En udforskning af det underrepræsenterede

Midt i Berlins kulturhistoriske centrum er et omfattende byggeri i gang. Her, på Spreeinsel ved siden af Berliner Dom, har den tyske Bundestag besluttet at genopføre det preussiske bypalads, Berliner Stadtschloss, der fungerede som vinterresidens for de preussiske konger og tyske kejsere. Paladset blev delvist ødelagt under Anden Verdenskrig og siden, i 1950, sprængt helt væk af DDR-regeringen. I 1973 byggede samme regering parlamentsbygningen Palast der Republik på grunden. Efter Murens fald husede Palast der Republik kulturelle begivenheder og fungerede derudover med sin centrale placering i den tyske hovedstad som et vidnesbyrd om landets omstridte fortid.

Beslutningen om at genopbygge bypaladset betød nedrivning af det historisk betydningsfulde bygningsværk og medførte en af de heftigste debatter i nyere tysk historie. For hvad er det for en historie, Tyskland med genopførelsen af et palads fra 1400-tallet og den deraf følgende nedrivning af et betydningsfuldt vartegn fra en af landets mest omstridte perioder, vil fortælle – eller omskrive?

Rekonstrueret storhed
Udover at dreje sig om æstetik og byplanlægning i et genforenet Berlin, handler debatten også om, hvordan Tyskland vælger at forholde sig til sin historie og, som historikeren Alexander Schug skriver i bogen ’Palast der Republik: Politischer Diskurs und private Erinnerung’, om ”at indlejre nye tråde i den fælles, tyske hukommelse”. Et tilbagevendende kritikpunkt mod projektet peger på, at rekonstrueringen af paladset kan ses som en historisk og identitetspolitisk problematisk længsel efter en påstået preussisk storhedstid. Det er blandt andet denne diskussion, kurator Juan A. Gaitán ønsker at skubbe til med årets Berlin Biennale. I hans optik er beslutningen om at genopføre paladset blot ét eksempel på en forfejlet byplanlægning og uigennemtænkt kulturel organisering af Berlin.

”Berlin har arvet en masse plads og rum og dermed en vid række af muligheder – langt videre end andre byer i verden. Og i stedet for at anerkende og udnytte det, har byen har udviklet en serie lappeløsninger og reaktioner og dermed forpasset sine muligheder. Jeg holder meget af Berlin, men når det kommer til byplanlægning og arkitektur, er udviklingen hverken sammenhængende eller velgennemtænkt,” siger han, da Kunsten.nu møder ham i Berlin.

Gaitáns valg af venues til biennalen er også en kommentar til denne kulturelle organisering. Biennalen er spredt ud over tre lokaliteter i byen: KW i Mitte, det traditionelle hovedsæde; Museen Dahlem, der huser det etnologiske museum og museum for asiatisk kunst (begge samlinger skal flyttes til bypaladset, når det efter planen står færdigt i 2019), og Haus am Waldsee i Vestberlin – en privat villa, som oprindelig blev bygget til den jødiske tekstilindustrileder Hermann Knobloch. Knobloch tog til Argentina i 1926, og Haus am Waldsee var fra 1946 til murens fald en prominent kunstinstitution, men har siden 1989 eksisteret i periferien af en tiltagende koncentration af kulturel og symbolsk kapital i Berlins Mitte-distrikt.

At vende ryggen til historien
Men hvordan har den arkitektoniske og kulturelle strukturering af Berlin relevans for årets biennale, og hvordan sætter det sig spor i de værker, Gaitán har udvalgt?

For den colombiansk-canadiske kurator afspejler byudviklingen i Berlin og den bevægelse, der ligger i at gøre ikke blot byens arkitektur, men selve byen, til et minde om en fjern og gylden fortid og dermed lægge afstand til det forrige århundredes mere problematiske perioder, en tendens, han ser flere steder verden over. En benægtelse af dele af historien, der måske udadtil primært er æstetisk, men som afspejler nationalstatens krise på globalt niveau, skriver Gaitán i sit kuratoriske statement:

”En krise, som i sin neoliberale forklædning har vendt ryggen til nogle af de mest betydningsfulde om end ufærdige projekter i det tyvende århundrede: Forsøget på at omformulere statsborgerskab som en inkluderende konstruktion; etableringen af en socialt ansvarlig urbanisering; og for at parafrasere arkitekten Yona Friedman: En arkitektur med folket, af folket og for folket.”

Det handler med andre ord måske nok om æstetik, men man skal heller ikke fornægte billedets magt. Kaster man et blik på billeder og repræsentationer gennem tiden, bliver det tydeligt, hvor letbøjelig historien er. Hvad bliver repræsenteret, hvad bliver husket, hvad bliver omskrevet – alt sammen er med til at definere vores opfattelse, ikke blot af vores fortid, men af vores samtid og kulturelle, sociale og politiske identitet.

