En scenografi for døden

Michael Würtz Overbecks kunst kredser om død og liv. Med sin aktuelle udstilling Into the Funnel of Melancholy imponerer han særligt med sin scenografiske og rumlige transformation af Møstings Hus og sin evne til at skabe et personligt refleksionsrum.

Man er alene, når man bliver født, og man er alene, når man dør. Så kort og uden omtanke for, hvordan beskeden modtages af andre, kan det skrives. At træde ind i Michael Würtz Overbecks udstilling og dystopiske univers på Møstings Hus føles som en tilsvarende brutal oplevelse. Også denne gang er døden og ensomheden ledemotiver i Overbecks udstilling.

Med Into the Funnel of Melancholy præsenterer Overbeck installation, objekter, skulptur og video. Udstillingen forløber i to overordnede spor; det ene handler om eksistentiel tomhed (eller melankoli for at følge udstillingens titel). Det andet spor handler om tiden, der tikker og går og tæller ned til den dag, vi skal dø.

Dertil er der i udstillingen gjort plads til en mindre afbrydelse i form af et ca. 20 minutter langt videoværk, der bl.a. diskuterer vores uansvarlighed over for planeten og hinanden, højreekstremismens fremtog i Vesten og terrorkrigen. Mere om det senere.

En scenografisk forvandling

I denne som i mange af Overbecks tidligere udstillinger, har kunstneren på scenografisk vis forvandlet udstillingsrummet og skabt sin egen verden, hans værker kan befolke.

Transformationen af udstillingsrummet er virkelig imponerende udført. De, der kender Møstings Hus, ved, hvor svært et rum, det er at arbejde i. De tre udstillingsrum er lavloftede og længere, end de er brede. Der er store vinduer i samtlige rum, og man er som kunstner nødt til at forholde sig til årstiden og solens lyse timer.

Overbeck har løst denne udfordring ved at dække vinduerne til med hvidmalede plader eller råhvide gardiner fra gulv til loft. De gulvlange gardiner minder mig om de blodrøde gardiner fra Agent Coopers drømme i tv-serien Twin Peaks. ”It is happening again”. Det løber koldt ned ad ryggen på mig, og jeg mærker en impulsiv trang til at hive gardinerne til side.

I det første udstillingsrum har Overbeck bygget en gigantisk boks midt i rummet. Når man kommer rundt om boksen og om på den modsatte side, finder man ud af, at den udgør et installatorisk værk, Two Voids, med to indgange, der bliver smallere og smallere. Den er altså er mere end blot en rumdeler.

At installere så stor en boks i udstillingens første rum er en modig og utrolig smart løsning til at udnytte pladsen i et lille rum. Det lyder måske modsigende, men det gør faktisk, at rummet (og hele udstillingen for den sags skyld) føles større, fordi man selv føler sig lille. Det har også en labyrintisk effekt, der gør, at man er længere tid om at opleve udstillingen.

Når det første, man møder, når man træder ind i udstillingen, er en hvid væg, desorienteres man. Skal jeg dreje til venstre eller højre? Har det en betydning, om jeg vælger den ene eller den anden vej? Ens opmærksomhed og nysgerrighed skærpes samtidig med, at man lægger mærke til flere detaljer i rummene og i det håndværksmæssige arbejde. Ja, man forholder sig faktisk lige så meget til rummenes udseende som til de selvstændige værker.

Det private løftet til et globalt og politisk niveau

Video- og installationsværket Black Mirror, som var det første værk, jeg oplevede, består af en undertekstet video samt et bassin med vand.

I begyndelsen af videoen ser vi hurtige klip af fly, der styrter ned, bomber, der eksploderer, og byer, der oversvømmes. Billedstrømmen skifter til en sekvens, der synes at foregå på bunden af enten en sø eller et hav uden plante- eller dyreliv. Man aner kun et svagt lys i vandoverfladen.

