Efterårsguide Østdanmark
Efterårsvejr er museumsvejr. Når vejret udenfor er gråt og trist er det godt at man kan fordybe sig i kunstens farverige verden. Vi bringer her et udvalg af aktuelle udstillinger, som du kan opleve i Østdanmark i løbet af efterårsferien.
Efterårsvejr er museumsvejr. Når vejret udenfor er gråt og trist er det godt at man kan fordybe sig i kunstens farverige verden. Vi bringer her et udvalg af aktuelle udstillinger, som du kan opleve i Østdanmark i løbet af efterårsferien.
info
Efterårsvejr er museumsvejr. Når vejret udenfor er gråt og trist er det godt at man kan fordybe sig i kunstens farverige verden. Vi bringer her et udvalg af aktuelle udstillinger, som du kan opleve i Østdanmark i løbet af efterårsferien.
Copenhagen Contemporary
Carsten Höller: Reproduction
28 sep 2019 – 23 feb 2020
Gigantiske, røde fluesvampe, karruseller, lugte, lys og spejle venter publikum, der bliver til forsøgspersoner i Höllers værker. Kunstneren er kendt for sine publikumsinvolverende totalinstallationer, hvor han anvender elementer fra legepladser, zoologiske haver og forlystelsesparker, ofte præsenteret i pseudo-videnskabelige omgivelser.
Læs vores anmeldelse af udstillingen her.
Den Frie Udstillingsbygning
Cosmic Existence
14 sep – 28 okt
Gennem udstillingen udforskes den menneskelige eksistens i et kosmisk perspektiv. Hvad sker der når vi opløser begreber som krop og tid? Og når døden ikke længere ses som en uundgåelig realitet? Dette kosmiske perspektiv giver os mulighed for at gennemtrænge nutidens normalforståelser og derigennem fuldstændigt at overskride den menneskelige kategori.
Læs vores anmeldelse af udstillingen her.
Fotografisk Center
Helene Schmitz: Thinking like a Mountain
31 aug – 20 okt
Den svenske fotograf Helene Schmitz er optaget af forholdet mellem menneske og natur. I sit nyeste projekt, Thinking Like a Mountain, arbejder hun med de spor menneskets højteknologiske og industrielle udvinding af resourcer og energi sætter i landskabet.
Overgaden. Institut for Samtidskunst
Rune Bosse: Stien eller tid imellem træer
21 sep – 24 nov
Hvad sker der med en kunstinstitution, når menneskene har forladt den, og naturen har overtaget styringen? I krydsfeltet mellem kunst og natur udfordrer Rune Bosse på sin første store soloudstilling grænserne for, hvad en kunstudstilling kan være, og hvor langt en kunstinstitution tør gå.
Læs vores anmeldelse af udstillingen her.
Museet for samtidskunst
Lea Porsager: [WEAK] FORCE
24 sep – 22 dec
Lea Porsagers udstilling [WEAK] FORCE er en promiskuøs leg mellem det spirituelle og kvantefysik. Udstillingen går til kvantefysikken gennem tantrisk praksis og Kundalini teknologi.
Læs vores anmeldelse af udstillingen her.
Sorø Kunstmuseum
Morten Søndergaard: Sproghospitalet
28 sep 2019 – 19 jan 2020
Virker sproget i os ligesom medicin? Hvad sker der, hvis patienters metaforer for smerte ikke bliver forstået af lægen? Hvordan ser det ud, når ordene fødes ud i verden gennem munden? Sproghospitalet er et sted, hvor sammenhængen mellem sprog og sygdom materialiseres.
Tranen
Biotechnosphere
28 aug – 14 nov
Stadig flere kunstnere bearbejder og afbilder teknologi som et levende væsen – og levende væsner som teknologi. Den natur, som mennesket udspringer af, er stadig sværere at skelne fra den kultur, som mennesket skaber. Et nyt landskab tegner sig, der er i så hastig forandring, at det ikke kan fanges i øjebliksbilleder. I stedet præsenteres en række værker, der vidner om en stor transformation.
Læs vores interview om udstillingen her.
KØS
Lasse Krog Møller: Ad Acta – arkiverede visioner
11 okt 2019 – 23 feb 2020
Lasse Krog Møller dykker ned i KØS’ samling og har med øje for det oversete udvalgt 20 ikke-realiserede kunstprojekter til udstillingen. Kunstprojekter, der var tiltænkt det offentlige rum, men af forskellige grunde ikke blev opført. Møller går i udstillingen i dialog med værker fra museets samling og giver dem et nyt liv og en ny fortælling.
SMK
Shahryar Nashat: Start begging
29 aug – 29 dec
Et diskret pink filter på x-rummets vinduer sætter tonen for udstillingen: både bogstavelig talt ved at bade rummet i et kødfarvet, lyserødt skær og på et mere metaforisk niveau ved at antyde en optagethed af kroppen og dens underkategorier, bl.a. kød, væv, membraner, motorik og begær.
Læs vores anmeldelse af udstillingen her.
Gl. Holtegaard
Cirkus
23 aug 2019 – 5 jan 2020
Du skal i cirkus! Gl. Holtegaards store efterårsudstilling byder indenfor i manegen og præsenterer værker af nulevende såvel som ældre kunstnere fra ind- og udland. Med rød- og hvid-stribede vægge er cirkusteltet rykket ind på Gl. Holtegaard. Udstillingen kaster lys over udvalgte tematikker omkring cirkusmotivet i kunsten fra 1890’erne til i dag.
Se vores billedserie fra udstillingen her.