Drømme om fællesskaber

Et stykke af Arktis er landet på et torv i Køge. Det er en klippe, som egentligt hører til i nærheden af Svalbard. Kunstneren Alex Hartley har flyttet den og sendt den på rejse rundt i verden for at engagere folk i opbygningen af et nyt, visionært samfund med projektet Nowhereisland. Udstillingen Det andet sted på KØS viser kvaliteten og diversiteten i den aktuelle offentlige kunst.

Den offentlige kunst har ikke altid nydt lige stor respekt. Den er blevet anset som uvedkommende og æstetisk bagudskuende, men i dag er billedet vendt en hel del på hovedet. Nu er det offentlige rum et af de steder, hvor der eksperimenteres allermest med kunst. Ikke mindst fordi det offentlige rum i sig selv byder på en kompleks kontekst, der kan give modspil og medspil til et kunstværk. Det er der rig mulighed for at få indblik i på den flot iscenesatte udstilling Det andet sted.

Hovedværker inden for offentlig kunst

Det andet sted præsenterer seks af de senere års mest omtalte og kritisk fremhævede offentlige kunstværker, og det er i sig selv en anbefaling til at se udstillingen. Udover Alex Hartleys Nowhereisland kan man møde Katie Patersons Future Library, der har en tidshorisont på hele 100 år.

Hvert år donerer en forfatter et manuskript til fremtidsbiblioteket, som således vokser i samme takt som en skov, der er blevet plantet for om 100 år at kunne udgøre materialet, hvorpå fortællingerne trykkes.

Udstillingen præsenterer også Kerstin Bergendals Park Lek, et langstrakt borgerinvolverende projekt i en forstad til Stockholm, der succesfuldt udfordrede kommunens plan om at bygge et nyt kvarter for i stedet at realisere de eksisterende borgeres fælles forslag til bydelens udvikling.

Fællesskaber

Som eksemplerne viser, handler den offentlige kunst ikke bare om skulpturelle eller udsmykkende bidrag til offentlige pladser, men om hvordan kunstnere ved hjælp af æstetiske greb kan samle os alle omkring opbyggelsen af nye fællesskaber.

De fællesskaber kan være imaginære og spundet ind i drømme og forestillinger, men de kan også være koblet til vores hverdag og praktiske realiteter såsom adgangen til grønne arealer og muligheden for at deltage i fritidsaktiviteter.

Tid og rum opløses

Udstillingen bærer tydeligt direktør Ulrikke Neergaards fingeraftryk. Det afspejles i ambitionen om at vise kvaliteten og diversiteten i den nytænkende offentlige kunst, som Neergaard også promoverede, inden hun overtog direktørstolen.

På udstillingen nedtones den kuratoriske fortælling dog til fordel for værkerne selv. Blot gør en introducerende video opmærksom på, at alle seks værker udmærker sig ved at eksperimentere med idéen om, hvad tid, rum og deltagelse er i et offentligt kunstværk, og det kan ske på mange måder.

På udstillingen ses det fx i kunstnergruppen AVPD’s lysinstallation på Skipperskolen i Skagen. Lysets rytme er nemlig koblet til den globale trafik af containerskibe, nærmere bestemt containerskibet Edith Mærsks registrering af lys, og dermed bliver dette ene sted i udkanten af Danmark på en måde verdensomspændende.

Et andet eksempel er Héctor Zamoras værk Sværme af zeppelinere, hvor Venedigs skrøbelige skæbne som turistattraktion gøres til lokalitet for en imaginær zeppeliner-begivenhed. Tiden bliver flydende og forstærker den måde, hvorpå Venedig allerede er spundet ind i et væv af kunstneriske visioner.

Kunstmuseet som ’sted’ for offentlig kunst

Men hvordan bliver kunstmuseet rum og sted for kunst, der egentligt udspiller sig i det offentlige rum, altså uden for museets rammer? Til dels sker det gennem dokumentation. Vi ser videoer og materialer, kort og tidsplaner, vidnesbyrd fra deltagere og skitser, som kunstnerne har skabt i processen.

Men det er ikke projektlederens A4-mapper, som lægges frem på KØS. Projekterne er iscenesat med den poetiske sensibilitet, som ligger i de kunstneriske greb, og det er med til at gøre udstillingen til en selvstændig æstetisk oplevelse.