Som sociolog og kunstmanager Mariana Munguìa, der sammen med Tarek Atoui, Natasha Ginwala, Catalina Lozano, Olaf Nicolai og Danh Vo udgør Gaitáns kunstneriske hold, skriver i teksten ’Buried images’ i biennalens katalog:

”Brugen af billeder, deres omplacering og rekonstituering er del af vores ustandselige omskrivning af historien. Men billederne selv har stadig magten til at kommunikere direkte til vores sanser, for vores spekulationer og fortolkninger ændrer ikke deres fremtoning.”

Udfordring af vores politiske forestillingsevne
Gaitáns ærinde er med andre ord at sætte fokus på hvad, vi som samfund vælger at repræsentere og dermed også, hvad der ikke repræsenteres, men ryger under radaren. Billedets status og repræsentationens mekanismer er afgørende i en tid, hvor der ifølge Gaitán er behov for en udfordring af vores politiske forestillingsevne. Her spiller kunsten en vigtig rolle, mener han:

”Vi er nødt til at gøre en indsats for at tænke politisk på en mere sofistikeret måde, end vi har gjort på det seneste. Det nuværende demokratiske valgsystem har fejlet på enhver tænkelig måde – og folk støtter sig til populærkulturelle billeder for at træffe politiske beslutninger frem for på tankevirksomhed. Så det, vi kan tilbyde gennem samtidskunsten, er at øge vores muligheder og berige vores politiske forestillingsevne.”

Gaitán understreger, at han ikke er ude på at give lektioner eller udstikke endegyldige svar – værkerne på biennalen har karakter af forslag eller udsagn snarere end endegyldige erklæringer. Men det er vigtigt at være sig kunstens position i samfundet bevidst, mener han:

”Samtidskunsten befinder sig i krydsfeltet mellem magt og repræsentation – og den er altid på magtens side. Vestlig kunst har aldrig været på de afmægtiges side, den har altid været tættere på en eller flere kilder til velstand og privilegier. Og i kraft af sin placering der, er det kunstens opgave netop ikke at reproducere magtens logik, men derimod udfordre den og hele tiden søge at adskille sandheden fra magten,” siger han med henvisning til Harold Pinters ide om magt og repræsentation.

”Hos Pinter er kunstens opgave altid at søge sandheden, og denne søgen er i sig selv magtens antitese, den må altid adskille sandheden fra magten. Så det er et procesrelateret udsagn og ikke en konklusion. Vi kan aldrig endegyldigt sige: Det er sandhed og det er magt – men vores job er konstant at modulere tingene for at undgå at blive magtens repræsentation.”

Politiske undertoner
Derfor har alle værkerne på biennalen ifølge kuratoren også en politisk undertone, selvom budskaberne er langt mere subtile, end tilfældet var på 2012-biennalen, som under kunstnerisk ledelse af Artur Zmijewski blev stærkt kritiseret for at underkende kunstens mangfoldighed og sætte politisk aktivisme over æstetisk ambition.

Ideen om, at politisk kunst tilsidesætter det æstetiske, er Gaitán imidlertid uenig i:

”Jeg er modstander af den idé, for den er baseret på tanken om, at budskabet er vigtigere end kunstværket eller mediet. Meget politisk kunst ses med de briller på, og det er et problem – for eksempel bliver latinamerikansk kunst ofte filtreret gennem den opfattelse.”

Dette års biennale udmærker sig netop ved en stor andel af kunstnere fra ikke-vestlige lande. For Gaitán, der er baseret i Mexico City, er det ikke en pointe i sig selv – han efter eget udsagn valgt de kunstnere, han nyder at arbejde med, og hvis arbejde, han respekterer. Samtidig, tilføjer han, er det af afgørende betydning, at der er en tilstedeværelse af kunstnere, som ikke kun kommer fra Nordamerika og Europa.

Hvordan manifesterer Juan A. Gaitáns ambitioner om kunstens potentiale sig så på dette års biennale? Ifølge kuratoren selv ved en fremhævelse af de billeder, vi sjældent udsættes for, herunder repræsentationen af arbejde:

”For mig at se er arbejde og produktion stærkt underrepræsenteret. Og selvom vi konstant kan sige til os selv, at billeder er fabrikationer, at vi er bevidste om deres manipulation, gør det ingen forskel i sidste ende. Når vi ser på, hvad billederne producerer politisk, er bevidstheden om deres manipulerende egenskab irrelevant: Hvis vi ikke udsættes for billeder af fabriksarbejdere i Kina, Mexico eller andre steder i verden, har vi ikke noget problem, så skal vi ikke forholde os til det.”

Arbejdets natur
Netop fabriksarbejderne og deres monotone arbejdsdag udstiller kinesiske Li Xiaofei med det fortløbende projekt ’Assembly Line’, hvoraf et uddrag kan ses på biennalen. Xiaofei har dokumenteret mere end hundrede store fabrikker og mellemstore industrienheder i deltaområdet omkring Yangtze-floden i Kina.

