Du kan ikke tage hjem igen

På Louisianas udstilling Homeless Souls handler det om eksil og landflygtighed, og ordet er givet til en række kunstnere, der desværre alt for godt ved, hvad det handler om. Det er der kommet en god og kompleks udstilling ud af, der hverken løber med nemme, sentimentale eller clickskabende points eller undlader at sætte beskueren i ubekvemme dilemmaer. Også selv om den måske ikke altid er helt skarp på, hvilke af eksilets erfaringer, den egentlig er interesseret i at fremhæve.

Der er et værk på udstillingen, som jeg vil anbefale, at man venter med at se til allersidst. Man hører lyden fra det allerede, når man går ned i østfløjens store sal, underlige uartikulerede menneskelige lyde. De er svære at abstrahere fra, og efter man har set selve værket, er det umuligt. Så, selv om værket kalder højt, og det også er meningen, at man aldrig nogensinde burde kunne overhøre dets tale, så vent alligevel.

Udstillingens titel er Homeless Souls, hjemløse sjæle, og temaet er eksil og landflygtighed. De medvirkende kunstnere er blandt andet fra Iran, Irak, Nigeria og Kosovo, og for mange af dem er erfaringen af flugt og eksilering helt tæt på. Det er sin sag at lave en udstilling om så alvorlige emner som eksil og landflygtighed, der berører de besøgende uden at drukne dem følelsesmæssigt, men som først og fremmest får de mange af os, der ikke har de barske erfaringer med i bagagen til at forstå mere af det, vi ikke forstår og samtidig opleve, at vi som mennesker er ens, selvom vores vilkår er forskellige.

”You can´t go home again”, skrev den tyskfødte forfatter, Klaus Mann (søn af Thomas Mann), i en reportage fra et besøg i sit tyske fædreland i 1945. Den erfaring han formulerede, var den eksileredes smertefulde erfaring af at være en fremmed i det førhen så hjemlige fædreland. Du kan ikke mere vende hjem, måske ikke engang til sproget, det er et vilkår, du må leve med. Jeg så citatet sidste efterår, da jeg besøgte Thomas Mann museet i Lübeck, og det ramte mig hårdt med hele dets kortfattede, konkrete og samtidig metaforiske indsigt. Uanset hvad er dit hjem tabt. Klaus Mann vendte aldrig hjem, han tog livet af sig få år efter.

Den erfaring, at man rent menneskeligt ikke mere kan vende hjem til et land, der har forrådt og forstødt en, er ikke en erfaring, der er plads til i dagens utroligt instrumentelle forståelse af flygtningenes situation, hvor den givne præmis er, at enhver, der er flygtet, naturligvis vil vende tilbage til udgangspunktet, så snart det fysisk set er muligt. Mange af kunstnerne på Louisianas udstilling lever andre steder end der, de blev født.

Broderede migrationsfakta

Homeless Souls, kurateret af Marie Lauerberg, er bestemt ikke en udstilling, der er løbet med nemme, sentimentale (eller clickskabende) points. Man skal faktisk stå lidt på tæerne for at aflæse Tiffany Chungs (født 1969, Vietnam) broderede værker, hvor hun omsætter migrationsfakta til grafiske billeder, som hun så broderer. Faktisk oplevede jeg en form for frustration, fordi værkerne ikke bare lod sig afkode, men fordrede at man virkelig satte sig for at læse dem, eller gav slip og bare nød dem som de æstetisk smukke udsagn, de også er. Måske er det den skam, de vækker i mig, at jeg ikke kan andet end at nyde dem som æstetiske udsagn, alt imens jeg ved, at deres grundstof er reelle menneskers lidelse.

Så mange skibe og helikoptere så dem

På samme måde er Forensic Oceanographys værk helt neddæmpet visuelt, man ser stort set bare et stort kort, mens en dokumentarisk fortælling ret nøgternt udfolder, hvordan ikke-handling og havet tog livet af 63 mennesker, der forsøgte at krydse havet fra Libyen til Italien. Forensic Oceanography (som består af Lorenzo Pezzani (født 1982, Italien) og Charles Heller (født 1981, USA) bruger den moderne registreringsteknologi til helt nøgternt at vise, hvor mange skibe og helikoptere, der i løbet af 14 dage så det lille fartøj uden at gribe ind, før det lille fartøj igen nåede Libyens kyst.

Lettere at forholde sig umiddelbart til, men heller ikke spor entydigt er maleriet skabt af Nalini Malani, som er udstillingens ældste kunstner, født i 1946 i Karachi. Som barn måtte hun flygte med sin familie til Indien, da landet blev delt. Værket All We Imagine as Light er et maleri på plexiglas sat sammen af 11 paneler. Værket taler både med billeder og ord om flygtningens smerte, og hvad der burde være vores smerte: ”I am everything you lost/ Your history gets in the way of my memory” citerer værket den indiskfødte digter Agha Shahid Ali (1949-2001), der levede halvdelen af sit liv i USA.

Tegneserieflygtninge

Uden at man vil det, har man forventninger til kunst skabt af mennesker, der lever i eksil, og som har oplevet grusomme ting. De forventninger bryder de tre kunstnere fra Iran, der lever i eksil i Dubai, Ramin og Rokni Haerizadeh og Hesam Rahmanian. Deres lidt kaotiske stedsspecifikke installation består både af maleri på gulvet, af skærme og videoprojektion med dokumentarisk materiale, som de har bearbejdet på ret håndfast, anti-respektfuld og ekspressiv vis, så flygtningesituationer ligner en halvdårlig tegneserie.

