En hypernørdet og drilagtig frihedskamp på kunstens vegne

På Museum Jorn præsenterer Jørgen Michaelsen sin ‘tænkemaskine’, som tager udgangspunkt i et apparat, der måler luftens fugtighed med tre måleenheder: dry, wet og comfort. Hvad kommer der ud af en sådan maskine? En højlixet, spekulativ og legende kunstnerisk anretning for lækkersultne og frit associerende kunstnørder at smovse i.
Museum Jorn har inviteret en af dansk kunsts store intellektuelle: den ofte knastørre, subtilt humoristiske og i særklasse mainstream-undvigende Jørgen Michaelsen til at præsenterer sin tænkemaskine DRY WET COMFORT, for dermed at skabe anledning til at genbesøge Jorns triolektiske teori om videnskabelig og kunstnerisk tænkning.

Jorn opfandt triolektikken som en kritik af Niels Bohrs komplementaritetsteori, idet han mente, at Bohrs model, fordi den er binær, kun kan tale om dialektiske forhold og ikke – som hans egen tresidede teori – om egentlig komplementaritet.

Jorn var en nysgerrig og evigt studerende sjæl, som ikke gik i små sko på egen vegne, når det gjaldt om at formidle og opsøge samtidige teoretikere, for at få dem i tale med det formål at udbrede kendskabet til sine egne ideer og filosofiske landvindinger og få dem belyst gennem andre tænkende hjerners prismer.

Den tænkende og skrivende tilbøjelighed hos Jorn og hans udadvendte og dialogivrige natur gjorde ham til den helt særlige figur, han var på den europæiske kunstscene. Det er naturligvis netop den synlighed og status som kunstner og tænker, der berettiger, at manden efter sin død i 1973 fik sit helt eget museum i sin hjemby, Silkeborg.

Attraktion for mænd i grå og brune klæder

Det er også netop det iøjnefaldende ved Jorns tænkning, som posthumt fortsætter med at tiltrække sprogbegejstrede og filosofisk anlagte, kolleger og akademikere (særligt mænd i grå og brune klæder), og ansporer dem til at gå på opdagelse i Jornarkivet og læse hans bøger og skrifter.

Kunstner og kurator Christian Wind, forlægger Mathias Kokholm, professor i æstetik og kultur Jørn Erslev Andersen og billedkunstner Jesper Rasmussen er nogle af dem, der har vist Jorns tænkning og skrifter interesse, og det har Jørgen Michaelsen naturligvis også.

DRY WET COMFORT udfolder sig i museets smalle rektangulære kældergalleri og dets tilstødende semikvadratiske minisal. I galleriet møder beskueren en installatorisk ophængning af værker, der befinder sig et sted mellem grafik og maleri.

Billederne er diagramagtige fremstillinger af udvalgte ’valenskontekster’, frembragt af ’spil’ med tænkemaskinen, hvis ophav er det loppefund – et såkaldt hygrometer – hvis tre måleværdier Michaelsen igennem en årrække har anvendt, som det han kalder sin ’mastertriade’: selve drivremmen i hans tænkemaskine, gennem hvilken han siden har udviklet og avanceret sin helt personlige triadiske tænkning.

Hygrometeret findes naturligvis på væggen dels som readymade og dels som affotografering. Hygrometeret måler luftens fugtighed og er et relativt simpelt instrument med tre måleenheder: dry, wet og comfort. Det er disse tre, som udgør ’mastertriaden,’ og det er netop det triadiske koncept, som tiltrak Michaelsen, der inden det heldige fund i genbrugsbutikken, allerede var optaget af triader.

Michaelsen underkastede i de følgende år mastertriaden grundig analyse og tilføjede nye triader som han kalder ’valenslag’, for at undersøge dens velegnethed som spekulativ og heuristisk tænkemaskine.

