En ensrettet udstilling

Hidtil har vi opfattet evolutionen som en tragtformet bevægelse med mennesket som det absolutte højde- og slutpunkt. Det skal der laves om på, mener tilrettelæggerne bag rEVOLUTION – meget mere end Darwin: Hvis evolutionen var Eiffeltårnet, ville Homo Sapiens nemlig “kun udgøre de øverste 10 cm af antennen”.

I stedet bør vi se evolutionen som en “uendelig bevægelse” og “flytte vores interesse fra fortiden til fremtiden,” opfordrer museet og Carte Blanche i videointroduktionen til udstillingen, som publikum møder, inden man ledes ind i det præcist tilrettelagte forløb.

Mennesket i periferien – og centrum
En anden revolution postuleres omkring selve udstillingens opbygning: Publikum skal “ud på en rejse” i rEVOLUTION, der “sampler traditionel udstilling med greb fra den sensoriske og publikumsinteragerende scenekunst.”

Carte Blanche er netop kendt for sin installatoriske og publikumsinkluderende teaterform, der særligt spiller på sanserne med stemningsfulde scenografier, og hvor gæsten, som det fremgår af teatrets hjemmeside, er “protagonist og medskaber af forestillingen” – eller udstillingen. De har bl.a. anbragt gæsterne i senge midt i udstillingen tidligere på året på Viborg Kunsthal som del af udstillingen Body Time.

Når de introducerer en “ikke-almindelig” udstilling under titlen rEVOLUTION, er forventningerne til omvæltningen derfor store.

Stram dramaturgi
Den alternative publikumsposition hæmmes dog af udstillingens narrative strategi, der følger en lineær fortælleform, der netop ikke giver plads til beskuerens indspark, men som er standardpensum i enhver gymnasieklasse – og grundlag for mange både kunst-, natur- og kulturhistoriske udstillinger: Berettermodellen.

Gæsten ledes gennem en række af mørklagte og to indrammende, oplyste udstillingsrum i et stramt og imponerende præcist koreograferet forløb, hvor der hverken er tid til at dvæle ved interessante tableauer eller mulighed for at springe frem eller tilbage i tiden.

Med instruktioner fra en audioguide, en hvid streg på gulvet og timet belysning af udstillingsgenstandene bevæger man sig fra universets begyndelse og til menneskets nutid eller – hvis man tager de to belyste rum med – fra opfordringen til at se evolutionshistorien på en ny måde over en velkendt, lineær fortælling, der dog starter i The Big Bang, og til et rum, hvor historien opsummeres, og der bl.a. foreslås forskellige og forfriskende retninger for fremtiden.

Selve udstillingen opbygger således tro imod modellen spændingen gennem universets og evolutionens historie for at kulminere med menneskets entré og en lille bifortælling i det rum, der er dedikeret til Eiffeltårnets øverste 10 cm: Mennesket.

Her oplyses på skift billeder fra vores kulturhistorie fra hulemalerier og helleristninger over Parthenon, Den kinesiske mur, Friedrichs Vandrer over tågehavet, et af Picassos portrætter af Dora Maar og til A-bomber, vindmøller og Big Data – også i kronologisk rækkefølge.

Det flyvende øje
Udstillingen spiller således på blot to sanser, hvis indtryk begrænses til dem, der kan understøtte den fastlagte fortælling. Med den timede belysning af genstandene kan historien nærmest siges at være ‘klippet’ illustrativt, og hele vejen støtter tableauerne op om fortællerstemmen:

Når jordkloden nævnes, ser man en fin lille model af den ‘svæve’ i mørket, istider illustreres med billeder af is, og de store masseuddøde symboliseres ved et glødende dyreskelet. De visuelle elementer – som ellers kunne have været anvendt perspektiverende – hæver sig derfor aldrig over den stramme narration, men forløber parallelt med den.

Ensretningen forstærkes af, at udstillingen med sin anvendelse af det mørklagte udstillingsrum hentet fra the black box theatre på effektiv vis formår at eliminere beskuerens krop på en måde, som ikke er ulig kunstudstillingens White cube, der – som Brian O’Doherty pointerede i 1976 – med sin ensidige interesse for visualiteten reducerer beskueren til “et flyvende øje”.

Mørklægningen og ‘klipningen’ gør det umuligt at gå – eller tænke – i andre retninger end den angivne, og man har kun den strengt kontrollerede syns- og høresans tilbage.

At ændre vores holdning til os selv som evolutionens absolutte klimaks og slutpunkt – og samtidig sætte publikum i centrum skaber på den måde en knude af to modsatrettede formål: Mennesket bliver hovedpersonen og målet i den strengt kronologiske udstilling – mens publikum derimod på grund af fortælleformen og æstetikken udelukkes fra interaktion og deltagelse i narrationen.  

Op over de 10 cm og ud i radiobølgerne
Mere potentiale og power er der i udstillingens sidste rum – en slags epilog placeret i et hvidmalet skur med blødt, sort sand på gulvet, hvor en kakofoni af tegnefilm, Ted Talks, video og computerskærme breder temaet og fortælleformen ud. Her begynder rEVOLUTION at leve op til det sensoriske og publikumsinteragerende, og der peges ud i fremtiden.

Det svuppende gulv genaktiverer kroppen, mens blikket, hørelsen og bevægelsen gives fri, og man kan selv zappe rundt mellem de omkring 20 skærme af forskellig størrelse og indhold.

Ved at flytte hovedtelefonerne fra audioguiden fra stik til stik har man mulighed for at udforske verdensrummet, de evolutionære forklaringer på den faldende vold i verden og endda se, hvordan en forsker, der lider af total farveblindhed har udviklet udstyr, der oversætter farver til lyd, så han kan høre sin salat og klæde sig på i c-dur. Han har endda fået udstyret med på billedet i sit pas – og dermed anerkendt som en fuldgyldig del af kroppen.

Med disse overraskende og optimistiske bud på fremtidige evolutioner – og mulige revolutioner – letter udstillingen endelig fra Eiffeltårnet og åbner til slut op for nye og spændende tanker om, hvordan og hvad et menneske kan være i fremtiden.