Efterskær

Kurt Trampedach (1943 – 2013) brugte kunsten til at iscenesætte, konfrontere og dissekere sig selv. En indimellem brutal kamp, som tvang ham til at undersøge sig selv gennem selvportrættet for at forstå og forlige sig med et livsvilkår, som for ham var grundlæggende: problemet med at føle sig hjemme i verden, og som når det ramte ham, afstedkom en ensomhed af bibelske dimensioner.

Som kunstner opsøgte han fordybelsen for derved at komme ind bag sig selv, ind til eksistensens kerne – han ledte hele livet efter det ægte og oprindelige. Det var en dybtfølt indre nødvendighed for selv overhovedet at magte livet. Samtidig så han også sig selv i dette kunstneriske sjælearbejde som en søgende på vegne af andre.

En rå katedral
Udstillingen folder sig flot ud i Brandts industrielle rammer – det må være den smukkeste katedral til ære for Trampedachs minde. De slidte plankegulve og de uprætentiøse højloftede rum med de store vinduespartier spiller eminent op til værkerne.

Omgivelserne opløser simpelthen noget af den kunstighed, som har det med snige sig ind i denne type retrospektive udstillinger. Netop Trampedach er ekstra udsat her, fordi især hans skulpturelle værker imiterer nogle særdeles tidstypiske karakteristika fra 1960- og -70ernes ungdomskultur. De indadvendte og luvslidte børn og unge mennesker, som bebor udstillingen, virker mere troværdige i disse rum. Dagslys skaber liv, og gennem vinduerne kan du få øje på resterne af den virkelighed, som de kommer fra.

Livslang passion for selvportrættet
20 år gammel blev Kurt Trampedach optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Her startede en livslang passion for selvportrættet og for litterære og konkrete æstetiske grublerier over menneskenes eksistentielle vilkår. Størstedelen af de store malerier, som allerede i 1960’erne høstede bred anerkendelse, var direkte eller indirekte selvportrætter. Mørke, tunge og monumentale billeder fyldt med religiøse og litterære citater iblandede tydelige referencer til populærkulturen. Han blev nyskabende med motiviske og koloristiske koblinger til renæssance og barok, samtidig med at materiale- og motivbehandlingen helt åbenlyst var hentet i hans egen tid – i senmodernismen.

På udstillingen kan man starte her og møde en række billeder og portrætbuster fra denne tid, der synliggør en tidlig og stærkt ensartende tilbøjelighed hos Trampedach – lige meget hvad eller hvem han maler, er hans begrundelse for værkerne den samme ubændige trang til at forstå og formidle fremmedgørelsen og den hermed følgende smertelige ensomhed som et evigt eksistentielt vilkår af mytologiske dimensioner på tværs af tid og kultur.

Mørket spiller førsteviolin
Alt fra denne periode ser ud, som var det malet med tjære, dej og aske. Mørket spiller førsteviolin på bekostning af et hvidgult lys, der som en sprød andenviolin må kæmpe sig vej frem i et ulmende begsort mørke. Vi møder det sky blik fra den Dylan-agtige unge kunstner, lige før han forsvinder ud af billedfladen, og vi står over for nadverbilleder og billeder, hvor kunstneren selv fremstår som en alvorstung tvivler på evig bodsgang mellem fortabelse og forsagelse.

Fordelt i rummet findes flere naturalistiske skulpturer fra 70erne – en tid hvor Trampedach afslørede et stort talent for gengivelse af menneskekroppen.

Hans naturtro skildringer af mennesker i intime dagligdagssituationer vakte dengang stort bifald. Her lykkes det for ham at sige noget om den sårbarhed, som han var så optaget af at tackle og forstå.

Realismen hos Trampedach er luvslidt, malingplettet og støvet. Figurerne ser ud, som var de brændt af selve livet. Kraftløse og slappe sidder eller ligger de. Ensomme i hinandens selskab er de – hver især smerteligt indadvendte – i gang med at overkomme deres forbrændthed. På vej fra en tilstand til en anden.

Et tyveårigt eksil
Helt i tråd med kunstnerens egen livscyklus i øvrigt, der på nærmest mytologisk vis også svingede mellem gennembrud til ukendt område, himmelflugt, fald og fortabelse. Denne fugl-phønix-metafor synes at give mening – også på den anden side af de tumultariske 80ere – hvor han også i kunstnerisk henseende blev indhentet af netop den udvendighed, som han modarbejdede. Her tabte han sin kultstatus og svaret på nederlaget var et tyveårigt eksil, hvorunder han i nye rammer i hhv. New York og alene på sin gård i Pyrenæerne, genfandt sin maleriske styrke og for alvor forløste sit potentiale som maler på eksistensens yderste kant. 

