En fotografisk og performativ undersøgelse af Mary Willumsen
Nanna Lysholt Hansen undersøger historien om og værker af en af Danmarks tidlige fotografer i udstillingen Dear Mary (Steel).

Nanna Lysholt Hansen undersøger historien om og værker af en af Danmarks tidlige fotografer i udstillingen Dear Mary (Steel).
På Ringsted Galleriet kan man i disse dage opleve værker af den danske kunstner Nanna Lysholt Hansen. Udstillingen tæller både lyd-, performance-, tekst- og fotografisk kunst, som alle forsøger at om- eller genskrive historien om fotografen Mary Willumsen.
Siden 2012 har Nanna Lysholt Hansen – sideløbende med sin research på Mary Willumsens liv og arbejder – udført egne fotografiske eksperimenter. Med et primitivt kamera har hun skabt såkaldte pinhole fotografier, som er billeder optaget i en lystæt kasse med et lille hul i, bearbejdet med flydende fotoemulsion i mørkekammeret.
På soloudstillingen Dear Mary (Steel) indgår 24 af disse pinhole fotografier på stål. Billederne blev oprindeligt produceret som en del af hendes værk Dear Mary (Memories of the Future), 2013, præsenteret på udstillingen Sculpture by the Sea i Aarhus. Her havde Lysholt bygget et badehus, hvori et camera obscura og et narrativt lydværk var installeret. Huset fungerede som et pinhole kamera og fotolaboratorium, og flere gange om ugen anvendte Lysholt badehuset til at dokumentere live performances på stranden.
På Ringsted Galleriet er det fotografiske også kombineret med det performative. Ved udstillingens åbning den 22. november opførte Lysholt en performance blandt værkerne, hvor hun med sin nøgne krop udforsker hverdagsrummet, og hvem der kigger på hvem.
Lysholt er interesseret i kvindekroppen i forhold til kunsthistorien, og med sine referencer til Mary Willumsen arbejder hun med fakta og fiktion; fortid og fremtid.
Se billederne fra udstillingen nedenfor:


















Fakta
Udstilling
Dear Mary (Steel)
22 nov 2014 14 dec 2014
Nanna Lysholt Hansen
Ringsted Galleriet Se kort og tider
Fakta
I forbindelse med udstillingen på Ringsted Galleriet udgives de to første afsnit af en større publikation: Nanna Lysholt Hansen - Books of Mary, volume 1-6.
I Books of Mary, vol 1: Studies for Memories of the Future samles det første researchmateriale om Mary Willumsen hentet på Det Kongelige Biblioteks Billedsamling og Politihistorisk Museum samt Nanna Lysholt Hansens fotografiske eksperimenter på sit atelier på Statens Værksteder for Kunst, 2013.
Vol 2: Dear Mary (Memories of the Future) indeholder dokumentation af det værk, hun præsenterede på udstillingen Sculpture by the Sea i Aarhus 2013.