En distanceret type

Alle vil kunne træde ind i de hvide sale på Louisiana og få en oplevelse med den store og populære fotokunstner Andreas Gursky. Ligemeget hvilken tilgang til eller indsigt du har i kunst, vil han tale til dig.

Det er smukt, minder om noget du har set før i et glitret magasin om kultur, mode eller fotografi – bare bedre og større. Det er faktisk så godt og stort at der er en reel fare for at blive en smule resistent i løbet af de 71 værker, som Louisiana har fået samlet i denne særudstilling.

Skal ses i biffen
Motiverne strækker sig fra storslåede, landskaber med floder, gletschere, broer, svævebaner midt i bjergmassiver over kulturelle landskaber som formel 1-baner, katedraler, koncerter, catwalks, arkitektur og ekstreme organisationsformer på spektakulære arbejdspladser til andre kunstneres værker.

… og så forsvinder de igen. Som en blockbuster i biffen med store armbevægelser og en ganske begrænset eftertænksomhed. Meget apropos, så er Gursky også kun seværdig på de 45 store prints (det største er ca. 5 x 2 m.). Han skal med andre ord ses i biffen! I lille format  (de 26 små prints på udstillingen) er hans motiver absolut effektløse.

Den kølige snyder
Gursky er uddannet på Staatliche Kunstakademie i Düsseldorf i starten af firserne, og herfra udsprang en mere kølig, stram, (tysk) distanceret tilgang med fotokunstneren som en form for kulturel og samfundsmæssig registrant. Dette kan genkendes hos Gursky, der i høj grad fokuserer på kulturen, industrien og naturen på behørig distance.

Men Gursky udfordrer også denne registrering markant ved at ligne en registrant, imens han i realiteten konstruerer mange af hans storslåede motiver. Han har fundet, fanget, forarbejdet og forstærket oplevelsen markant. Han snyder os. Men for at opnå hvad? Det er helt igennem uklart.

Hvem er Gursky?
Når kunst ikke rigtig taler om noget interessant, kan man altid rejse to spørgsmål: Hvem er Gursky egentlig? Eller: Hvordan er det mon lavet? Ikke to ophidsende spørgsmål i din anmelders øjne.

Louisiana har valgt begge, men fokuserer på det første, og opfordrer os til at lære Andreas Gursky at kende som billedkunstner med stort B. Det skal vi gennem en stor præsentation af hans fotografier gennem de sidste to årtier.

Som repræsentant for den besøgende bør jeg dog understrege, at man ikke lærer Gursky at kende. Vi oplever hans værker, og i den sammenhæng er han så distanceret som subjekt, at vi aldrig møder mennesket Gursky. Så bliver man måske knap så skuffet.

Teknik og komposition
Gurskys værker er mægtige indrammede prints af højeste tekniske kvalitet, de er komponeret i udtalt grad, og så leger de både med motiver fra kunsthistorien og nogle klassiske kompositionstricks.

Perspektiver, gyldne snit og forsvindingspunkter er alle vegne og sat i scene til fulde i værket F1 pitstop I (2007) – der er endda proppet en rygvendt blondine ind i billedet, hvis man skulle blive i tvivl om, hvor forsvindingspunktet er.

Romantikkens store pathosfyldte motiver fra landsmænd som Caspar David Friedrich (1774-1840) rumsterer fx i værker som Cathedral I (2007) og en del af landskabsmotiverne.

Selv impressionismens dvælen ved vandets flimrende spejl har fået en omgang til i serien Bangkok fra 2011, hvor der dog flyder en hel del fotoredigeret skrald og kemikalier rundt, hvis man kigger ordentligt efter.

Mennesket som materiale
Det mest interessant statement fra Gursky er vel hans udprægede understregning af mennesket som skaber og materiale: Når vi er publikum, går på catwalken, køber ind, står på scenen, er på arbejde, spiller fodbold, kører racerløb, og når man er fotokunstneren Andreas Gursky.

Tættere på noget betydningsfyldt kommer man næppe i dette meget distancerede møde med Hr. Gursky.