Videoen slutter med to runde cirkler (der består af flere hundrede andre små cirkler), som langsomt triller mod hinanden for til sidst at blive til én. Jeg kigger ned på cirklen i bassinets midnatssorte vand og tænker på de gange, jeg har set fuldmånen spejle sit skrigende ansigt. Et bastungt lydspor kører i baggrunden. Lyden forstærkes hen mod afslutningen.

Desværre bliver underteksterne i videoværket, som naturligvis har en stor indflydelse på ens oplevelse af værket, en smule for didaktiske og ensporede til min smag. Særligt til sammenligning med den overordnede poesi i udstillingen. Sproget er usikkert; det er kedeligt og kønsløst, og Overbeck henfalder for ofte til hurtige klicheer, eksempelvis: “Kvinder forulempes på stribe”, “islamiske grupper spreder død og rædsel” og “lande fører cyberkrige mod hinanden”.

Men egentlig kan jeg ret godt lide den måde, Overbeck løfter det private op på et globalt niveau, og hvordan han diskuterer politik gennem sit værk. Den måde, han forsøger at få os til føle samhørighed med mennesker i krigszoner og samfund ødelagt af klimaforandringer. Døden er mere fremmedgørende og chokerende på vores breddegrader, fordi vi ikke på samme måde er konfronteret med den hver evig eneste dag. Det er en interessant erkendelse for mig og et nyt og anderledes spor, jeg ikke før har set udfoldet hos Overbeck.

Det politiske og globale perspektiv findes dog kun i dette værk. Derfor føles det en smule forvirrende og forstyrrende i forhold til resten af udstillingen, der fokuserer mere på det nære, psykologiske og dybt personlige. Black Mirror ville være perfekt i en gruppeudstilling eller som en del af en anden soloudstilling med et andet fokus.

Humoren og absurditeten ved døden

Into the Funnel of Melancholy inviterer til, at man selv reflekterer over den menneskelige tilværelse og ens eget forhold til livet og døden. Hvad man får ud af udstillingen vil derfor være forskelligt fra besøgende til besøgende, og oplevelsen er dybt personligt.

For nogle kan tanken om at bevæge sig ind i sådan et refleksionsrum måske virke afskrækkende. Men hæver man sig en smule over sig selv og går nogle stik dybere i udstillingens tematikker, kan man også få øje på humoren og absurditeten, der findes i langt de fleste af Overbecks værker. Fx værket Artefact, som viser to afhuggede underben med fødder, placeret på en cylinderformet piedestal og belyst af et ovenlys. Hvordan er Overbeck kommet i besiddelse af dem?, spørger ens indre kriminalinspektør.

Det sjoveste værk i udstillingen er On Your Own, som består af en tom brochureholder, der hænger på den monterede væg, lige når man træder ind i udstillingen. Der er sat et rødt klistermærke på holderen, hvor der står: “This brochure might save you”. Jeg tog mig selv i at vende tilbage til værket for at se, om udstillingspersonalet mon havde fyldt brochureholderen op. Det skete selvfølgelig ikke, og værket morede mig endnu mere. On Your Own taler direkte ind i vores selvhjælpskultur, og hvor åndssvagt og ligegyldigt det føles, når man ser rækker af selvhjælpsbøger hos boghandleren samtidig med, at depressions- og selvmordsstatikkerne skyder i vejret.

Intet er sort-hvidt i Overbecks kunst. I de mest vellykkede værker er der altid en dobbelthed og en vis form for humor til stede.

Døden handler også om liv, samhørighed og kærlighed

Selvom døden er et naturligt endepunkt for os alle, føles det sikkert for mange grotesk og unaturligt at forholde sig så direkte til den, som Overbeck gør det med sin udstilling.

Men Overbeck viser, at døden ikke kun handler om sorg, ødelæggelse og krise. Døden handler også om liv, samhørighed og sommetider også om kærlighed. Det ser man ikke i de selvstændige værker, men i alle de følelser og minder, man selv tager med sig ind i udstillingsrummet eller som vækkes af værkerne. Disse følelser og minder bliver en del af udstillingens helhed og poesi.