En ugle er ikke blot en ugle

Ideen med at bruge haven som metafor for byen Berlin kan måske synes lidt søgt, men i denne store udstilling på Temporäre Kunsthalle fungerer konceptet faktisk. Udstillingen, som inkluderer cirka 50 kunstværker, er kurateret af den danske powerpige Kirstine Roepstorff, som har formået at sætte den op på kun tre måneder. Ved at trække på et bredt netværk af kontakter har hun samlet hvad der er blevet til en interessant synsvinkel på samtidskunsten i byen.

Det er ikke en gruppeudstilling, og det er ikke en temaudstilling – det er virkelig en have med en masse mærkelige og skrøbelige planter i. Denne reference minder én om den botaniske have, hvori arter og underarter samles under det miljø de hører til, som ‘Ørken’ eller ‘Jungle’. Her er overskriften ‘Berlin’, og de enkelte kunstnere står for positioner inden for dette økosystem.

Kendetegnet er en lidt vævende modstand imod undertrykkelse–med særligt blik på køn og seksualitet–fra det ‘heteronormative’ samfunds side. Således taler mange af værkerne om en styrkelse af en alternativ queer-position og om ‘haven’ (Berlin) som et fristed.

Skorpionens mytologi
Udstillingstitlen uddyber motivet om modstand med referencen til den græske Orion-myte. Orion var den flotteste fyr i universet og den største jæger. Han råbte i et anfald af praleri, at han ville jagte og dræbe alle dyr i verden, og således bringe udryddelse over alle arterne.

Det blev for meget for Gaia, (jordgudinde og beskytter af alle dyr), og hun sendte den giftige (og astrologisk set specifikt feminine) Scorpio for at dræbe Orion. Efter at have fuldført denne opgave, blev Scorpio hædret af guderne, som satte hendes billede op på nattehimlen. Desuden falder både Berlins officielle fødselsdag (28. okt. 1237), datoen for Berlinmurens fald (9. nov. 1989), samt udstillingens periode under Skorpion-tegnet.

I Scorpio’s Garden har man rejst en kæmpevæg i midten af rummet. Den minder om en massiv Berlinmur med nogle monstrøse, sorte skulpturer (Voices from the off af Julian Göthe, 2007), som ligner enorme overvågnings- eller højttalertårne, der holder øje med den delte by.

Men muren symboliserer ikke kun adskillelsen af øst/vest, for den er formet til også at være en rampe, der skyder nogle af kunstværkerne højt op mod loftet i det store rum, og den fungerer også som et udkigspunkt, hvorfra man som publikum kan få et godt overblik: gode billeder på Berlins funktion i kunstverdenen.

Løsreven kunst og mystik
Værkerne er af stor variation med hovedvægten på skulptur og installation, og der er kun lige et enkelt maleri at se.

Der er virkelig et godt stykke fra Henrik Olesen, der understreger sin queer protest med en stor, støbt og Vaseline-indsmurt lerstang, der har revet sig løs fra sin plads i et hjørne og kastet sig ud i rummet – med titlen Rechte Ecke (en næsvis hilsen til konceptkunstner Bruce Nauman og videoværket Setting a Good Corner fra 1999) – til en lille collage med Hawaii-motiv af Dash Snow. Den nyligt afdøde New Yorker bad-boy, hvis deltagelse i udstillingen må henføres til at kunstneren har samme galleri som kurator Roepstorff og har udstillet på Contemporary Fine Arts i Berlin.

Den mystiske Jason Dodge vælger en kryptisk retning, idet han går ned i en analyse af menneskers og tings indre indhold og værdi. I værket In order of Altitude har kunstneren bedt mennesker med forskellige positioner i samfundet (pilot, vinduespudser, akrobat, balletdanser, dommer) om at klippe en lomme ud af deres bukser, og har derefter placeret deres lige tomme lommer fladt i en ydmyg vifte.

Måske siger kunstneren, at når alt kommer til alt, så glem overflade og hierarkier, vi er alle sammen på samme niveau. Hvilket må siges at være en mærkelig pointe, idet han tilsyneladende sammenligner en (højt placeret) dommer og en (lige så ”højt placeret”) pilot efter samme logik som at spørge hvad der er højest, et tordenskrald eller Rundetårn.

Kryptiske ugler
Dodge’s døde sneugle i en montre lader til at udsige nøjagtigt det modsatte af de tomme lommer, eftersom den omhyggeligt er blevet udstoppet og har fået "rubiner placeret indeni”, som der står i beskrivelsen. Bortset fra det oplagt absurde i dette, er det et mærkeligt og rørende værk:

Stakkels døde ugle, der er tvunget til at skulle bære så langt mere værdi, end der nogensinde kunne være mening i – ligesom når kunsten bliver forklaret til en død hare i Joseph Beuys’ performance How to Explain Pictures to a Dead Hare fra 1965.

Med Agent Coopers underfundige ord: “The Owls are not what they seem”, lyder der et ekko i den morsomme collage af Alexandra Hopf: Aristocrats of the Universe, hvori en gruppe ugler stikker hovederne sammen og glor ud på verden med maniske, paranoide øjne.

Fra Dash Snows nonchalance til den ophøjede orden hos mere formalistiske skulptører som Isa Genzken og hendes klassiske søjler får vi i Roepstorffs ‘skorpionhave’ et interessant vue over stærkt personlig ”yndlingskunst” – og en stor introduktion til nogle af Berlins hotteste kunstnere.