallucinerende realisme’. Han tilbyder ikke løsninger, men insisterer samtidig kompromisløst på fortællingen. I den maleriske proces udvider han billedernes indhold, så de elementer, vi normalt genkender og forstår, sættes i konflikt med de kræfter, der styrer vores perception. Resultatet er, at vi ser verden på en måde, vi ikke forventer, og at nye perspektiver og synsvinkler åbnes for beskueren.
Dette ses også tydeligt i hans seneste værker, blandt andet museets Gonzo (2015). Her møder vi et voldsomt, ekspressivt motiv med grotesk forvrængede kroppe – voyeuristisk og aggressivt, med klare referencer til pornografi. Samtidig bevares en stærk malerisk intention: den stribede, pangfarvede bund og den klassiske komposition, struktureret efter ’Det Gyldne Snit’, understreger farve og form på en insisterende måde.
Kilde:
Holstebro Kunstmuseum
Holstebro Kunstmuseum
Relaterede events
Relaterede artikler