Arkæologi på en pløjemark af maling
Luftforandringen i midten af 1980erne gav næring til nye kunstneriske landevindinger og dybere indsigter. Farverne, der langsomt var blevet mere fremtrædende, slår her ud i lys lue, som om han ønsker at tænde renselsens bål på selve billedfladerne. Nye selvportrætter kommer til. De er brutalt ærlige, nærmest dæmoniske.

Mest forunderlig er udviklingen, hvor masker og spædbørn i svøb efterhånden bliver til de sært gammelkloge små væsener, der stirrer på os med spørgende blikke fra de mange store lærreder.

Disse urkloge børn er modeleret op af fede lag af farve, der skaber en reliefagtig effekt, som får kunstnerens kamp med at fremmane sine motiver til at minde om arkæologisk gravearbejde på en pløjemark af maling.

Børnene repræsenter kunsten – de skabende kræfter – og de ser på os med store barnligt kloge og vidtåbne øjne. De har alvorlige ansigter med frodigt svungne trutmunde og deres kroppe er små og tætte. De ligner negroide basunengle uden vinger og lyre, men med paletter og pensler i de buttede næver. De ser ud på os på en dobbelttydig facon, som både er spørgende, undrende og uskyldig, og samtidig er blikkene gennemborende, alvidende og foruroligende.

Enestående
Kurt Trapedach var enestående – på alle måder bidrog han selv til sin egen mytologisering. Hele livet var han udfordret af sig selv og af verden. De sidste år på bjerget i Sare var han en sky eneboer omgivet af storladen natur. Her, i direkte forbindelse med huset, anlagde han en paradisisk have og tilpassede sig et liv, hvor han i lange perioder kun var i kontakt med de lokale og sine dyr.

I dette frodige refugium veg mørket for lyset. På samme måde, som vi så det hos Edward Munch i nordmandens sidste år i eksilet på Ekely, blev angsten for livet forvandlet til en stor kærlighed til livet. Stadig smertefuld og melankolsk, men vreden og selvforagten klinger af i takt med, at kunstneren erkender, at disse ambivalente og brutale følelser i virkeligheden dækker over længslen efter kærligheden og en dyb og stor respekt for livet selv.
Kunsten var for Munch det barn, han aldrig turde få. Trampedach fandt i kunsten det barn, han længtes efter at møde, inde i sig selv.

Lyskraft på baggrund af aske
På denne baggrund får hans billeder en ny udstråling og en særegen skønhed. Lyskraften i billederne er flere steder imponerende og den purpurrøde farve stråler med en styrke som den man ser i utallige fremstillinger af Fugl Føniks – fabelfuglen fra den ældgamle ægyptiske solkult, som netop symboliserede solens evige cyklus fra solopgang til solnedgang. Lys og mørke, ild og aske ser ud til at være Trampedachs elementer.

Meget peger på, at han i sin søgen til sidst var i kontakt med ældgammelt mytologisk stof med oprindelse i oldtidens Ægypten. Hans små børn udstråler en arkaisk ro; de bærer kjortler og holder paletter som soltegn tæt ind til kroppen. På andre billeder findes spædbørn i hvide svøb og et selvportræt af den unge kunstner liggende med kroppen indsvøbt som en mumie i et glødende gyldent lys.

Ild på lærreder og i atelier
Men historien ender i aske: for netop som han har fremmanet de vise børn, og solens stråler og ildens rensende kraft har fortrængt mørket i Trampedachs billeder, rammes han af ildens fortærende kræfter. Først nedbrænder hans atelier i Sare og kort tid efter atelieret i København. Han oplevede tre brande i sine atelierer og efter de to sidste i 2002 og frem til sin død i 2013, maler han ikke. Måske fordi han inderst inde, så brandene som en logisk konsekvens af sin nådesløse leg med ilden på lærrederne?

Han tegnede til gengæld fortsat hudløse portrætter af sig selv på vej mod askens år. Men blyanten førtes til slut med let sitrende hånd, og tegningerne er som spindelvæv mod papirets hvide lys. Af og til lignede han mere en ulv end et menneske. Til slut var der kun to hvide huller, der hvor øjnene skulle være. Sådan iagttog han usentimentalt sin egen gradvise forsvinden – skulle denne mand atter rejse sig af asken, måtte det blive i det hinsides.

Tilbage står nu det uafrystelige og lysende efterskær!