En skole for ulydighed

Den finske billedkunstner og aktivist Jani Leinonen, som er aktuel med udstillingen The School of Disobedience på Aros, fordrejer verdenskendte brands og reflekterer kritisk over forbrugskulturens dominans af det offentlige rum. Kunsten.nu har talt med Leinonen om civil ulydighed, aktivisme i samtidskunsten og global kapitalisme.

”I en årrække, særligt i begyndelsen af mit kunstneriske virke, var jeg meget optaget af de mere konventionelle udtryksformer som maleri og skulptur. Men der kom et tidspunkt, hvor jeg følte, at jeg måtte bevæge mig væk fra det rene kunstneriske værkformat. I stedet var jeg interesseret i at skabe en kunst, der fordrede kritisk debat og påvirkede forskellige strukturer i samfundet.”

Således starter den finske billedkunstner Jani Leinonen ud, da jeg møder ham til en snak om School of Disobedience (Skolen for ulydighed), som er en del af udstillingsrækken Focus//New Nordic på Aros. Leinonens kunstneriske virke lægger sig i forlængelse af en nyere kunstaktivisme, hvor man genkalder sig værker og interventioner som eksempelvis Superflex’ post-apokalyptiske video Flooded McDonald’s (2008), The Yes Mens parodi af skruppelløse forretningsmænd i Dow Does the Right Thing (2004), eller duoen 0100101110101101.ORGs massive kontor-skulptur Nike Ground, der på ulovlig vis indtog en offentlig park i Wien tilbage i 2003.

Værker af denne karakter artikulerer ofte et forvrænget billede af det samfund, vi er omgivet af. Kritikken kan være rettet mod klimaændringer, den globale økonomi og konsumsamfundet, og hvorledes disse størrelser påvirker og former vores hverdag – ja sågar former og definerer individet selv. Tænk blot på den franske filmskaber og forfatter Guy Debords manifest Skuespilsamfundet fra 1967, hvori han kritiserer hvorledes senkapitalismen har passiviseret os til ikke at tage handling. Ifølge Debord er individet og det omgivende samfund styret af kommercielle billeder, som handler for mennesket.

Negativ popkunst
Netop denne passivering – men også muligheden for at gå i aktion imod etablerede strukturer i samfundet – er en gennemgående tematik i Skolen for ulydighed. Med en ironisk distance kommenterer Leinonens værker samtidens forbrugskultur og multinationale virksomheder som eksempelvis McDonald’s, Burger King, Hello Kitty og Kellog’s. Det visuelle formsprog minder om Claes Oldenburgs og Andy Warhols æstetiske formulering af reklameindustrien. Men modsat eksempelvis Warhol, der var tilhænger af det banale, det kedelige og overfladiske, er Leinonens tilgang til samtidens massekultur mere kritisk, eller rettere: den italesættes i en negativ og obskur kontekst, der snarere taler for en antikapitalistisk protest.

I en hybrid konstellation hvor skulpturer, installationer og malerier er artikuleret i et kitschet, dynamisk og farvemættende univers, har Leinonen kopieret og dekonstrueret objekter og logoer fra kendte brands. I udstillingens første rum møder man religiøse og prominente figurer, der er iklædt reklameindustriens formsprog. Det er særligt de velkendte gule og røde farver fra McDonald’s, der går igen i flere af udstillingens værker. Som eksempelvis skulpturen McJesus (2015), der portrætterer Jesus på korset, blot i form af maskotten Ronald McDonald eller McLeninism (2015), der afbilder den russiske Vladimir Lenin i en klovneagtig buste. Det er dog den massive billboard-installation The Most Terrible Things (2015), der fylder mest i udstillingens første rum. Værket fordrejer ikoniske brands, så de tilsammen citerer den amerikanske politolog og historiker Howard Zinn: ”De mest forfærdelige begivenheder i verdenshistorien såsom krige, folkedrab og slaveri har ikke været et resultat af ulydighed, men af lydighed og underkastelse.”

Selv advokerer den finske kunstner for, at ”vi alle skal agere som aktivister – på den ene eller anden måde – da passivitet kun leder til noget dårligt.” Leinonen tilføjer: ”Her skal ’aktivisme’ ikke opfattes som noget radikalt eller forbindes med det stereotype billede, man har af aktivister: En flok hippier som protesterer mod større globale magter. De forandringer, som foregår rundt omkring i verden, som eksempelvis den igangværende globale opvarmning, er noget, der berører os alle – derfor mener jeg også, at vi alle kan og skal bidrage til forandring.”

Det demokratiske rum: Tiggerskilte og Hunger King
Skolen for ulydighed er en udstilling, der favner bredt og italesætter en mangfoldighed af synsvinkler. I installationen Hunger King (2014) ser man en reproduktion af fastfoodrestauranten Burger Kings skranke. Der indgår farverige replikaer af sodavandsmaskiner, pomfritter og burgere, velkendte billeder fra menuen og en videoinstallation, placeret imellem skiltene, hvor vi ser en nyhedsudsendelse om Hunger King projektet.

