En tåget forestilling om revolutionen

Ordet ’forestilling’ kan betyde to ting. Det kan være en opførelse som af et teaterstykke, altså en event, der foregår over tid. Og det kan være en forestilling om noget, en opfattelse som danner et billede af noget, som ordbogen siger. Udstillingens undertitel En forestilling om revolution kan forstås på begge disse måder: som en udstilling, der lader temaet revolution udspille sig eller som en udstilling af forestillinger om revolutionen.

En tåget forestilling er imidlertid den mest rammende beskrivelse af en noget besynderlig udstilling, der sætter sig vilde mål og ikke gør sig nok umage med at indfri dem. This World We Must Leave er derfor både for ambitiøs og for uambitiøs.

Udstilling som en forestilling
Revolutionens bagmænd er kunsthistorikeren Mikkel Bolt og kunstneren Jakob Jakobsen. På henholdsvis den teoretiske og udøvende flanke er de blandt dem, der tegner den mest politisk orienterede kunst i dagens Danmark og går ikke af vejen for at appellere til radikale budskaber.

Udstillingens struktur er sådan set ret original. Først skal man opleve et rum, som er et installatorisk arkiv over forskellige revolutionære projekter og bevægelser. Det bliver efter en tid mørkelagt, så det kun er at se først i forløbet.

Herefter tænder en film på en af væggene i udstillingens store, åbne hovedlokale, og efter den er slut, blændes der på samme måde op for to yderligere film. Udstillingen opleves derfor som en forestilling over tid, hvilket får pillet noget ved den vanlige præsentation af medier som video, ophængning og installation.

Røgfyldt modarkiv
Denne dramaturgi er dog fyldt ud af et underligt underspillet indhold, der hverken formår at være særligt intellektuelt analyserende eller konkret revolutionerende.

Arkivet består af en ophængning af en række malerier, plakater, bøger og andre effekter med tilknytning til Situationisterne fra 1960’erne. De er angiveligt fra Bolt og Jakobsens egen samling, hvad det så har af betydning.

Imellem disse ting og sager er der nedkradset små tekster om revolutionære og oprørske begivenheder fra Pariserkommunen til balladen i Hyskenstræde (der godt nok er kommet i prominent historisk selskab!).

Arkivet præsenteres som et ’Modarkiv’, hvor den gældende ”fortælling om kapitalismens naturlighed udfordres og afvises”. Det kommer de let omkring med de forudsigelige tekster og de situationistiske effekter, der er ophængt som relikvier, der ikke får nogen nærmere præsentation.

En røgmaskine sender tågede skyer ud i rummet, som om arkivet skulle være i brand. Denne effekt illustrerer dog bedre det tågede indtryk af, hvad arkivet vil, fremfor at det skulle være i brand.

Tre film om revolten, der ikke vil nok
Den følgende film-trilogi vil vise henholdsvis det tomme materialistiske liv i et nyt Ørestads-agtigt byggeri, snak om mulighed for en voldelig revolution (her er farverige Nørrebro tilsyneladende kulissen) og endelig en hippieagtig samling med trommer og guitar i et smadret-chikt grafittibemalet nedlagt-et-eller-andet-miljø efter revolutionen.

Hvis det skal tages bogstaveligt, er det simpelthen nogle for lidet overbevisende forestillinger om revolution. Det er et stort brød at bage, når påstanden er, at den nuværende verden bare ikke fungerer og at vi skal forlade den. Der er ikke brand nok til at bage det bagværk, når et par guitarspillere er det eneste alternativ man kan diske op med, og der er derfor mere røg end ild over forestillingen.

Mikkel Bolt har i skriftet Avantgardens selvmord (2009) påtalt manglen på revolutionær avantgardekunst i dag. Den mangel formår This World We Must Leave ikke at rette op på – faktisk er det noget skuffende, at to specialister inden for radikal politisk kunst ikke har villet udfordre os mere.

Læs KUNSTEN.NU’s anmeldelse af Avantgardens selvmord

Københavneri i Århus  
Og så en sidste anmærkning: Udstillingen er meget Københavns-centreret! Alle omgivelserne virker hentet fra København, og storbyen er den gentagne referenceramme. Det giver en noget centralistisk tone – Hvad med en mere sted-specifik Århus-fortolkning af tingenes tilstand?     

Situationisterne var meget optagede af specifikke steder for eksempel gennem deres psykogeografiske kortlægninger, så hvorfor ikke fortsætte denne ånd?