En duft af træ

Kan du fortælle lidt om Alfred Haberpointner?

Han er en østrigsk kunstner, født i Salzburg i 1966. Træet er et biografisk materiale for ham. Han var fra helt lille omgivet af træ. Hans bedsteforældre havde et savværk, hvor hans far også arbejdede. En dag finder han et stykke træ på en gåtur i skoven og tager det med hjem. Han bliver simpelthen fascineret af et bestemt stykke træ, som han begynder at skære og hakke i. På den måde opstår hans første skulptur. Siden uddanner han sig inden for skulptur, men han bibeholder træet som sit hovedmateriale, selvom han i skolen får lov til at arbejde med alle mulige andre materialer. Han falder tilbage til træet, fordi det ligger til ham.

Hvad er det for en type kunst, man kan se på udstillingen? Er den typisk for ham, eller tilhører den en bestemt periode?

Det er et bredt spektrum, som viser forskellige hovedtemaer i hans værk. Han har arbejdet meget med vægtninger (Gewichtungen). Det er det bedste ord, jeg kan oversætte det til. Det handler om, at der er en balance. Han er blandt andet inspireret af høns. Han har undret sig over, at naturen har skabt en kæmpe voluminøs krop oven på to bitte små stylteben. Det synes han samtidig giver et godt billede af, hvordan livet nogle gange udformer sig. Derfor har jeg i folderen til udstillingen skrevet Tilværelsens Ulidelige Lethed (henviser også til en bog af Milan Kundera, red.). Selvom livet nogle gange føles som en kæmpe krop på to stylteben, så kan det føles som om, du svæver. For eksempel når du er forelsket. Andre gange kan den her kæmpe krop føles enormt tyngende, hvis der er problemer eller sygdom i familien.

Det vi kan se på udstillingen er altså hovedpunkter i hans værk indtil nu? Der er hovederne, de små dyr på tre eller fire ben, og så er der skoene?

Ja, skoene er nyere. Det er der, hvor han begynder at arbejde med bly. Han har arbejdet med damesko, der i sig selv indeholder både noget maskulint og noget feminint. Den maskuline hæl, det feminine hulrum og den spændstige svulmen i svangen på skoen. Det feminine og det maskuline spiller over for hinanden. Samtidig er materialet bly, som er et meget giftigt stof. Man kan så overveje, hvilke implikationer det har (siger Jens Peder skælmsk og griner).

Hovederne var sådan set en afgrænset periode i første omgang, men han genoptager dem, fordi han er kommet videre i sit arbejde og synes, at han kan tilføre dem noget nyt. Hovederne er interessante, fordi de har så mange forskellige – blandt andet etnografiske – betydninger. Der er både noget gammelt, nærmest oldgræsk over dem, men der er også noget nutidigt i dem. Han har arbejdet meget med holocaust, så det har han også prøvet at føje ind i værkerne. En af dem, der har skrevet om hovederne, siger, at de har ‘skønne sår’. Det handler om, at du kan lave en tatovering, og nogen vil synes, at det er en forskønnelse af din krop, og andre vil synes, at det er forfærdeligt. På samme måde har han tilføjet alle hovederne slag, hak og hug. Der er hamret kramper i, de er brændte og så videre. På den ene side forskønner de værket, men samtidig har de nogle henvisninger til holocaust, tortur og lemlæstelse.

Er det kunst fra Würths samling i Tyskland, eller er der også andre værker imellem?

Normalt laver vi tre udstillinger om året, som kommer fra Sammlung Würth (det hedder virksomhedens store samling i hovedsædet i Tyskland, red.). Den har næsten 11.000 værker, og det er hovedsageligt derfra, vi låner værker til vores udstillinger. Men da jeg syntes, at det gjorde udstillingen mere komplet, hvis vi lånte fra kunstneren selv denne gang, så har jeg fået lov til at låne værker fra kunstnerens eget atelier.