Videoen og installationen refererer til en offentlig aktion udført i Ungarn af Leinonen selv, hvor han kritisk kommenterede landets daværende nye lov om forbud at sove på offentlige pladser og gader. Undtagelsen var dog, at hvis man var i kø til at købe eksempelvis den nyeste Iphone eller koncertbilletter, så ville man slippe for bøden. Derimod ramte den ungarske lov især hjemløse, som måtte finde alternative steder at opholde sig for at undgå bøder og anholdelser. I Hunger King havde Leinonen således opstillet to indgange til selve værket: en for de fattige og en for de rige. Placerede man sig i køen for de fattige, ville man få udleveret penge i en burgeræske svarende til én dags mindsteløn i Ungarn. Stod man derimod i køen for de rige, blev man mødt af et citat af Budapests borgmester Máté Kocsis: ”Hvis vi ikke skubber de hjemløse ud, vil vi ende med selv at blive skubbet ud af dem.”

”Politikere og medierne er med til at skabe en stigmatisering af minoritetsgrupper og særligt udsatte i samfundet. På den måde danner de også meningerne for os – som eksempelvis at fattige og hjemløse er alkoholikere, dovne, og at de selv er ansvarlige for den situation, de står i. Hensigten med Hunger King var at italesætte Ungarns nye lov og problematikken omkring hjemløshed,” fortæller Leinonen.

Hunger King synes ikke først og fremmest at handle om Burger King. Fastfoodkæden fungerer som en ramme til at rejse en række problemstillinger omkring samfundets mere glemte og udsatte sociale grupper. Ved at synliggøre en samfundsgruppe, som ifølge Leinonen så småt er ved blive ekskluderet, formår kunstneren at skabe debat om, hvad der i realiteten konstituerer et demokratisk offentligt rum.

Noget lignende kan man opleve i værkserien Anything Helps (2015), der består af tiggerskilte, som Leinonen har indsamlet og købt rundt omkring i verden gennem de seneste seks år. I udstillingen er skiltene indrammet i glas og markeret med de byer, de er købt i. Men modsat Hunger King, hvis tematik eksplicit kredser om demokrati og reflekterer det fortrængte, er der snarere en dobbelthed i Anything Helps. På den ene side fungerer Leinonen som en civil aktivist, som køber tiggerskiltene og støtter de hjemløse, mens han på den anden side institutionaliserer skiltene og sælger dem for en betydelig højere pris. I den henseende blotlægger han kapitalismens og kunstens dominerende markedskræfter, som man er underlagt og ikke altid kan undslippe.

Skolen for ulydighed
I udstillingens sidste rum har Leinonen opstillet en større installation i form af et klasselokale, hvor borde og stole er stillet op på rad og række. Via en skærm, kan beskueren modtage undervisning i ulydighed af en række fremtrædende danskere, som eksempelvis Emma Holten, Goodiepal og Lisbeth Zornig Andersen. I videoen beretter de forskellige ‘undervisere’ om deres erfaring med at være ulydig, og om hvordan de oplever samfundets normer og regler.

”Skolen for ulydighed opfordrer til kritisk tænkning om det samfund, vi er omgivet af. Men det er også et godt værktøj til at italesætte og debattere emner, som måske ikke altid er nemme at diskuterer i andre fora. I den henseende virker museet som en god ramme til at tale om emner såsom racisme, de aktuelle konflikter i mellemøsten, krig og sågar konsumsamfundets indvirkning på vores liv. Jeg har oplevet, at flere undervisere gennem mine værker har haft nemmere ved at tale om og formidle forskellige problematikker til deres elever – frem for at føre disse diskussioner i en undervisningstime.”

Leinonen understreger, at det at være ulydig ikke ensbetydende med at udøve vold i samfundet eller at bryde alle regler. Nærmere handler det om ikke at forholde sig passiv, ikke at lade sig diktere af det kapitalistiske markedssamfund og frem for alt, at man ikke accepterer social uretfærdighed. Kampene behøver ifølge Leinonen ikke at være omfattende, for som han selv siger: ”det globale og økonomiske system er langsomt ved at svigte os, og jeg tror, at man som individ kan blive passiv af det – at man ikke har magten til at ændre de større strukturer, som eksempelvis kapitalismen. Vi er derfor nødsaget til fokusere på det lokale, såsom uddannelse, politik og retfærdighed for samfundets udsatte grupper. Til trods for, at det er en lokal kamp, har det stor effekt. Når man vinder de små kampe, bliver det en stor ting.”

Skolen for ulydighed kan opleves frem til d. 12 juni på Aros.