En håbefuld romantiker

Man fængles, slippes, gribes og overvældes af latter for så at stå grædefærdig i mødet med hans ofte storladne film, som nu kan opleves på U-TURN i Kunsthallen Nikolaj. Hovedpersonerne gennemgår intense følelsesmæssige udsving, kønsroller vendes på hovedet, og filmmediet bliver afsøgt til det yderste. Jesper Just leger med vores forventninger, og det er svært at blive rigtig klog på den unge kunstkomet. Er han for eksempel en håbefuld eller en håbløs romantiker?

"Mine film er meget forskellige, og håbet er til stede på vidt forskellige måder. Det sidste nye værk (Romantic Delusions, red.) er nok mere håbløst end håbefuldt, og nærmest på grænsen til noget, der er kitsch i sin håbløshed. Men jeg er helt klart fascineret af det romantiske," erkender Just.

Vi sidder på et kontor i Kunsthallen Nikolaj, og ude i rummene omkring er udstillingen lige åbnet og hvidvinen serveret.

Romantisk blændværk
På kontoret er det alvor. Om det nye værk fortæller Just:

"For mig er der tale om en kamp i en person på grund af en flertydig seksualitet. En hermafrodit, hvor ingen af de to er accepteret af det omkringliggende samfund." Romantic Delusions er ligesom Just sammensat af det forventede og det ikke-forventede. Det er en romance mellem øst og vest udspillet i Bukarest. Her var der masser af håb og opportunisme, men samtidig steg priserne, og de store vestlige, kapitale koncerner voldtog byen med helfacades reklamebannere. I dette ulige møde stod Øst tilbage uden håb.

"Ofte har man betragtet vesten som maskulin og østen som feminin, og her udsprang ideen om det her sammenstød i hermafroditten og mellem dominans og håbløshed," forklarer Just.

Flertydigheden som middel
Justs værker spænder bredt. Nogle af hans værker er lavet i en meget dokumentarisk stil. Her primært hans første værker, som for eksempel No Man Is an Island fra 2002, og Romantic Delusions som præsenteres for første gang på U-TURN-udstillingen. Andre i en poleret nærmest hyperæstetisk stil som trilogien, A Voyage in Dwelling, A Room of ones Own og Question of Silence, også fra 2008, der for første gang præsenteres samlet for et dansk publikum.

"Jeg forsøger som regel at være tidløs. Trilogien er for eksempel ret svær at tidsfæste. Den kan foregå for 50 år siden eller nu og behandler et mere eksistentielt tema om en kvindes seksualitet. Romantic Delusions har en mere samtidig, politisk karakter. Men jeg forsøger at holde det åbent og flertydigt, så jeg ikke dikterer, hvad folk skal tænke eller mene," siger Just.

Filmen som kunst
Fra starten af karrieren omkring 2000 var produktionerne meget happening-baseret. Siden har Just bevæget sig ind i et langt mere produceret og filmisk sprog, som de fleste kan relatere til og derfor har nogle klare forventninger til.

"Jeg mener netop, man skal bruge sådanne medier, hvor der er så mange forventninger om, hvad der bliver fortalt, og hvordan det bliver brugt. Og i forhold til kønsroller, er det næsten altid den samme hest, der bliver redet. I mine øjne er filmmediet det mest dominerende i forhold til, hvordan vi ser os selv, vores køn, race og seksualitet. Hvis man bruger filmsproget, men i samme greb giver folk noget andet, har det stor effekt. Især når man tager det herind i institutionen, hvor en film bliver aflæst på en helt anden måde, end når folk sætter sig i biografen. Her forsøger man virkelig at aflæse, og det er dermed lettere at stille spørgsmål," forklarer Just.

Åbne øjeblikke
Just arbejder ikke med en sammenhængende historie, men med mange små fortællinger, som hele tiden bliver brudt. Det handler igen om et brud med det forventede.

"Hvor en mainstream-film er en række populære valg, forsøger jeg at tage først et populært valg efterfulgt af et upopulært valg, så det hele tiden skifter mellem det forventede og det uforventede. Jeg bryder klicheer, og her er bruddene det centrale. Samtidig er det vigtigt, at man bliver holdt i hånden, og det gør jeg via det forventede og især lydsiden," siger Just. Bruddene med det populære handler om, at man ikke skal kunne forstå alt.

"Jeg tror, jeg er ekstrem skræmt af den løftede pegefinger. Når jeg selv ser film, vil jeg helst ikke forstå det hele. Men man skal aldrig stå helt uforstående, og det er vigtigt for mig," forklarer den populære og nu måske lidt mere håndgribelige Jesper Just.