En cyklists bekendelser

Blast Theory er cutting edge. Så er det slået fast. Det britiske kunstkollektiv har siden starten af halvfemserne udfordret både den nye teknologi og kunstoplevelsen, som vi kender den.

De formår i deres kombination af elektronik, byrum og interaktivitet med deltageren at skabe en vedkommende kunstoplevelse på grænsen mellem teater, mediekunst og platformsspil. Samtidig synes Blast Theory’s projekter at indeholde en grundlæggende samfundskritik ved at vende pacifisme til aktivisme med et bud om at man kan ændre forholdene ved at handle og engagere sig.

Rider Spoke er en del af METROPOLIS-festivalen, der løber gennem Københavns gader og skjulte rum i disse dage, og dette projekt er ikke en undtagelse.

Det handler om at være tryg
Denne aften var det så byrum, cykel, consol og høretelefoner, der udgjorde scenen for kunsten, og allerede her ligger der en interessant dimension.

Man cykler rundt i København, efter ordre fra consollet på styret ("begynd at cykle", "find et gemmested", "find et sted med god udsigt" o.s.v.) og imens man befinder sig rent fysisk i det hektiske byrum, er man rent mentalt indhyllet i et intimt univers med monoton, drivende musik, en stemme der meditativt og kærtegnende indgyder tryghed, hvor man hurtigt føler sig indviet i en sådan grad, at selv de mest private tanker får luft.

En tur på skrifte-cyklen
Men det er ikke bare ens egne tanker der får luft. Til spørgsmål som: "Hvem eller hvad gør det hele ok, når du er midt i farens stund?" eller "Fortæl mig om at tage afsked og aldrig komme tilbage," har mange før dig givet deres svar på. Og disse svar og korte fortællinger kan man løbende høre under turen. Selv optager man sine egne svar på udvalgte steder under turen.

Og det er dette bekendelses-fællesskab, der gør at man ikke forvalter disse spørgsmål med ligegyldighed.

Når man mødes af en fremmed persons intime tanker, er det svært ikke at give luft for ens egne tanker. Rider Spoke tendere noget religiøst i sit anonyme fælleskab, men har en særlig dimension i det at man møder folks tanker direkte og selv kan definere ens overbevisning.

Hvem er du egentlig?
Til trods for at det kan føles som kollektivt gruppepres alá teenageårenes "sandhed eller konsekvens", så føles det rigtig godt. Man har rent faktisk fået luftet nogle tanker og givet et løfte, som gør godt og som befinder sig i kernen af, hvordan man definerer sig som menneske.

Under turen mødte jeg i dette cyber-cykel/kirke-rum mennesker, der er totalt ukendte for mig og som trods det bekendte sig og kom med indrømmelser, der normalt ikke får luft i det offentlige rum. Og det var altså ret specielt.

Pludselig står man på en bro i Valby, kigger ud over banelejet og hører om en kvindes relation til hendes far, en mands reaktion i hans mest frygtfulde øjeblik og optager derefter ens egne tanker omkring det at tage afsted og aldrig vende tilbage. Det der binder os sammen ud over bekendelserne er, at vi valgte det samme sted.

Please Return!
"Vend venligst tilbage!" står der så pludselig, og jeg begynder min tur tilbage, stadig indhyllet i musik og forundring over, hvad jeg lige havde hørt og selv fortalt.

Da jeg vender tilbage til udgangspunktet på Borgmester Fischers vej på Frederiksberg er det mørkt og den sidste time og et kvarter er fløjet bort. Min ledsager havde haft bøvl med teknikken, men trods det er vi fælles om begejstringen og den intime oplevelse, vi begge lige havde haft med nogle af jer, derude!