En tværæstetisk trekant

Af
17. december 2014

Det nyetablerede kunstnerdrevne udstillingssted TYS ønsker at gentænke kunstneriske praksisser og traditionelle narrativer for at nå frem til noget radikalt andet.

Morten Sørensen læser op fra Mons og bogtyven, som han har illustreret, under finissagen af Læsehjørner. (Foto: Signe Vad)

Det nyetablerede kunstnerdrevne udstillingssted TYS ønsker at gentænke kunstneriske praksisser og traditionelle narrativer for at nå frem til noget radikalt andet.

Af
17. december 2014

”Jeg vil gerne læse op af denne her krimi for børn, og det vil jeg gøre i en hule, jeg har bygget. Der er plads til to, så jeg håber én vil med?”, sådan indleder illustratoren af bogen Mons og bogtyven, Morten Sørensen, hyggeligt og inkluderende sin performative oplæsning til finnisage på galleriet TYS i det indre København.

Det er det uventede og de anderledes sammensætninger, man fokuserer på i galleriet TYS. Så derfor er det måske netop illustratoren, der læser op af Mons og bogtyven i sin hule.

Bevidst ubeslutsomhed
Billedkunster, kurator og leder af galleriet, Signe Vad, ved ikke præcist, hvad hun vil udstille. Men hun ved, at hun gerne vil finde ind til det vigtige, til essensen af, hvad kunst kan. Og frem for alt ikke at udstille det andre gør. Hun vil ikke lægge sig fast på en bestemt profil.

Molly Haslund læser op af Tomas Lagermand Lundmes bogudgivelse Dreng. Foto: Signe Vad
Molly Haslund læser op af Tomas Lagermand Lundmes bogudgivelse Dreng. Foto: Signe Vad
Line Hvidbjerg læser op i sit interiør til finissage på udstillingen Læsehjørner. Foto: Signe Vad
Line Hvidbjerg læser op i sit interiør til finissage på udstillingen Læsehjørner. Foto: Signe Vad

”Der er masser af kunstnerdrevne udstillingssteder, men hvis det ikke kan noget andet, så er det lige meget. Men jeg ved ikke, hvad det andet er. En af pointerne er at træde frem og se, hvad der sker. Jeg er idealist, så jeg vil ikke bare undersøge, men derimod ændre verden. Men det ville være fascistisk at tænke sig til, hvordan det skal gøres. Jeg har sat og vil bevidst sætte folk fra forskellige dele af kunstverdenen sammen. Det er fedt med denne udstilling, som Molly Haslund har kurateret, at den ikke går i én retning. Og at man i Læsehjørner lader selve læseoplevelsen være i centrum. Der er taget højde for, det er en tekstoplevelse”, forklarer hun.

En materiel læseoplevelse
På udstillingen Læsehjørner har 19 billedkunstnere, forfattere og digtere efter eget valg præsenteret deres bogudgivelser. I Christian Yde Frostholms fine kuffert fuld af fotografier, en paraply, og hvad man ellers kunne få brug for på en tur til et andet Paris, finder man selvfølgelig også hans bog Paris – en brugsanvisning.

Christin Yde Frostholms installation, en kuffert hvori man bl.a. finder hans bogudgivelse Paris - en brugsanvisning. Foto: Signe Vad
Christin Yde Frostholms installation, en kuffert hvori man bl.a. finder hans bogudgivelse Paris – en brugsanvisning. Foto: Signe Vad

Til åbningen af udstillingen læste han også op herfra iført pandelampe, som lyste op som det eneste sammen med de andre læselamper placeret rundt i installationerne. Altså ingen gallerilys.

Tilbage til finnisagen præsenterer forfatter Sophie Pucill foran to spejle på gulvet en række hvide objekter på hylder. Øverst står en række af hendes udgivelser, som hun læser op fra. Teksten er både på engelsk og dansk, så sprogene blander sig med hinanden og bliver til ordmusik. Esben Weile Kjærs Eskapisme kan man meget passende læse i en grøn liggestol opstillet under ophængte slogan T-shirts og syntetisk pink blomster.

Sophie Pucills værk til Læsehjørner. Foto: Signe Vad
Sophie Pucills værk til Læsehjørner. Foto: Signe Vad
Esben Weile Kjær: Eskapisme. Foto: Signe Vad
Esben Weile Kjær: Eskapisme. Foto: Signe Vad

Udstillingen er udtænkt, så man i hver kunstners installation, hvert hjørne eller lille krog kan sætte sig og læse. Få en særlig oplevelse, som går ud over den almindelige læsning. Læseoplevelsen er gjort sanselig og flyttet ud i rummet. Teksten bliver altså materiel og taktil, ligesom installationerne åbner ind til bogudgivelserne. Derudover kan udstillingen i sin helhed også opleves som en stor installation. Der sidder også masser rundt omkring i installationerne og lytter opmærksomt med til finissagens mange performances og oplæsninger.

Performativ installations-udgivelse
”Man kan sige, det er en tværæstetisk trekant, der har været udgangspunktet for udstillingen: Det installatoriske, det performative og bogudgivelserne”, forklarer performancekunstner og kurator af udstillingen Molly Haslund, efter hun har holdt en computerskærm op for publikum i rummene i galleriet. Kunstneren Claus Ejner er med direkte via Skype med bidrag fra sin bog om Vejle. Han har villet afskridte stederne i Vejle i nutiden, fortæller han: ”Horsensvej: 1012 skridt på 12 minutter og tyve sekunder”.

Claus Ejner fjern-performer fra Vejle . Foto: Signe Vad
Claus Ejner fjern-performer fra Vejle . Foto: Signe Vad

Performances’ene efterfølger hinanden, som perler på en snor til finnisagen på Læsehjørner, så de påvirker, glider sammen og folder hinanden ud. Oplevelsen og rummene bliver derfor selvfølgelig faktisk fælles og helt anerledes, end hvis man havde siddet alene med en bog.


Fakta

Udstilling

Læsehjørner

29 nov 2014 13 dec 2014

Sophie Pucill, Henriette Heise, Christian Yde Frostholm, Rasmus Brink Pedersen, Stine Marie Jacobsen, Mike Tylak, Ulla Hvejsel, Morten Sørensen og Kirsten Mark, Ellen Vestergaard Friis, Al Masson, Signe Vad, Molly Haslund, Tomas Lagermand Lundme, claus ejnar, Mette Kit Jensen, Peter Brandt, Line Hvidbjerg, Esben Weile Kjær

TYS Se kort og tider