På seks sidestillede videoinstallationer ser man sekvenser fra hverdagen ved samlebåndet: En kvinde iført arbejdstøj står zombieagtigt foran en maskine; en giftigt boblende pøl af noget, der ligner flydende kviksølv; nærbilleder af fabriksarbejderes ansigter; en mand har smidt arbejdsskoene og sover med beskidte tæer på en sofa. Lydene fra maskinerne slår en monoton rytme an og danner baggrundsmusik til en fortælling om maskinproduktionens rutiner, disciplineringen af arbejdsstyrken og fremstillingen af de forbrugsgoder, som i sidste ende produceres igennem ’optimeringen’ af den menneskelige kapital.

Flere af værkerne peger tilbage på Gaitáns ønske om en bevidstgørelse af den proces, der former vores historieskrivning eller dannelsen af vores kollektive erindring. Blandt disse er brasilianske Carla Zaccagninis ’Le Quintuor des Nègres, encore’, der tager udgangspunkt i en komposition af Johann Nepomuk Hummel fra 1809, der delvist er gået tabt. Hummels musikstykke var skrevet til en ballet og baseret på Jacques-Henri Bernardin de Saint-Pierres kærlighedshistorie ’Paul et Virginie’ fra 1788 om den idylliske kærlighed mellem to forældreløse børn på øen Mauritius.

Historien er inspireret af Jean Jacques Rosseau og ideen om det ædle vilde menneske, som dominerede i kolonitiden. I samarbejde med en komponist og to koreografer har Zaccagnini genskabt sin version af Hummels musikstykke og den ballet, det var lavet til. Ved at forholde sig til det umulige i at udfylde de eksisterende huller i historien, reflekterer Zaccagnini over, hvad der ellers er gået tabt, og hvordan videnskabelige ekspeditioner i kolonitiden kan have påvirket historieskrivning såvel som kulturproduktion. 

At skabe mening af fortiden
På forskellig vis kredser mange af biennalens værker om, hvordan man gennem tiden har kortlagt og værdisat verdens kulturelle produktioner, ligesom flere af dem tematiserer socialiseringen og afmærkningen af naturen. Et underholdende eksempel på det sidste er colombianske Alberto Barayas ’Comparative Studies, Herbarium of Artificial Plants’, som imiterer den eurocentriske tilgang til videnskab, der forsøgte at skabe en art lagerbeholdning af alting for at kunne foretage en komparativ kortlægning af verden.

I oplyste montrer udstiller han masseproducerede plasticblomster og -frugter, nummerer dem og angiver, hvor han har fundet dem: I butikker rundt omkring i Tyskland.

Resultatet er effektfuldt, særligt projektets enkelthed taget i betragtning: En afmontering af det attende og nittende århundredes opdagelsesrejsende og deres videnskabelige metoder. Samtidig gør Baraya opmærksom på masseproduktionens absurde element – fabrikker, der producerer plasticversioner af den natur, vi burde tage vare på i stedet for at imitere.

Kunstnerne Iman Issa (Egypten) og Rosa Barba (Italien) afsøger på hver deres måde, hvordan vi skaber mening af fortiden og udstiller erfaringen og hukommelsens subjektive natur. Issas fortløbende værk ’Lexicon’ (2012-) er en række nutidige remakes af eksisterende, unavngivne kunstværker.

Gennem video, skulptur, fotografi og lyd fortolker hun de gamle værker og udforsker dermed kløften mellem hukommelse og sprog. Barbas 35-mm film ’Subconscious Society’ er en art apokalyptisk fremtidsvision af livet, som det tager sig ud efter den industrielle æra.

Her har computerteknologi overtaget enhver form for ’offline’ relationer til objekter og analoge fænomener, og man er begyndt at indsamle og arkivere objekter fra fortiden for at kunne skabe mening ud af nutidens tomrum.

Omvendt etnologi
Alt i alt byder den 8. Berlin biennale på en lang række værker, der beskæftiger sig med reducerende narrativer, forhandlingen af historien og bibeholdelsen eller udfordringen af den kulturelle, personlige og kollektive hukommelse. Enkelte værker forholder sig mere konkret til Berlin og diskussionen om byens kulturelle organisering: Olaf Nicolai, der bor og arbejder i Berlin, har genskabt teglstensgulvet fra et nedlagt shoppingcenter i bydelen Lichtenberg.

Wolfgang Tillmans ’Untitled’ vises på Museen Dahlem – hvis etnologiske og asiatiske samlinger, man støder på mellem biennalens værker – og forholder sig til den etnologisk videnskabelige tilgang til objekter ved at præsentere cowboybukser og sportssko på samme måde som afrikanske jagtredskaber og beklædningsgenstande udstilles i de tilstødende lokaler. Med værker som disse og med placeringen af biennalen på et etnologisk museum spørger Juan A. Gaitán, hvad det betyder at skabe og betragte samtidskunst.