Det er resultatet af dette arbejde som fremlæggers via udstillingens tre dele: installationen med de fysiske værker, den to timer lange video DRY WET COMFOT- bidrag til en kritik af den kunstneriske tænkning, med tekst og voiceover af Jørgen Michaelsen, og gennem bogen POSTHEROIC SUPERSESSION, der udover teksten til videoen, indeholder en række diskuterende og kontekstualiserende paratekster af blandt andet førnævnte Jørn Erslev Andersen, der fornylig også har skrevet den første bog, der for alvor går i dybden med Jorns triolektiske tænkning, udgivet på forlaget Antipyrine.

Kunst på helhedsgrå baggrund

Værkerne er ophængt på en iøjnefaldende fækaliefarvet væg. Helt i tråd med Michaelsens forkærlighed for brunt og gråt har de to udstillingsrum netop de farver. Enkelte værker peger skælmsk på rummet, men de fleste refererer som sagt til tænkemaskinen DRY WET COMFORT og dens anvendelse i forbindelse med Michaelsens lystbetonede og associerende inddragelse af diverse triadiske ’valenslag’.

Der er for eksempel modifikationer af farveteorier i tilknytning til Albert Mertz, i hvis euvre Michaelsen må siges at være særlig forlibt. Michaelsen inddrager desuden tegn og symboler, der er emblematiske for ham selv, eksempelvis den tolvtakkede sorte stjerne og farven ”helhedsgrå”.

De fleste værker er diagrammer og ord, udført med acrylmaling på rå MDFplader og indrammet i lyst poppeltræ. Hvert billede bærer en titelplade af metal. Udstyret er autoritativt og klassisk på en parafraserende og let spottende facon. ”De båder er og ligner malerier”, siger Michaelsen.

Der findes også en lang tegning: GYNOCRAFT Initiative Design Matrix CSE-99 og de kvadratiske papirværker med hver deres tilhørende tekst: DRY-WET-COMFORT: otte elementære overlægningsspil.

En undersøgelse af hvordan tanker opstår

Som også Jorns Triolektik undersøger Michaelsens DRY WET COMFORT, hvordan tanker opstår, forskydes, muterer og forgrenes. Processen udvikler sig på komplicerede, uforudsigelige og sært metastaserende faconer, der gennem argumentation, diagrammer og begreber samler sig i midlertidige, processuelle videnskabelige og kunstneriske tankekæder.
Triolektik og DRY WET COMFORT er begge rettede imod etableringen af porøse, situerede og åbne reflekterende rum, hvorfra selve den tænkende proces kan iagttages og undersøges uden behov for at fastlægge et bestemt retning eller resultat.

Michaelsen taler om, at DRY WET COMFORT tilfredsstiller hans personlige ”klaustrofili” – idet det tvangsprægede ved trianguleringens diktatur netop skaber grundlaget for den ekstatiske energi, der er forbundet med tænkningens frie udfoldelse, når det lykkes for Michaelsen at få tænkemaskinen til at virke på en sådan facon, at den ene triades begrænsning overskrides gennem overlægning af den næste og så fremdeles.

Der er tale om en særegen spekulativ og intuitiv metode, som genereres gennem tænkning, analyse, mønstergenkendelse og en form for anelsesfuld logik, der knytter sig til påskønnelsen af tænkningens heuristiske kvaliteter, der udspringer af kognitive processers afhængighed af ubevidste genveje i hjernen, når der træffes valg.

Patafysik

Michaelsen er, som Jorn også var det, inspireret af den såkaldte patafysik, opfundet af den franske forfatter Alfred Jarry (1873-1907) som en art spidsfindig ’spoofing’ af naturvidenskaberne, hvis behov for streng adskillelse mellem fagdicipliner generede Jarry.

Patafysikken blev præsenteret af Jarry i Guestes et opinions du docteur Faustroll, pataphysicien, og dens lære dannede i 1948 skole i Paris gennem oprettelsen af Collège de ’pataphysique, hvis indflydelse gjorde sig gældende i 1950’erne og 60’erne, og som påvirkede Jorn og flere af hans åndsfæller. En så toneangivende figur som Marcel Duchamp var også inspireret af patafysikken.

