Episke fortællinger
Sommerudstilling på Fanø, hvor seks kunstnere forholder sig til “epos”.
Sommerudstilling på Fanø, hvor seks kunstnere forholder sig til “epos”.
En fortælling om helte
EPOS er et fænomen. Ordet er oldgræsk og står for en fortælling om helte og deres gerninger.
EPOS er også titlen på galleri KANTs sommerudstilling, hvor galleriet har inviteret Vibe Bredahl, Andreas Schulenburg, René Holm, Rasmus Danø, Mie Olise Kjærgaard og Jesper Palm. Kunstnere, som alle på hver deres facon har det episke og lysten til at fortælle som drivkraften til deres kunst.
Her drejer det sig om kærlighed og tab, sejre og nederlag, liv og død. Sommerudstillingen kan ses indtil 30. august.
Fakta
EPOS
18 jul 2009 30 aug 2009
Vibe Bredahl, Andreas Schulenburg, René Holm, Rasmus Danø, Mie Olise Kjærgaard, Jesper Palm
Galleri Kant - Fanø Se kort og tider
Fakta
Vibe Bredahl har tidligere deltaget i gruppeudstillingen ”Rod i naturen” i galleri KANT i 2007 og er kendt for sit arbejde med tegning, fotografi, artist books, objekter og skulptur med en motivverden bl.a. af kaniner, dukker og store elefanter i underfulde, skæve universer. Andreas Schulenburg, der er blevet kendt bl.a. for sine billeder og skulpturer, som han filter i uld, siger selv om sin kunst, at ”skabelsen af billedkunst giver mig muligheden for at skrue og dreje på de knapper, der ligger imellem at se og forstå”. René Holms ekspressive og kraftfulde malerier er kendetegnet ved naturskildringer, der ofte befolkes af rodløse og søgende kvinde- og mandsskæbner, fremmede for naturen omkring dem; de er drømmeagtige sindbilleder med ansigstløse mennesker og ugenkendelige landskaber. Han har i år modtaget statens kunstfonds arbejdslegat på 50.000 kroner. Rasmus Danø, der som ganske nyuddannet i 2002 havde en udstilling på Esbjerg Kunstmuseum, tager i sine farverige og stemningsmættede billeder favntag med ragnarok og fortabelse, dog ikke uden heltefigurers tilstedeværelse med håb om overlevelse og frelse. Han har i år modtaget statens kunstfonds arbejdslegat på 50.000 kroner. Mie Olise Kjærgaard, der i flere år har opholdt sig i og arbejdet i udlandet, kombinerer i sine dramatiske værker, bl.a. med motiver som skibsvrag og bygningsruiner, arkitektur og kunst med psykologi. Hun arbejder p.t. i USA på sin første museumsudstilling på Skive Kunstmuseum. Hun har i år modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegat på 50.000 kroner. Jesper Palms motiver fremstår som en slags iscenesatte stillbilleder med mennesker, der befinder sig i ventepositioner og undervejs; der hersker et stærkt og filmisk lys over mennesker og natur, og man fornemmer et drama, der lurer. Han har i år modtaget Statens Kunstfonds rejselegat på 10.000.