En virkelig fiktion

På Martin-Gropius-Bau vises der i øjeblikket en omfattende soloudstiling af den afdøde og amerikanske fotograf Diane Arbus (1923-1972). Hendes sort-hvide fotografier har betaget flere millioner mennesker. Hun er særligt kendt for at smelte dokumentar og fiktion samme og dermed opløse rummet der imellem, men i særdeleshed også for sine portrætter af personligheder, der på den ene eller anden måde skiller sig ud fra mængden og normen.

I dag er Diane Arbus et uundgåeligt navn indenfor den moderne fotokunst samt udviklingen af denne. Med sit blik og sin fornemmelse for motiv og udtryk var hun i stand til at portrættere personer på en ærlig og uforfængelig måde, hvor kun meget lidt er overladt til fantasien.

Hendes fotografier er fyldt med kontraster, der opløses i sammensmeltningen. Det gode har ikke magt over det onde eller omvendt, og Diane Arbus er ikke hævet over de personer, hun portrætterer. Det gør fotografierne og deres personer levende og troværdige.

På Martin-Gropius-Baus hjemmeside præsenteres hun sådan:

“Her bold subject matter and photographic approach produced a body of work that is often shocking in its purity. Her gift for rendering strange those things we consider most familiar, and for uncovering the familiar within the exotic, enlarges our understanding of ourselves.”

Den menneskelige natur
Netop Diane Arbus’ mod til ikke at pakke virkeligheden ind, er det, der personligt rammer mig mest. Det, der imponerer mig mest, er hendes personskildringer, idet Diane Arbus formår at skabe en unik kontakt til de, hun fotograferer. Hun skelner ikke mellem venner eller fremmede, fascinationen er af samme kraft, og derfor virker hvert enkelt forhold særligt og dybtfølt. Det, der skræmmer mig mest, når jeg står på afstand og betragter fotografierne, er at blive afsløret som fluen på væggen.

Diane Arbus’ fotografier er ikke mindre aktuelle, selvom det er gået 30 år siden hendes død. På mange måder er omdrejningspunktet det moderne menneskes livsvilkår og plads i en omskiftelig kultur. Hendes fotografier hjælper os til at forstå kompleksiteten i den menneskelige natur og psyke, alt det, der rækker ud over biologien. Men også anerkende denne sammensætning og turde se den i øjnene. Det, der gør hende til en fotograf, vi ikke må glemme, er den måde, hun tvinger os til at acceptere ‘de andre’ og ikke mindst os selv. Hun minder os om, at ingen er født til at være hverken gode eller det onde, og at vi alle altid har begge sider i os. Hvad vi dyrker, vælger vi selv. Det er altså ikke kun kulturen, der er problemet.

Den fotografiske karriere
Diane Arbus blev født i 1923 i New York. Hun begyndte at fotografere i 1940’erne på opfordring af og i samarbejde med hendes første ægtemand Allan Arbus. Dengang befandt opgaverne sig indenfor reklame- og modeindustrien. Da Diane Arbus lod sig skille fra Allan Arbus, tog hendes karriere for alvor fart og form. Og i takt med at interessen for Diane Arbus’ fotografier steg, ændrede hendes fokus sig også. Fra 1960’erne og frem til hendes død i 1971 blev Diane Arbus’ fotografier trykt i forskellige magasiner, tidsskrifter og aviser.

Mens hun levede, opnåede hun kunstnerisk hæder ved at få tildelt John Simon Guggenheim Fellowship, ført i 1963 dernæst i 1966, og i 1967 blev hendes fotografier vist på en stor soloudstilling, kaldet New Documents på The Museum of Modern Art i San Fransisco.

Et år efter hendes død blev et udvalg af hendes fotografier udstillet på Venedig Biennalen som den første amerikanske fotograf nogensinde. Senere i 2003 viste Museum of Modern Art en retrospektiv udstilling, Diane Arbus: Revelations, som siden har rejst rundt. Det er fra denne samling, at fotografierne til den aktuelle udstilling på Martin-Gropius-Bau i Berlin er taget.

Sløringer og afsløringer
På væggen ved indgangspartiet til udstillingen er trykt en formidlingstekst, der kort beskriver de kuratoriske greb, men ellers ikke afslører udstillingens væsen. Formidlingsteksten afsluttes med citatet:

“A photograph is a secret about a secret. The more it tells you the less you know”, taget fra en af Diane Arbus’ efterladte tekster.

Citatet er meget sigende for Diane Arbus’ fotografiske praksis, der er lige dele slørende som afslørende.

På Martin-Gropius er det personlige møde og den personlige oplevelse i fokus. Her fremlægges hendes fotografier som værker, der i høj grad skal opleves og fortolkes ud fra individuelle betragtninger snarere end, at de skal teoretiseres eller afkodes. Det eneste tekst, der ledsager fotografierne i selve udstillingen, er derfor deres titler. Og fotografiernes titler beskriver ikke andet, end hvad beskueren selv kan se. Betydningerne og fortolkningerne er op til en enkelte, der eksisterer intet rigtigt eller forkert. Der skabes altså et meget intimt og privat rum mellem fotografierne og beskueren.

At kende er ikke det samme som at genkende
Diane Arbus portrætterede både kendte og ukendte personligheder, men tog også personløse stemningsbilleder fra Coney Island og Disney Land. På udstillingen i Berlin er der fx portrætter af Susan Sontag, som var en nær veninde, samt af Marcel Duchamp og hans kone. Men i det fotografiske arkiv, som udstillingen tegner, er der flest portrætter af transvestitter, cirkusartister, nudister, udviklingshæmmede (mongoler, kæmper og dværge) samt af børn og unge, der fremstår som (alt) andet end uskyldige og naive. Deres liv bliver dog hverken forherliget eller romantiseret, men anerkendt for deres kompleksitet.

Med sine fotografier skildrer Diane Arbus forskellige øjeblikke fra en hverdag, vi enten kender fra vores eget liv eller fra kulturens billeder, men nødvendigvis ikke genkender som almindelige.

Det, der ikke (gen)findes
Det er tydeligt ved hvert enkelt fotografi at se, at Diane Arbus er draget af de personer, hun fotograferer, på samme måde, som de er draget af hende. Dog er der forskel på at nære forståelse for og føle sig knyttet til bestemte miljøer og så være uløseligt bundet til dem. Og den dobbelthed og fortvivlelse udtrykkes præcist. Diane Arbus kom selv fra et overklassemiljø. Hos de portrætterede fornemmer man ofte en smertelig længsel mod et liv, som er udenfor rækkevidde. I det her lys får fotografierne en meget indadvendt karakter, som nærmest har en terapeutisk effekt..Diane Arbus udtrykker selv:

“I really believe there are things which nobody would see unless I photograph them”

Hendes fotografier udtrykker en længsel efter noget, der ikke kan sættes ord på, og som ikke (gen)findes ude i virkeligheden, men kun kan fanges gennem en kameralinse.