“En hel kultur skal ændres, så vi kan tage bedre imod kunstnere med migrationserfaring”

Hvordan kan den danske kunstscene blive bedre til at inkludere og støtte kunstnere, der kommer til Danmark som flygtninge? Vi har talt med Robin Frederiksen fra Another Public, der er projektleder for Displaced Artist Network, og som netop nu arrangerer en salon initieret af Bikubenfonden om det presserende spørgsmål.

Da krigen kom til Ukraine 24. februar 2022, betød det store flygtningestrømme, og af de otte millioner, der i løbet af 2022 flygtede ud af landet, er knap 40.000 kommet til Danmark.

På stort set alle niveauer – politisk såvel som lokalt blandt borgere – har der været stor villighed til at hjælpe, og også indenfor kunstens verden er der taget initiativer.

Displaced Artist Network er iværksat af en række danske kunstinstitutioner og organisationer, som er gået sammen for at gøre en særlig indsats for ukrainske kunstnere og kuratorer, der er kommet til Danmark på grund af krigen.

De over tredive danske aktører, der på forskellig vis arbejder med artist-in-residence-programmer eller lignende tiltag, tæller blandt andre Statens Værksteder for Kunst, en stribe kunsthaller, steder der byder på arbejdsophold og nogle af de store fonde. Se hele listen over organisationer, der indgår i netværket, her.

I flere tilfælde har man kunnet tilbyde de ukrainske kunstnere muligheder for kunstnerophold, værkstedsfaciliteter eller faglig udveksling med danske kunstnere.

Mulighed for at få en kunstnerisk meningsfuld hverdag

Robin Frederiksen er projektleder for Displaced Artist Network, og hun nævner som eksempel Tamara Kalinina, der har været på residence-ophold på Klitgården ved Skagen. Den ukrainske kunstner har desuden været på netværkstur til København, hvor hun har etableret kontakt til flere institutioner, kuratorer og arkitekter. Ligeledes har hun skabt en udstilling til Frederiksværk Kunstmuseum.

“Kunstnerne hører om netværket gennem kommunerne, der opererer under den såkaldte særlov”, forklarer Robin Frederiksen. Særloven, der blev vedtaget af Folketinget i juni 2022, suspenderer de normalt gældende asylregler, og betyder, at de ukrainske flygtninge kan få opholdstilladelse med det samme og dermed komme hurtigere i gang i det danske samfund.

“Det er indrejsemyndighederne og udlændingestyrelsen, der sikrer de basale økonomiske og boligmæssige forhold for kunstnerne. Vi kan tilføre hjælp til et fagligt indhold under opholdet i Danmark. Det er en mulighed for at få en kunstnerisk meningsfuld hverdag, at møde den danske kunstscene og for fortsat at kunne udtrykke sig kunstnerisk. Det er også en mulighed for at komme til at tænke på noget andet, for mange er jo naturligvis dybt påvirkede af situationen og har for eksempel mænd, der kæmper i krigen”.

“Kunstnerne skal sende en ansøgning til os, og vores arbejde består i høj grad i at forsøge at skabe et match mellem kunstnernes behov og de ressourcer og muligheder, netværkets partnere har”.

Et match fandt man til lydkunstneren Sofia Shvager, der fik et residence-ophold hos Sound Art Lab, hvor kunstneren kunne producere ny musik og lydværker. Værker som nu indgår i en udstilling på Struer Kunstmuseum sammen med fotografen Kirstine Fryd.

Andre eksempler er kunstnerne Sasha Drobot, Leontii Gryniuk og Yrina Simonchuk, der har fået atelierplads og mulighed for at udstille på Fabrikken for Kunst og Design i København. I alt 11 kunstnere har man kunnet parre med danske partnere.

En oplevelse af at blive hørt

“For kunstnerne har det været godt, at de har fået en oplevelse af at blive hørt, og at der er nogen, der søger at støtte deres arbejde i en meget vanskelig situation. Men også for de danske institutioner og organisationer har det været positivt: der er opstået en fornemmelse af, at man sammen kan gøre noget”, fortæller Robin Frederiksen og peger på, at man i projektet hele tiden er nødt til at justere og eksperimentere for at finde ud af, hvad der virker bedst.

For der er ikke mange erfaringer herhjemme, og Frederiksen har i den sammenhæng skelet til en organisation som britiske Culture in Transit, som har iværksat en række initiativer, der støtter migrantkunstnere, og som helt konkret netop nu samarbejder med den ukrainske kurator Lucy Nychai om at kortlægge ukrainske kunstneres behov i Storbritannien.

Kan alle få hjælp, eller er der krav til kunstnerisk kvalitet?

