En håndsrækning til Kunsthal Charlottenborg

Kunsthal Charlottenborg får fra 2015 forhøjet det særlige tilskud til udstillinger, de i en årrække har modtaget fra Kulturministeriet. Det hæves fra 1 million kr. til 1,6 årligt.

Charlottenborg midt på Kgs. Nytorv i København. Pressefoto

Kunsthal Charlottenborg får fra 2015 forhøjet det særlige tilskud til udstillinger, de i en årrække har modtaget fra Kulturministeriet. Det hæves fra 1 million kr. til 1,6 årligt.


info


Efter den tidligere kunsthaldirektør Jacob Fabricius’ afgang i januar har Kunstakademiets ledelse sammen med kunsthallens medarbejdere arbejdet på at gentænke Charlottenborgs profil og sikre, at de kunstneriske ambitioner i fremtiden harmonerer med de økonomiske rammer.

Det har givet kulturminister Marianne Jelved anledning til at genoverveje størrelsen på den bevilling, der hvert år sendes mod Kgs. Nytorv, og hun hæver nu beløbet med 600.000 kr. – en håndsrækning, der skal hjælpe kunsthallen tilbage på ret køl.

”Kunsthal Charlottenborg er med sin særlige historie og tilknytning til Kunstakademiet oplagt som stedet, hvor man kan opleve den unge og eksperimenterende kunst. Samtidig skal der også være plads til de mere brede og populære samtidskunstudstillinger, så det bliver et mødested for både kunstnere og publikum. Kunstakademiet er kommet med et fornuftigt bud på Charlottenborgs rolle og profil, og det vil jeg gerne hjælpe på vej,” udtaler Jelved.

Og støtten tages imod med åbne arme på Kunstakademiet.

”Vi er meget glade for den ekstra støtte,” fortæller rektor Sanne Kofod. “Det betyder, at vi kan gå i gang med det udviklingsarbejde, der er rigtig vigtigt for Kunsthallens fremtidige virke og fortsætte vores danske og internationale udstillingsprogram.”

Siden Jacob Fabricius’ afsked har hun og konstitueret kunsthaldirektør Henriette Bretton-Meyer stået i spidsen for udarbejdelsen af en ny strategi for kunsthallens fremtid. Læs mere her


Fakta