Naturvidenskabelig iscenesættelse

Nogle af værkerne fremstår næsten som kunstneriske installationer i deres egen ret. Fx Ragnar Kjartanssons Figures in landscape, som er et værk skabt til Mærsk Tårnet på Københavns Universitet. Det involverer syv videoer af hver 24 timers varighed, en for hver dag, hvor man ser hvidkitlede personer interagere i samtale og selvstændig fordybelse i tydeligt teateropbyggede landskabstableauer.

Her iscenesættes naturvidenskaben med andre ord i det menneskeskabte naturbillede. Mens de syv videoer afløser hinanden i Mærsk Tårnet, kan man se dem alle sammen på KØS, hvor de er installeret som parallelle videospor i et enkelt rum.

Drømmen om en ny verden

Andre værker præsenteres med en større dokumentarisk tyngde. Det gælder både Alex Hartleys Nowhereisland og Kerstin Bergendals Park Lek. Vi følger gennem brevudvekslinger og videodokumentation Hartleys ekspedition til Arktis for at finde en ny ø, forhandlingerne med de norske myndigheder om rettigheder til øen og øens løsrivelse og transport til Sydengland i 2012, hvor den sejlede til otte havnebyer.

Undervejs samlede projektet indbyggere til en diskussion om en ny nation og hvilke regler, som skulle gælde for den. Vi ser også genstande brugt og fundet på rejsen, iscenesat i museale montre sammen med bøger, billeder og videooptagelser, der vidner om menneskets langvarige søgen efter nye territorier og de forestillinger om nye fællesskaber, som disse giver anledning til.

Bydelens forandring

Park Lek er iscenesat som en dagligstue med lænestole, stueplanter og tv-apparater. Samtidig er der et væld af materiale at orientere sig i. Der er kort over Sundbyberg, som er boligområdet uden for Stockholm, der udgør omdrejningspunktet for projektet.

Der er videointerviews og vandringer med lokale beboere for at afdække problemer og muligheder i bydelens udvikling. Der er optagelser fra de diskussioner i Park Lek Parlamentet, som Bergendal etablerede i det lokale indkøbscenter og som mundede ud i en række nye forslag til områdets udvikling. Et af dem var en fælles topstue på områdets højeste sted, som man også kan se skitser og modeller for.

Park Lek viser, hvordan Bergendal var i stand til at udfordre etablerede planer for bydelens udvikling ved at pege på andre muligheder og ved at synliggøre, at områdets beboere havde ønsker til byudviklingen og kunne bidrage til den.

Hun engagerede og involverede de lokale borgere i udviklingen af en alternativ plan og bidrog til at skabe dialog mellem borgere og kommunale medarbejder, som kunne sikre, at de alternative idéer fik rodfæste i den offentlige forvaltning.

Projektet er et særdeles vellykket eksempel på, hvordan en kunstnerisk praksis kan gå ind og gøre en konkret forskel for udviklingen af et større byområde.

Stedet vandrer

Det andet sted ønsker at vise kvaliteten og diversiteten i den aktuelle offentlige kunst. I kunstteorien taler man om, at den offentlige kunst er situationsspecifik, hvilket indebærer, at kunstnere skaber værker til et sted ved at tage udgangspunkt i stedets specifikke forhold og bidrager til at udvikle stedet.

På udstillingen kan man se, at det ikke bare sker ved at lave konkrete æstetiske indgreb på et givet sted, men i lige så høj grad ved at koble det specifikke sted til andre steder og andre tider.

Udstillingen understreger frem for alt, at kunsten kan medvirke til at løfte horisonten og skabe relationer mellem steder og tider, der bidrager til poetisk at videreudvikle vores idéer og forestillinger om et givent sted.

Disse forestillinger er knyttet både til den fysiske udformning, men også til det fællesskab, stedet samler, og de to ting – den æstetiske udformning og det samvær, som denne udformning giver mulighed for – er et sammenflettet spørgsmål i den aktuelle offentlige kunst.

Som midlertidigt samlingssted for disse kunstværker fungerer KØS som endnu et sted, der kan føre disse spørgsmål videre. Alle besøgende får en serie postkort med, et for hvert kunstværk. Her kan man læse lidt om værkerne, sådan at den information ikke skal fylde for meget op på udstillingens vægge.

Mindst lige så vigtigt er det dog, at vi kan tage postkortene med os – og dermed også en del af kunstværkerne og de forestillinger om fællesskaber, som de lægger op til – videre ud i verden til andre steder.