“Vi har ikke afvist nogen på grund af mangel på kunstnerisk kvalitet, men tilbuddet gælder for professionelle kunstnere. Det er væsentligt, at kunstnerne kan indgå i samarbejder med institutioner, der er vant til at arbejde på et professionelt niveau. Men det er også vigtigt, at der fra partnernes side er en åbenhed i forhold til den ukrainske kunstscene, som er meget anderledes end den danske”.

Hvorfor hjælpe ukrainere og ikke andre flygtninge?

Der har været rejst kritik af den føromtalte særlov. Hvorfor er hjælpen forbeholdt ukrainske migranter? Hvad med de mange flygtninge fra andre lande, som konfronteres med den ellers stramme udlændingepolitik og ikke møder samme imødekommenhed?
Disse kritiske røster har også været rettet mod Displaced Artist Network.

“Det er også et problem, og det har været en samtale hele vejen gennem projektet. Alle burde få den samme hjælp og møde den samme åbenhed. Men virkeligheden er også bare, at man nogle gange er nødt til at starte et sted. Det er godt, at vi hjælper de ukrainske kunstnere, men det er ikke godt nok, kan man sige”.

“Jeg håber rigtig meget, at det her projekt kan være en form for kickstarter til en forandring på den front. Altså, at vi kan sætte skub i flere initiativer, der bygger bro mellem kunstscenen og de kunstnere, der kommer til landet som migranter”.

“Nu har vi afprøvet én model – der er en masse erfaringer, og projektet har vist, at der er interesse blandt kunstscenens aktører for at gøre noget”.

Som at slå i en dyne

Displaced Artist Network er et tiltag, der har manglet. Den danske kunstscene er nemlig generelt set ikke særlig gode til at tage imod kunstnere, der kommer med en anden baggrund, mener Robin Frederiksen.

Som eksempel nævner hun aktivisten, filmmageren, designeren og forfatteren Dady de Maximo Mwicira-Mitali, der har rødder i Rwanda, og som også deltager på visions-salonen 13 april.

I over ti år har kunstneren boet i Danmark efter at være flygtet fra sit hjemland, som stadig er præget af efterdønninger fra folkemordet i 1994. Han deltog blandt andet på sidste års documenta med et modeshow inspireret af flygtninges og migranters liv og lidelse rundt om i verden, og udstiller sine projekter i Afrika og Europa, blandt andet Frankrig og Sverige. I Danmark, derimod, har det været umuligt at få hul igennem.

“Han oplever det som at slå i en dyne, som om han er usynlig i Danmark”.

Hvorfor er det sådan?

“Det er komplekst. Jeg tror overordnet, at der er en form for ubevidst frygt. En utilpashed med det, der er anderledes. Men konkret udmunder det sig i usynliggørelse og eksklusion. Og så er det også klart, at resultatet af det bliver, at der ikke kommer særlig mange kunstnere hertil udefra. Det er meget ærgerligt”.

Hvordan kan den danske kunstscene blive bedre til at inkludere kunstnere, der kommer hertil som flygtninge?

“Det er jo på en måde en hel kultur, der skal ændres. En kultur som man godt kan kalde” – Robin Frederiksen tøver – “racistisk”.

“Det er en rigtig god start at erkende problemerne og møde nogle af de kunstnere, som oplever problemerne og se dem i øjnene”, fortsætter hun. “Det gør vi med Visionssalonen, som vi håber kan være anledningen til at starte nogle nye initiativer eller yderligere undersøgelser af migrantkunstneres vilkår i Danmark”.

“Man kunne opbygge samarbejdsprojekter med asylcentre og invitere migrantkunstnere ud af centrene og ind i udstillinger og projekter i det danske kunstliv. Det kunne også være supergodt at skabe plads og rammer til nogle andre æstetiske udtryk, end dem der passer ind i en ‘white-european-cube’-kontekst. Som det er nu, skal det hele passe ind i den samme rille.

“Og som et grundelement, så er det altså supervigtigt med den internationale udveksling og dialog mellem kunstscenen herhjemme og kunst-scener fra ikke-vestlige lande”.

Det har noget power

Robin Frederiksen peger desuden på, at det vil være en god ide at lave nogle samarbejder med nogle ikke kunstinstitutionelle partnere – det kunne eksempelvis være kommuner, ngo’er eller aktører på det sociale område.

“Og så kan man overveje, om et format som Displaced Artist Network skal fortsætte i et større format, der kan inkludere alle flygtninge. Om man kan gøre det til en langsigtet indsats. Det kræver ret meget, men det kan helt klart noget, når der er så mange institutioner, der går sammen. Det har noget power”, slutter Robin Frederiksen.