Eistrup kommer ikke ud over stepperne

Kunstneren Michelle Eistrup har over en to-årig periode fulgt en flok heste på Læsø. Det er blevet til udstillingen Wild as the wind, som består af fotografier og en videoprojektion af hestenes bevægelsesmønstre i skove, på marker og ved vandet.

Med projektet vil Eistrup – sandsynligvis – lave en romantisk skildring af de naturlige, vilde og sanselige væsner, der lever i pagt med naturen.

Det vælger hun at gøre igennem sin meget personlige oplevelser med hestene, idet Eistrup ifølge udstillingsmaterialet “opnåede en kontakt til dyrene, som var meget bevægende”.

Hvad er det interessante ved hestene?
Problemet er, at denne kontakt ikke bliver ordentligt formidlet, og at udstillingen derfor ikke formår at blive rigtig vedkommende for andre end kunstneren selv. For hvad er det egentlig, der gør de her heste til et interessant kunstnerisk undersøgelsesområde? Og hvad er det specielle ved Eistrups oplevelse med hestene, der gør, at det bør udstilles for et publikum?

Der er flere formmæssige grunde til, at Eistrup fejler i formidlingen af projektets kunstneriske intention. Én er hendes ubegrundede betoning af modsætningerne imellem det dystre/mørke og det æterisk/lyse – modsætninger der blandt andet ses i opdelingen af et ‘nat-udstillingsrum’ og et ‘dags-udstillingsrum’.

Heste om natten – Heste om dagen
Natbillederne er blålige og udviskede, og kameraets oplysning af hestene og landskaberne får scenerne til at ligne noget, der er taget ud af et eventyr. Faktisk forventer man nærmest at se et horn i midten af panden på de ædle gangere.

Dagsbillederne af hestene – de æteriske og lyse – er blandet med flere fine billeder af landskabet på Læsø.

Men på trods af billedernes åbenlyse formmæssige kvaliteter, med spændende vinkler, der kan gøre motiverne helt skulpturelle, så er her nogle greb der simpelthen ikke fungerer.

Blandt andet har Eistrup – sikkert for at fremhæve det æteriske og lyse – valgt at lægge et hvidt filter over mange af billederne, så det helt udvisker motivet og kun lader en svag antydning af et omrids være tilbage.

Disse filtre er slet og ret irriterende.

Man griber sig selv i at stå og knibe øjnene sammen (med en overhængende fare for hovedpine) for at tyde, hvad der mon gemmer sig bag de æteriske tåger.

Og i det tilfælde, hvor fem ens billeder er blevet underlagt forskellige grader af tåge, fanger det mindst tågede da også straks opmærksomheden – selvom dét også kræver en vis grad af sammenknibning.

Heste på video – à la børnefjernsyn på DR
Et andet udstillingsgreb, der ikke fungerer optimalt, findes i udstillingens sidste mørklagte rum. En videoprojektion fylder den ene ende, mens en transparent baglyst fotocollage fylder den anden.

Videoen viser sammenklip af hestenes færden på Læsø, og den ledsages af en fin lydcollage, hvor dyrenes lyde klippes sammen til en lille sjov melodi. Videoen formår i sine otte minutter at holde opmærksomheden fanget, men de pudsige klip virker påklistrede og alt for bevidst og overdrevent kunstlede.

De påsatte effekter får desværre videoen til at minde om børnefjernsyn på DR. Men da børne-tv også har sine kvaliteter, er videoen stadig udstillingens absolut mest fængende værk, idet den emmer af dynamik, leg og glæde.

Døde hest…. Døde hest….
Det kan godt være, at man skal være hestepige for rigtigt at forstå  udstillingens kvaliteter. Det begrænser bare udstillingens målgruppe mærkbart.

Og mit hjerte har bare aldrig banket for heste. Det har banket for kunst – og det eneste virkelig gode heste-kunstværk som jeg lige på stående fod kan komme på, det har Bjørn Nørgaard lavet, og dér er hesten død og puttet i formalin og på henkogningsglas…