En munter dekonstruktion

Præsentationen af udstillingen i den udsendte pressemeddelelse angiver, at noget ikke er, som det plejer at være. Den består nemlig af kunstnerens ansøgning til Statens Kunstfond om det offentlige tilskud, som de fleste udstillinger står og falder med:

”Jeg, Honza Hoeck, søger hermed om produktionsstøtte til en soloudstilling, der skal realiseres på Traneudstillingen 21.02.-12.04. 2015”.

Idet udstillingen nu er realiseret (med den detalje, at Traneudstillingen har skiftet navn til Tranen), må ansøgningen have været succesfuld.

Blotlæggelse af det skjulte
Som dette greb antyder, er det Hoecks intention at blotlægge alle de usynlige dele af en samtidskunstudstilling i det fremviste værk.

At være kunstner i dag er at være involveret i en række managementagtige processer som at skrive ansøgninger, præsentere projekter, initiere samarbejder, kommunikere rigtigt og så videre. Den forkromede samtidskunstudstilling skjuler normalt dette bagvedliggende system og viser i stedet værket som enestående enhed.

Med A Leaf Growing Into the Ground, Falling Back On a Branch, der med titlen angiver at bladet (kunstneren eller værket?) falder fra jorden op på træet (Kunsten eller institutionen), skal kunstens økosystem tages alvorligt.

Camoufleret som kunst
På afstand skiller udstillingen sig ikke så meget ud: den er så at sige kamufleret som kunst. Der er skulpturelle former og indrammede billeder på væg. De er disponeret efter flere æstetikker: nogle steder som fortættede ansamlinger, andetsteds isoleret enkeltstående, skønsomt placeret med lempelig tilfældighed.

Farveskalaen på det hele er hvidt med sort og kun enkelte strøg i farver, hvilket matcher Tranens hvide vægge og marmorgulv. Der er også en skærm med digitale billeder, hvilket også er en velkendt bestanddel af en udstilling.

Ved nærmere eftersyn er tingene dog ikke, som de plejer at være. Penselstrøgene er placeret udenfor billedernes rammer, som var monteringen af kunstværkets simple komponenter gået skævt. Og så er penselstrøgene malet på tatoveringspapir, som så kan placeres forskellige steder. Selv de originale penselstrøg er uddelegeret til en anden kunstner.

Sponsorbannerets kunst
Et i øjenfaldende element er et stort dekorativt foldet banner med de velkendte logoer fra sponsorer som private fonde og Statens Kunstfond. Det, som normalt står i kanten ved siden af udstillingen, er her hvirvlet ind i den som værk. Denne del er tydelig, ligesom de pop-art-agtige penselstrøg, der som et logo går gennem udstillingen.

Andre elementer er knapt så tilgængelige. Et værkskilt (igen et element inkluderet i værket) angiver som et værks bestanddele åbningstalen af borgmesteren baseret på sætninger skrevet af kunstneren.

Et andet værkskilt henviser til kurator Charlotte Sprogøes åbning af udstillingen som et værk. Hvordan dette er foregået, er demonstrativt ikke til stede og man må nøjes med den konceptuelle henvisning. 

Selv om den kommenterende pointe virker, er denne del af udstillingen noget svært gennemskuelig – ikke mindst med tanke på, at Tranen ligger i sammenhæng med et offentligt bibliotek.

Omfavnelse eller afsløring?
Det er selvfølgelig ikke helt ny grund at lade kunstværket afsløre kunstværkets idé eller kunstinstitutionens spegede væsen.

Det har konceptuelle værker og institutionskritiske tiltag gjort til en hel genre gennem det 20. århundrede fra Marcel Duchamps berømte readymades til for eksempel Hans Haackes MoMA Poll (1970). Som værk blev publikum her bedt om at tage stilling til museets bestyrelsesmedlemmers støtte til Vietnamkrigen.

Et aktuelt eksempel er Bob and Roberta Smiths aktion for at få kunstnere til at holde op med at lave kunst beskrevet på Kunsten.nu her.

Selvpåtaget kritik
Ved at adressere samtidskunst-udstillingen på den danske scene anno 2015 får Honzas udstilling relevans og er generelt klart arrangeret og godt skåret.

Den fremstår ikke nødvendigvis som en afslørende kritik og peger ikke fingre af hverken store institutioner eller pengemænd. Den fokuserer egentlig mest på kunstnerens selvpåtagede rolle som manager og del af den scene, som udgør samtidskunsten.

Det er bemærkelsesværdigt, at udstillingen indleder en ny version af udstillingsstedet med nyt navn og logo og et hipt kuratorisk program. Sådan er samtidskunsten nu og udstillingen er både en bekræftende del af dette og en tankevækkende og ret munter kritik af det.