Først kunne jeg ikke forholde mig til det, men da jeg så udstillingen anden gang, tænkte jeg, at værket var interessant, fordi det yder den del af os, der møder op på udstillingen med de ”rigtige meninger” og forventningen om at blive bevæget, en form for modstand. Flygtningene på motorvejen er blevet lavet til en tegneserie, og den rigtige mening ved ikke mere, hvad den skal stille op med sit overskud af humanisme, når flygtningene på motorvejen bliver indskrevet i en surrealistisk tegnet og ikke let rubricerbar modfortælling.

Om at spise en kageæske

Den irakiske kunstner Hiwa Ks video Blind as the Mother Tongue var for mig udstillingens mest bevægende værk. Den knapt 20 minutter lange video viser kunstneren gentage den vandring, han foretog, da han som barn flygtede fra Kurdistan i Irak over Athen og til Rom. Samtidig fortæller kunstneren i en voiceover om, hvordan han husker den rejse. Om at finde en container i Athen og gemme sig derinde og allerede på første dag spise den medbragte kage, på tredje dagen den æske, kagen var i.

Det er ikke en helt almindelig vandring, Hiwa har sat sig ud på, idet han har iført sig et monstrøst stativ, som han bærer på næseryggen. Stativet er fuldt af spejle, og han må lægge hovedet tilbage for at holde det oppe, så alt han ser på turen er fragmenterede spejlbilleder, som gør vandringen til en svimmel affære. Spejlene er omvendte arkæologiske redskaber, siger han. Hiwas er en god fortæller, og der er noget absurd håbefuldt i det tåbelige projekt, poesien, der aldrig lader sig knægte.

En cirkel af benproteser

De lemlæstede kroppe, som alle krige til alle tider har kastet af sig, og som mennesker efterfølgende har arbejdet med at rekonstruere, bliver næsten pædagogisk synligt i Kader Attias smukke og surreelle cirkel af 30 benproteser fra 1. og 2. Verdenskrig. På væggen overfor hænger to små fotografier af hhv. pygmæer fra det nordlige Congo (hvor Attia, der er fransk/algerisk, tidligere har opholdt sig) og stammefolk fra Papua Ny Guinea, der sidder på samme måde som proteserne ligger, sådan at fod rører fod.

Mange vil kende det ene billede fra Facebook, hvor det især har kørt i alternative kredse med forkærlighed for cirklers kraft. Protesernes cirkel mimer det ritual, billederne viser, hvor der udspiller sig en magisk form for heling af klanen, samtidig med at proteserne i sig selv billedliggør den vestlige forståelse af traumet som individuelt.

To af de medvirkende kunstneres værker er allerede i museets eje. Det gælder Kara Walkers (født 1969, USA) versionering af Théodore Géricaults romantiske maleri Medusas flåde fra 1818, som hos hende er et voldsomt sort/hvidt landskab, hvor den engelske titels ”raft” er blevet en ”rift”.

Shilpa Gupta (født 1976, Indien) arbejder med grænser og grænsedragninger, og Louisiana har flere af hendes værker. På udstillingen vises et af hendes ordværker, hvor hun bruger skiltet fra togstationen eller lufthavnen, der i stedet for at annoncere om afgange og ankomster skriver hele og halve sætninger frem. Det er et poetisk værk. Både den måde ordene byttes ud på og den klikkende lyd, når de skifter, er hypnotisk.

Et vidnesbyrd og dets virkning

Det værk, der hele tiden har givet lyd fra sig, og som faktisk gør det svært f.eks. at opleve nigerianske Otobong Nkangas lavmælte lydværk, der kommer indefra to sammenbundne betonkugler, befinder sig i et (ikke lydisoleret) rum for sig selv. Det fire minutter lange videoværk, Wonderland (2016) af Erkan Özgen (født 1971, Tyrkiet) viser en 13-årig døvstum syrisk dreng, som Özgen mødte, da han var frivillig i en tyrkisk flygtningelejr.

Drengen, der ikke har noget sprog, taler med hele sin krop om den krig, han har været vidne til. Det er afsindigt ubehageligt og helt præcist. Alle de erfaringer, som sproget i virkeligheden aldrig rigtigt kan formidle, vises her gennem drengens krop, den måde han gengiver det lille knæk i nakken, når skuddet rammer. Özgens greb er at overflytte et vidnesbyrd, der kunne have været del af en retssag, til kunstrummet.

Samtidig er det præcis det værk, der fortæller den historie, jeg havde forventet at få fortalt. Det er autentisk, det er tæt på, det får mig til at reagere fysisk, jeg får det så dårligt, at jeg må gå og genbesøge udstillingen senere.

Det er et stærkt værk, men også et værk, der hurtigt kan komme til at æde de andre, der ikke bruger virkeligheden så direkte, eller som er ude i mere filosofiske undersøgelser som f.eks. Petrit Halilaj (født 1986 i Kosovo), der har lavet et magisk landskab, hvor arkæologiske fund fra hjemlandets jord er blevet frisat som fugle. Det er problematisk – og måske uundgåeligt. Det ene værk er af den grund ikke mere sandt eller interessant end det andet, men de bruger forskellige greb og sprog i deres undersøgelser. Det er værd at diskutere.