“Er du og din partner i et ægte og stabilt forhold?”

I sin udstilling på Aros, der kredser om dobbelt-identitet og migrationsspørgsmål, er svensk/tyrkiske Meriç Algün Ringborg knap – og uhyre præcis! Hun viser, at kunsten kan trænge ind på andre poetiske og refleksive niveauer end det politiske argument.Den encyklopædi-tunge The Concise Book of Visa Application Forms ligger på et simpelt skrivebord i udstillingsrummet. Bogen indeholder visumansøgningsskemaer til ALLE verdens lande. Man kan bladre i den bureaukratisk/kafkaske murstenssamling og få en forstummende fornemmelse af de spørgsmål, man skal besvare for at krydse grænser i denne verden. Staterne vil for eksempel gerne vide, om “du er engageret i aktiviteter, der kunne indikere, at du ikke kan betragtes som en person af god karakter.” Eller om “du og din partner er i et ægte og stabilt forhold.” Absurd, javist, men havde man en naiv forestilling om, at verden lå åben, rammer denne samling som et stød i solar plexus.

Knap kunst om dobbeltidentitet
The Concise Book of Visa Application Forms er et de – ved første øjekast – knappe værker fra Meriç Algün Ringborgs hånd, man kan møde på kunstnerens udstilling Transboundary på Aros. Algün Ringborg (f. 1983) er tyrkisk født, men flyttede til Sverige, da hun forelskede sig i en svensker, og hun bor og arbejder nu i Stockholm. Det er hendes egne ‘grænseoverskridende’ oplevelser med at blive svensk statsborger og leve i et mellemrum mellem to sprog og to kulturelle identiteter, der danner baggrund for hendes værker. Det er superaktuelle temaer, som er behandlet behørigt på samtidskunstscenen. Men nok er den tyrkisk/svenske kunstner knap. Hun er også uhyre præcis – mere præcis end de fleste.

Visumansøgninger som spejl for mangel på åbenhed
The Concise Book of Visa Application Forms er sigende for Algün Ringborgs arbejde. Hun samler, kategoriserer, rammer ind, lægger materialet frem – og efterlader så værkerne til fortolkning og refleksion hos os, der oplever dem. Og hvad siger denne bog så? Jeg fristes til at kalde den en skamstøtte over mistillid og lukkethed.
Men Algün Ringborg er egentlig mindre moralsk og mere nøgtern: Samlingen dokumenterer 1:1 og usentimentalt en form for verdensorden – nogle nationale og internationale strukturer – og er en skarp vinkel på, hvordan vi statsligt og mellemmenneskeligt har indrettet os her i verden. Og selvom der kan være komplekse grunde til disse strukturer, og selvom verden aldrig har været – og sandsynligvis heller aldrig bliver – perfekt, stiller samlingen et nagende spørgsmål, om vi nu også synes, disse visumansøgninger repræsenterer en verden, som vi ønsker den.

Hun hedder Meriç
Man kan mene, at en sådan knastør konceptuel tilgang til kunsten ikke har en levende puls. Men det er ikke tilfældet, for Ringborgs værker har netop ofte et særligt personligt anslag.
Værket Ç (The Unfortunate Letter) er eksempelvis en samling af personlige breve, kunstneren har modtaget fra det officielle Sverige. Bogstavet ç, der indgår i Meriçs navn, skaber forvirring hinsidan, og i breve fra banker, sygehuse og selv fra Migrationsverket navngives kunstneren med forskellige grader af kortslutninger: Hun kaldes eksempelvis Maria, Meri@231, Meri€ eller blot Meri. Navnet er en vigtig del af et menneskes identitet, og de fleste ved, hvordan det føles, hvis nogen tiltaler én med et forkert navn. Værket suppleres af lydværket Archiving Meriç, hvor forskellige personer – meget divergerende – udtaler kunstnerens navn. Værkerne peger præcist og virkningsfuldt på, hvordan det er at komme fra et andet sted og ikke passe ind i systemet – at være lidt ved siden af. Det er værker, der trænger ind og giver krop til en realitet, der gælder for mange mennesker i disse migrationstider.

Sprogforskelle er i det hele taget centralt i denne sammenhæng, men Algün Ringborg overrasker ved at lave en ordbog Ö (The Mutual Letter), der samler alle de ord, der er stavet nøjagtig ens og har samme betydning på svensk og tyrkisk. 1.270 identiske ord figurerer i den ejendommelige lille ordbog. Selvom det er akavet, er der noget, der binder dem sammen – er fælles!

EU som souvenir
I et udstillingsrum er EU omdrejningspunktet i værket Promotion Europe. På gule podier i rækker og geled ligger 170 stykker merchandise: slips, T-shirts, en negleklipper, kuglepenne, bamser, nøgleringe etc. Alt i blåt og med de tolv gule stjerner. Det er ‘souvenirs’, der skal markedsføre projektet EU, og meningen er, at genstandenes ejermænd skal signalere en identitet tilknyttet dette projekt. Men den betragtelige ophobning og præsentationen af dem rejser spørgsmålet om, hvad disse objekter egentlig henviser til. Souvenirs peger som oftest tilbage på et sted, men EU er ikke et sted, men en ide, og det overstatslige projekt, der i sin grund skulle være både ‘grænseoverskridende’, solidarisk og demokratisk, sejler underligt kropsløst afsted – nøjagtigt så glitrende, sterilt OG hult som denne installation. Meriç Algün Ringborg fremviser passionsløst genstandene, men får samtidig antydet et skabelonagtigt projekt, der alligevel ikke er transnationalt, når det kommer til flygtningestrømme, Grexit, Brexit og opblomstringen af ‘fædrelandskærlige’ protestbevægelser i det hele taget.

Hinsides det politiske argument
Jeg synes, Algün Ringborg skaber gode, politisk interessante værker, der får os til at tænke selv. Hun er et eksempel på, at kunsten kan trænge ind på andre – lad os sige poetiske og refleksive – niveauer end det politiske argument. At det kan lykkes at lave aktuel, samfundsrelateret kunst, der er fri for indlysende paroler og politisk-korrekt entydighed, hvilket er dræbende for megen såkaldt politisk kunst. I Ringborgs selskab bliver man berørt både på tanke og sjæl og har mulighed for at lære noget – gøre sig nye erkendelser.

Uegnet til rumlig præsentation
Udstillingen har dog et problem. Det træder tydeligt frem i et af udstillingsrummene, der er hjemstedet for det føromtalte værk Ö (The Mutual Letter). På en palle midt i rummet ligger stakke af den lille ordbog med de identiske svensk-tyrkiske ord. Det er meningen, at man kan tage et eksemplar af bogen med sig. Væggene er malet i den samme lyseblå farve, som pryder omslaget på ordbogen, i et forsøg på at ‘aktivere’ rummet, men det giver netop intet fra sig, at dette værk udstilles i en rumlig kontekst; et større gallerirum. Det er et glimrende værk, absolut velfungerende i bogform, men ligeså uegnet til denne præsentation, der efterlader rummet tomt og uartikuleret, uden at der er nogen pointe med det. Jeg er klar over, at konceptkunsten har lang tradition for sådanne præsentationer, men det bortforklarer ikke slapheden, og at kunstner og kunstinstitution bør være langt skarpere med, hvordan de forvalter det rumlige udsagn. Eller lader bog være bog – og platformen, hvor værket præsenterer sig.