En smuk gyngetur

Thilo Franks værk er placeret i Kunstens store centralsal, men på trods af at kuben, der udgør installationen, måler 4x4x8 meter, og dermed fylder godt i rummet, lægger man ikke lige ved første øjekast mærke til, at den er der. Først da man ser sig selv reflekteret i de store spejle, som hele installationen er dækket af, går dens tilstedeværelse op for én. Rummet omkring skulpturen bliver dermed suget ind i værket, og nye interessante og forskudte rumligheder opstår.

Men vi skal længere ind…
Men det er nu overraskelsen inde i installationen, der er det mest spændende ved dette værk. Via en dør i en af kubens sider, kan man få adgang til værkets indre. Én af gangen må man gå ind – forsynet med et par rene strømper (som museet stiller til rådighed, hvis man skulle være kommet dertil barfodet).

I tærskelzonen
Det første skridt ind i rummet sker ikke helt uden tøven. Det er lidt som at træde på en tilfrosset sø, hvor man endnu ikke ved, om isen er sikker at gå på. Når man bevæger sig fra museumsrummet og ind i installationsrummet, befinder man sig i det, man måske bedst af alt kan kalde for en tærskelzone. I denne er det som at bevæge sig fra én tilstand til en anden, hvilket giver en hel særlig oplevelse.

Matrix
Hele installationens indre er som ydersiden beklædt med spejle samt lysstofrør, der giver hele rummet et grønligt skær, og henkaster én til et slags Matrix-lignende univers. Når først døren er lukket opstår det uendelige rum, og det eneste man har at forholde sig til, er det tryk, gulvet giver mod ens fødder. Midt i rummet hænger en gynge, og det er på denne, oplevelsen af værket fuldbyrdes.

Helt ind i sindet!
Når man tager sig en gyngetur, er det som svæve i et tomrum, hvor ens eneste fikspunkt er sig selv. At sidde og gynge midt i intetheden giver plads til ens tanker og virker nærmest meditativt i de fem minutter, man må være i rummet, såfremt der er kø til ’forlystelsen’. Værkets fulde betydning opstår altså kun i sammenspillet mellem værket og den enkelte, aktive museumsgænger, derfor vil man heller aldrig komme til at opleve det samme værk, hvilket er en sjov tanke.

Mig, mig, mig!
Thilo Franks værk er poetisk og æstetisk i sin fremtoning. Det er meget tankevækkende, at få lov til at opleve et værk alene på den måde, hvor man ellers oftest er vant til, at værker opleves sammen med en flok fremmede folk. Her får man lov til at tage en gyngetur med sig selv og sig selv og sig selv, da ens spejlrefleksioner jo er det eneste, der egentlig er at kigge på. I frygt for at komme til at lyde narcissistisk er dette dog en meget smuk oplevelse.   

Thilo Franks spejlinstallation kan prøves helt indtil d. 25. september, og som ovenstående afspejler, er denne helt sikkert et besøg værd. På trods af dens enkelhed i materialer, er det en meget unik oplevelse, der venter i dens indre.