Dynamisk væren

Når man træder ind i en Jette Hye Jin Mortensen-udstilling, træder man ofte ind i et flerdimensionelt performativt rum, hvor farver, materialitet og de skuespilsteknikker, som performerne benytter, altsammen spiller sammen i en på en gang særdeles sanselig og skarpt konceptuel afsøgning af relationen mellem individuelle og kollektive erfaringsrum.

Helt centralt i Jette Hye Jin Mortensens projekt er nemlig en eksistentiel og kompromisløs udforskning af, hvad det vil sige at være ét menneske i blandt andre. Det handler om spændet mellem en forståelse af os selv som individer og som kollektive, generiske og samhørende væsener, med alle de fysiske og emotionelle påvirkninger, det indebærer.

Vi eksisterer på mange måder
“Historien om, hvem vi er, eksisterer mange steder på én gang: i relationer, i andres blikke, kulturelle billeder, personlige erfaringer, kollektive ideologier, nedarvede fortællinger, miljøet, nervebanerne og arvematerialet”, forklarer Jette Hye Jin Mortensen.

“Alle disse aspekter af et ‘jeg’ kan virke modstridende, og som om de stritter i mange retninger, hvis formålet altså er at bevare én samlet entitet. Men hvis optikken er, at vi eksisterer på mange måder, i mange bevidstheder og i mange udtryk samtidigt, så åbnes for dimensioner som overskrider fysisk form, tid og rum. Det er sådanne flerdimensionelle (selv)forståelser, som jeg er interesseret i at aktivere sammen med beskueren i performative rum”.

Materialer der udholder konflikter og skaber forbindelser
Farver, materialer og skuespilteknikker er altid nøje udvalgt som aktive medfortællere i Hye Jin Mortensens værker. I udstillingen The Apology på Overgaden 2013 benyttede hun eksempelvis metervis af indigoblåt stof ud fra videnskabelig forskning om, at netop den farve har en bølgelængde, der påvirker melatoninproduktionen i hjernen og derved evnen til at kunne slappe af hos beskueren.

“Jeg søger introversion, ro og meditation som metode for – sammen med beskueren – at kunne bearbejde det, der agiterer, konfronterer, gør ondt, er tabuiseret eller skjult”, fortæller hun.

“Materialerne er ofte transparente stoffer og scenetæpper, der – frem for at adskille og skjule – foreslår flydende strukturer, synkronicitet, bløde overgange og et dynamisk, påvirkeligt forhold mellem publikum og skuespiller. På samme måde er der ikke et skarpt skel mellem vidensområder, æstetiske udtryk, det personlige og det kollektive i projekterne – tværtimod. Jeg søger at forstå overgange og transformationer, at udholde konflikt og skabe forbindelser. Hvor stopper du, hvor starter jeg, og hvor er jeg koblet på eller hægtet af helheden? Kan vi tale om, at vi er autonome enheder i en fælles organisme?”

Genforskning og kollektiv organisme
Udstillingen Generation på Holstebro Kunstmuseum i 2014 var således en komplet scenografi syet sammen som et transparent scenetæppe i organza og aktiveret med film, performance, lyd, vand og lys.

I dette rum blev nutidens reproduktions- og fertilitets teknologier dramatiseret med visuelle referencer til 1920´ernes og 1970´ernes science fiction.

Læs anmeldelse af Generation her

“Genforskningen viser, at vi delte os i haplogrupper, på tværs af alle ideologier om raceopdelinger, og at alle levende mennesker kan tilbageføres til en fælles stammoder igennem mitokondrielt DNA. Epigenetikken peger på, at vi på et mikroskopisk plan kan defineres som en platform for en kollektiv organisme af bakterier, der fungerer i samspil med vores omgivelser, og at traumer, sult og livsvilkår i én generation kan skabe varige ændringer i de efterfølgende. Udviklingspsykologisk taler man om, at vi starter i en symbiotisk tilstand med vores mor og derfra bevæger os mod en selvstændig jegfølelse”.

I denne proces kan meget ”gå galt”, og som tværkulturelt adopteret har Jette Hye Jin Mortensens projekt også været præget af markante opgør med de officielle autoritære forklaringer omkring denne minoritetserfaring. Dette kom blandt andet markant til udtryk i den føromtalte udstilling The Apology, hvor italesættelsen af international adoption som et traumatisk brud med rødder og kultur blev til en større fortælling om epigenetisk arv og genealogi.

100% gener og 100% miljø
“Mit projekt handler også om at skabe sprog, ny viden og decideret grundforskning i, hvad det vil sige at blive adskilt fra sit kulturelle og biologiske ophav og plantet i et fremmed/nyt. Min generation er vokset op i en tid, hvor man som følge af 2. verdenskrigs instrumentalisering af det biologiske ophav fokuserede på, at man er et produkt af sit miljø og ikke af fysisk arv. Imidlertid er vi også rykket ind i en post-genom æra, hvor ét svar ikke længere er nok. Biopsykologen Susan Schneider beskriver det godt: Vi er 100% gener og 100% miljø. Generne er stadig vigtige, men de indgår snarere i en flydende, omskiftelig og foranderlig livsproces”.

Denne ombrydning af arv/miljø diskussionen er særdeles virksom i Jette Hye Jin Mortensens kunstneriske projekt, og hun peger blandt andet på et studie, der fulgte gravide kvinder som havde været i nærheden af terrorangrebene i New York 9/11, 2001:
“En del udviklede posttraumatisk stress, målbart ved et lavere cortisolindhold i spyttet. Disse kvinders babyer udviklede samme symptomer og cortisolniveau og havde altså nedarvet et fysisk symptom fra en enkeltstående miljøpåvirkning af moderen. Hvis man så medtænker alle de potentielt nedarvede effekter fra krige og traumer i menneskehedens historie kan man komme til den konklusion, at det moderne menneske må lide af en stor, men normaliseret, angst. Og måske en stor grundlæggende angst for sine medmennesker?”

Multi-identitet
Den nomadiske og dynamiske tilgang til livsprocessen, som kommer til syne i Jette Hye Jin Mortensens værker, er også manifesteret i selve metoderne for kunstproduktionen – ikke mindst der hvor hun samarbejder med andre. Som eksempelvis i værket Tell it the way they tell it (vist blandt andet på Charlottenborg, 2010). Her blev ideerne til et værk og kunstnerens identitet filtreret igennem et kollektivt produktionsapparat bestående af et filmcrew, dansere, designere og musikere.

“Når projekterne udspringer af kollektive processer, hvor dele er fortolket af andre, hvor publikum aktiverer rummets scenografi, eller hvor kunstneren sammen med skuespillere skriver værket baglæns, så er det for at forstå, hvordan ting opstår som kædereaktioner og er betinget af andres arbejde, andres blikke og andres erfaringer. Vi er og har aldrig været alene. Der sker en umærkelig forhandling mellem tekst og det at performe. Men det er ikke kun ting, men også os selv, der opstår som projektioner og karakterer i andres bevidstheder og blikke. Vi eksisterer ufrivilligt som en multi-identitet i en spredt væren”, slutter Jette Hye Jin Mortensen.

Se flere billeder her