En sokkel for Udkantsdanmark

Nyt stedspecifikt kunstprojekt i Selde sætter fokus på uddøende landsbyer i Danmark.

Skivevej 13 i landsbyen Selde. Nu er kun huset sokkel tilbage. (grafisk fremstilling). Foto: Presse

Nyt stedspecifikt kunstprojekt i Selde sætter fokus på uddøende landsbyer i Danmark.

Et nyt værk opføres på adressen Skivevej 13 i Selde og bliver en permanent skulptur i byen. Projektet er et samarbejde mellem Aarhus Kunstakademi og Skive Kommune.

Hovedkunstneren på projektet er Birgitte Kristensen. Hun har i samarbejde med Master Class i Kunst i det offentlige rum fra Aarhus Kunstakademi samt projektleder Lene Noer realiseret projektet. 
Værket Skivevej 13 består af flere dele og har været en længerevarende proces. Første del af værket bestod i en nedrivning af det gamle faldefærdige hus. Nedrivningsseancen sluttede af med en ´gravøl-event`, et lydkunstværk baseret på borgene i Seldes egen indsamlede lyde designet af fire studerende fra Oplevelsesøkonomi ved Aarhus Universitet.
Den tilbagestående sokkel blev derefter malet hvid og det er denne bearbejdede sokkel der udgør det endelige værk.

Udkantsdanmark
Værket er skabt på baggrund af den aktuelle problematik om udkantsdanmark og vil pege på fraflytning/manglende tilflytning i landdisktrikterne. Skulpturen kommer derved til at indeholde en historie. Samtidig med at man bevarer huset sokkel, der peger på hvad der har været er det intentionen at værket samtidig skal vise vejen fremad ved at symbolisere en ny begyndelse, en åbning, hvor noget endnu ikke defineret kan ske.

Værket ferniseres søndag d. 30 juni kl. 18.

Relaterede projekter
Faranak Sohi og Pia Henni Møller-Light skaber sammen et lydværk bestående af husets lyde, som integreres i skulpturen (soklen). Desuden skaber de værket WWW from a Pillow, som består i en pude støbt i fiberbeton, med indbygget lydside med optagelser af lydbilledet lige inden man falder i søvn. Lyde er optaget af personer fra hele verden og beskriver ligheder og forskelle omkring det at sove og den verden, det lydunivers, man lægger sig til at sove i, forskellige steder på kloden.

Leo Sagastuy skaber en kortfilm, en mockumentary, baseret på en fiktiv figur, som tilfældigt havner i den lille jydske landsby Selde. Den fremmede oplever mange besynderlige ting under sit ophold, og hans fortælling bliver samtidig en dokumentation af kunstprojektet og en subjektiv karakteristik af landsbyen og dens beboere.

Anne Kathrine Graah Rasmussen har igangsat værket Vokseværk, som består i natur- og mursten med ordene; Selde, Min by, Mit fundament og Vokseværk. Stenene, som er produceret på workshops afholdt af Anne Kathrine for byens borgere, placeres i byrummet i Selde og kan herefter flyttes rundt, der kan føjes nye til  – eller de kan tages med ud i verden.

Se billeder fra processen af opbygningen af værket her:

Huset Skivevej 13 i Selde. Foto: Presse
Huset Skivevej 13 i Selde. Foto: Presse
Nedrivningen af huset. Foto: Presse
Nedrivningen af huset. Foto: Presse
Opbygning af den nye sokkel. Foto: Presse
Opbygning af den nye sokkel. Foto: Presse
Den nye sokkel indtages af byens borgere. Foto: Presse
Den nye sokkel indtages af byens borgere. Foto: Presse
Et lokalt band spillede til indvielsen af værket. Foto: Presse
Et lokalt band spillede til indvielsen af værket. Foto: Presse

Fakta

Skivevej 13

30 jun 2013

Lene Noer, Pia Henni Møller-Light, Faranak Sohi, Leo Sagastuy, Anne Kathrine Graah Rasmussen, Birgitte Kristensen

Fakta

Projektet er initieret af og finansieret af EU-projektet Fremtidens Landsby.

Værket er støttet af Statens Kunstfond og realiseret i samarbejde med en Master Class i Kunst i det offentlige rum på Århus Kunstakademi.

Andet halvår af projektet er en forlængelse og fortsættelse af de studerene ved Aarhus Kunstakademis første semester. Opgaven er igen at skabe to eller flere blivende kunstværker i byen Selde. Den kunstneriske proces skal være åben og transparent, således at den medvirker til at skabe dialog og involvering af borgerne og på den måde også være redskaber til nye sociale sammenhænge og livsprocesser i byen.