I patafysikken respekteres gængse institutionelle adskillelser af fysik fra metafysik og videnskab fra kunst overhovedet ikke, når det drejer sig om rammerne for fri tænkning og skabelse. Patafysik kan beskrives som videnskaben om imaginære løsninger, som symbolsk tilskriver objekter egenskaber, beskrevet gennem deres virtualitet.

Dette giver i særdeleshed mening, når du lytter til Jørgen Michaelsens lange videoforelæsning, hvorunder han beskriver sin tænkemaskine og formulerer sin ”kritik af kunstnerisk tænkning”. For her spiller det virtuelle en stor rolle, og Michaelsens tænkning er i tråd med den definition, at patafysik er en gren af ​​filosofi eller videnskab, der undersøger imaginære fænomener, der eksisterer i en verden hinsides metafysik.

Det er videnskaben om imaginære løsninger, eller videnskaben om det, der er superinduceret af metafysik, og derfor bevæger den sig smidigt fra en tilstand af en tilsyneladende definition til en anden. Således kan den præsentere sig selv som for eksempel en gas, en væske eller et fast stof. Lige netop denne triade anvender Michaelsen i sine overlægningsspil med mastertriadens DRY, WET og COMFORT. Således at Dry = fast stof, Wet = flydende og Comfort = gas.

Kunsten at generobre det kunstneriske rum

Selv om DRY WET COMFORT er superabstrakt, lykkes det Michaelsen at genforhandle og generobre det kunstneriske frirum. Han vrister det så at sige ud af hænderne på museet ved selv at stå for kommunikationen. Så meget af det, der opleves, sker vilkårligt i beskueren som et resultat af fusioneringen mellem udstillingens tre delelementer – endnu en triade. Jeg ser hans sproglige og visuelle gebærder som en art hybernørdet, vellystig og drilagtig frihedskamp på kunstens vegne.

Denne supersession fungerer dels som et forsvar for tænkningens frie flow og dens ustyrlige bevægen sig imod de tyndeste luftlag, ligesom Michaelsen fremkalder et ret præcist billede af kunsthistorien gennem de sidste godt og vel 40 år.

En periode hvor netop ophævelsen af tid, sted og rum i forbindelse med det digitale og virtuelle har udfordret kunstens tilstedeværelse, form og tænkning. En tid hvor oplevelsesøkonomiens næringsfattige fantasmer udplyndrer det imaginære, og kunstmuseerne i lighed med store dele af omverden henligger i uigennemtrængeligt ubevidst (tanketomt) mørke holdt i skak af en stadig mere abstrakt økonomis instrumentelle kræfter.

En udstilling for dig

Hvis du, kære læser, har hængt på så langt i min anmeldelse, er udstillingen på Museum Jorn noget for dig.

Personligt finder jeg Michaelsens hyberintelektuelle og spekulative bestræbelser på at udforske og udfordre den kunstneriske tænkning både generøs i dens sammensatte helhed, intellektuelt udfordrende og idémæssigt stimulerende. Det er en udstilling, som helt uden at byde sig til, pirrer lysten til at se, lytte, læse og ikke mindst tænke.

Michaelsen frabeder sig prædikatet ‘konceptkunstner’, og jeg må give ham ret i, at hans praksis befinder sig på et andet sted. Der er tale om aldeles unikke og ganske særegne glidninger mellem udstillingens fysiske værkkreds, videoens messende og velformulerede forelæsning og bogens tekstkompleks.

Den ene del kan næppe perciperes uden den anden, idet abstraktionen og det virtuelle eller heuristiske indhold i alle udstillingens dele gør afstanden så stor, at afsmitningen eller befrugtningen udebliver, hvis ikke beskueren entrerer helhjertet med udstillingens mediale totalitet.

Alle dele bærer i sig tydelige spor af den alvor og leg i den kunstneriske proces, som Michaelsen netop forsvarer gennem tænkemaskinen DRY WET COMFORT. Vil du forstå alvorens lystfuldhed og opdage poesien i udstillingen, må du selv lege med. Denne signatur blev i usædvanlig grad opløftet.