Elektro-poetisk hype i Malmö

Lad mig starte med at konstatere, at enhver fornemmelse af ‘hype’ (i betydningen overdrevet) er langt væk, når man går igennem Electrohype 2008. Ordet bør forstås mere poetisk – der er tale om en udstilling, hvor kunsten med teknologien ‘driver ud over’ sig selv og sine egne grænser.

Et elektro-poetisk spil
Når du går igennem udstillingen, er det som at begive dig ud på en eventyrlig rejse – eller måske snarere ind i et ’adventure spil’ med helt egne regler og med værkerne som sære rejsekammerater. Det hele foregår indendørs og i Malmö Konsthals lyse rum og hvide vægge.

Der lægges ikke op til en interaktiv involvering af publikum – men til gengæld får samme publikum det, jeg i mangel af bedre vil kalde en ‘elektro-poetisk’ oplevelse. Et mentalt landskab med sanse-udvidende, underfundige og tankevækkende installationer rejser sig fra kunsthallens plankegulv.

Spillet starter
Spillet starter passende med to elektro-mekaniske værker. Rechnender Raum (Calculating Space) af Ralf Baecker og Regel 30 af Kristoffer Myskja står vagt ved indgangspartiet til Electrohype. De udpeger to centrale grundregler, der må accepteres før rejsen fortsætter: for det første, menneske og maskine er forbundne. For det andet, teknologien forlænger det menneskelige sanse- og forståelsesapparat.

De første spor…
Med reglerne i baghovedet kan man vælge en række spor – man kan for eksempel vælge at vandre forbi en række (ret) sensitive hvide brusere skabt af Canadiske Diane Morin, der ligger spredt over et stort område på gulvet og som tiltrækkes og frastødes af hinanden. Der sker ikke ret meget andet end det: man kan ikke komme videre. Man får en scary fornemmelse af, at bruserne også ‘mærker’ dig og rækker ud efter dig…

Et reaktivt landskab
Vælges et andet spor, passerer man forbi et landskab, der pulserer som var det levende. Vi kan kun se bevægelserne, ikke hvad der skaber dem. Kerstin Ergenzinger har skabt denne reaktive installation, hvor både den nære kontekst, publikums bevægelser gennem udstillingen samt andre bevægelser i jorden ‘udenfor’ museet registreres af en seismograf. Bevægelserne oversættes til ‘følelser’, der påvirker de bevægelige elementer gennem energiudveksling med materialet.

Game of Life
Spillet fortsætter forbi en række lokkende installationer, hvor man blandt andet oplever et vokal-sprog og et konsonant-sprog, der forsøger at kommunikere med hinanden.
Spillet kulminerer dog med værker af to canadiske kunstnere, henholdsvis Jessica Fields Semiotic Investigation into Cybernetic Behavior og Bill Vorns Evil/Live 2. Sidstnævnte er nok det værk, der står flottest på udstillingen. Tre store paneler med pærer, der, finder man ud af, hver især repræsenterer ‘et liv’ (lyset), der opstår og dør (slukkes) igen. Det hele baseret på en såkaldt algoritme (logisk regel eller opskrift), der kaldes ‘game of life’ – og som her altså bliver synligt for os, som deltagere i udstillingens spil med vores elektroniske bevidsthed.

Et ægte elektro-hype
Helt finurligt betagende (og morsom) er Jessica Fields to ‘stakkels’ robotter, ALAN og CLARA. Begge er begrænsede i deres mulighed for at ‘sanse’ verden. ALAN kan således kun opfatte bevægelse og CLARA kun afstand. De forsøger at hjælpe hinanden, så de sammen kan tolke, hvad der foregår omkring dem. Hvilket forløber uden den store succes – og med visse paranoide undertoner. Semiotic Investigation into Cybernetic Behavior er udstillingens bedste eksempel på, at der finder en aktiv udveksling mellem publikum, kunst og teknologi sted. Her peger det elektro-poetiske udover det rent æstetiske spil med sit publikum og mod et egentligt, ægte elektro-hype. Mere af det!