En surrealistisk dissident tager Putin ved næsen

Roee Rosens værker på Charlottenborg giver indblik i en kunstner, der er rasende original, spydigt kritisk og fantastisk sjov. Et velkomment besøg af den israelske kunstner med de mindeværdige alter egoer.For at bruge en slidt frase, har Roee Rosen mange jern i ilden og han bruger dem gerne som skarpe våben rettet mod dem, som ikke tåler kritik. Den israelske kunstner kan med lige ret kaldes forfatter, filmskaber, illustrator og billedkunstner. Han er ikke mindst kendt for sin kreation af kunstnere, som aldrig har levet, men alligevel synes vævet ind i kunsthistorien, som var de nogen, man burde kende.

Til disse hører den glemte surrealist Justine Frank (1900-1943), hvis billeder og eksperimenterende romaner kombinerede stærkt pornografiske motiver med jødisk mystik. Rosen har fabrikeret Franks historie i en biografi og en hel produktion af værker, vist som retrospektiv udstilling.

Han står også bag Maxim Komar-Myshkin (1978-2011): et pseudonym for den russiske kunstner og forfatter Efim Poplavsky, der emigrerede til Israel i 2003 fortrængt af Putin-styrets hårde hånd.

Det er Komar-Myshkins værk, der udgør hovedparten af Rosens udstilling på Charlottenborg, suppleret med filmværket The Dust Channel, som var et mindeværdigt bidrag til på documenta 14 udstillingen i 2017.

Støv på hjernen

Det er documenta-værket The Dust Channel, man først møder i udstillingen. Den tyve minutter lange film er ikke som videokunst er mest: en opera med støvsugermodellen Dyson 7 i hovedrollen. Denne superstøvsuger er omdrejningspunkt for et ungt israelsk pars forsøg på at skabe renhed i deres hjem, som tilsyneladende ligger i et af de besatte områder, omgivet af mure i ørkenen. Urenheder og seksuelle forhold til husholdningsapparaterne kæmper om parrets opmærksomhed, mens der synges og spilles. I baggrunden kører billeder af den aggressive israelske politik og ledernes ønske om en ren stat.

Værket bringer mindelser om surrealistiske film som Bunuel og Dalis Den andalusiske hund fra 1929 i sin bizarre parade af objektfetichisme. Den gør dog også brug af den moderne medievirkelighed med Youtube-klip og zappende nyhedsbilleder. Det er seværdigt i sin absurditet såvel som i sin saftige kritik. I øvrigt i et fint samspil med udstillingen Art and Porn, som er sengekammerat under samme tag på Charlottenborg i udstillingsperioden.

Pis på Putin

Men The Dust Channel er stadigt et moderat og afdæmpet værk i forhold til, hvad der venter i udstillingens kerne, hvor vi møder Maxim Komar-Myshkins værker.

Hovedsageligt den prægtige billedserie Vladimir’s Night. Seriens 39 billeder er farverige gouacher, som kunne tage sig ud som en mellemting mellem børnebog og propagandaplakat, tilsat et skvæt avantgarde og ikon-tradition. Tingene myldrer frem i hvert billede, som er lige dele smukt ornamenteret komposition og grel karikatur. Hvert billede ledsages af en simpel billedbogsagtig fortællende tekst og en grundigere forklaring af alt det, som optræder rundt om i billedet.

Historien, som træder frem igennem serien, starter med patriarken Putin ved aftenbordet. Bag ham hænger slet skjult hovedet af den kritiske journalist Anna Politskovskaya som jagttrofæ, mens Putins elsker Alina Kabaeva ligger i gymnastisk positur – og hundekostume – på et gulvtæppe af farve som det tjetjenske flag.

Nu begynder diverse genstande så at angribe Putin, fra høtyve til kreditkort, mens diverse symboler fra russisk kultur, sovjethistorien og avantgardekunsten glider forbi rundt om i billederne. Hvor det ender henne, må man se i billedserien, men det ender ikke godt for Putins krop og sjæl i Vladimir’s Night.

Den bizarre satire er præsenteret som (den fiktive) Maxim Komar-Myshkins personlige vendetta mod den brutale leder. Få gange ser man så rigt illustreret en kritik, hvor det subtile og det overdrevne smækkes sammen. Komar-Myshkin er en sammentrækning af de russiske ord for myg og mus, hvilket skulle beskrive kunstnerens arbejde som et irriterende skadedyr, der lever af menneskelige efterladenskaber.

Udstillingens viser også andre værker af Komar-Myshkin. Blandt andet visionen om at fortælle hele den russiske historie gennem vittigheder – her oplæst af gidsler kidnappet af det eksil-russiske kunstnerkollektiv The Buried Alive. Det er alt sammen (van)vittigt og danner baggrund for at opholde sig ganske lang tid i Rosens univers.

Det vil man gerne se mere af, for Rosen er noget ganske ekstraordinært.