En grønlænder på billedjagt i New York

Inuuteq Storchs nye fotobog er råt kød for øjnene.

Vi svømmer rundt i en verden af fotografiske udsagn. Man kunne tro, at der ikke mere var brug for fotobøger, men i en billed-overloaded tid er der måske endnu mere brug for bogen som et tredimensionelt medie, hvor der er kurateret hårdt, og hvor der er fokus og koncentration.

Det kræver passion at etablere et forlag for fotobøger, men det er imidlertid hvad Stinus Duch, der står bag det unge forlag Disko Bay har udvist. Indtil videre har forlaget tre udgivelser bag sig.
Hvorfor forlaget hedder Disko Bay ved jeg ikke, men med den seneste udgivelse, Inuuteq Storchs Flesh, giver navnet smuk mening. Inuuteq Storch er født i 1989, opvokset og stadig delvist bosat i Sisimiut, der ligger ca. 250 km syd for Diskobugten i Grønland.

Porcelænssjæle

Inuuteq Storch gik på fotoskolen Fatamorgana 2010-2011. I 2015 tog han et år til New York, hvor han studerende på International Center of Photography, og det er fotografier han tog i det år, der ligger bag udgivelsen Flesh.

Flesh er ikke Storchs første fotobog, i 2018 udgav han Porcelain Souls på forlaget Konnotation. I Porcelain Souls arbejder Inuuteq Storch med sin families historie i form af gamle fotografier og breve hans forældre imellem, og værket er del af en større udforskning af den grønlandske samtidshistorie fortalt gennem det store fotografiske materiale, der befinder sig i arkiver og i private menneskers fotoalbums.

Grønlands historie er i høj grad blevet fortalt, også visuelt, af mennesker udefra, men med Porcelain Souls, som er første del af et større projekt, tager Inuuteq Storch selv ejerskab over fortællingen.

Råt kød

Hvor Porcelain Souls altså vender blikket tilbage mod hjemmet og arven, er Flesh en ekspressiv fortælling fra rejsen ud i det fremmede. Billederne i bogen er alle taget under Storchs ophold i New York, en by han spirituelt befandt sig godt i, mens hans krop havde hjemve efter naturen, det åbne grænseløse landskab.

Fotografierne er taget med Inuuteq Storchs søsters gamle lommekamera. Når man, med alle de tekniske muligheder, der er til rådighed, vælger et lommekamera, forestiller jeg mig, at det handler om, at man ikke vil dække eller gemme sig bag sit kamera, men at kameraet nærmere skal fungere som en diskret forlængelse af ens egen krop.

Man kan forestille sig kameraet ligesom kroppen, bevæge sig gennem rummet, uden intention om at billederne vil præsentere nogen som helst form for overblik. Eller kameraet som en fiskestang, der slynges rundt og trækker alt mulig forskellig fangst i land.
Kunstnerens egentlige arbejde ligger bagefter, når mønstrene i og korrespondancerne mellem billederne skal findes.

Storbyklaustrofobi

Storchs fotografi er trashet fotografi, der lægger sig i sporet af en fotograf som Wolfgang Tillmans. Han er ikke ude på at vise virkeligheden som den objektivt fremtræder med genkendelige motiver, han skriver med sin lysskrift en visuel, ekspressiv fortælling om følelsen af kropslig indespærring.

Det er som om verden i Flesh trænger sig massivt på, som om al form for afstand er suspenderet og alting fysisk maser sig op i ens øjne. Som om man aldrig kan komme langt nok på afstand til at få perspektiv – og folks ansigter – med i billedet. Der er ting og sager, gammelt ragelse, man får næsten åndenød, der er gitre, gelændre og masker der spærrer for adgang.

Skønheden i Storchs fotografi ligger i farverne og i farvernes korrespondance, en knaldgul citron og skriggrøde sugerør på en udknaldet bardisk. En anden form for skønhed ligger i intimiteten og den sårbarhed, der byder sig til for os, et par nøgne fødder på et gulvtæppe, en blegt lysende torso, næsten som en flænge i en nattemørk gade.

Et visuelt chok er et blodrødt toiletrum, og vil man se en forbindelse mellem den grønlandske fotografs indre billedbank, hvori flænsning af sæler også findes, er det ganske oplagt. Et andet element er de mange dyr, katte og hunde, der godt kan ses som selvportrætter pr. stedfortræder.

Og så er der humoren i billedernes møde med hinanden, der får det til at løfte sig yderligere. En bil spærrer gaden med dørene åbne som flyveklare vinger, overfor er det en kvindes bagdel, der indtager næsten samme position. Det kan se tilfældigt ud, men jo mere tid man giver sig, jo mere bliver man opmærksom på bevægelser, linjer og mønstre, farvekorrespondancer, fine visuelle forbindelser.

”Fotografi er et sprog, jeg taler”, sagde Inuuteq Storch ved boglanceringen. I bogen er der en rørende, sjov og kærlig efterskrift af Morten Bo, men egentlig gad jeg godt læse endnu mere af Storchs egne tanker om det fotografiske sprog.

Læs anmeldelse af udstillingen I vores levetid – Ny kunst fra Grønland.