Er kulturel byudvikling bare en trend?

Superflex stod for konferencedesignet, og Jeppe Hein talte på Køge Kommunes konference om byudvikling.

Et thailandsk gadekøkken var en del af Superflex' konferencedesign. Foto: Lise Bøgh Sørensen

Superflex stod for konferencedesignet, og Jeppe Hein talte på Køge Kommunes konference om byudvikling.


info

Konferencen blev afholdt den 24.september 2008.

Konferencen samt udstillingen Art Incorporated på Køge Skitsesamling og bogen Kulturplaner – fra velfærdsplanlægning til kulturel byudvikling er et forsøg på at formidle Køge Kommunes byudviklingsprojekt Kulturel byudvikling i Danmark – og på Søndre Havn i Køge.

Art Incorporated vises
25. september 2008 - 15. februar 2009 på Kunstmuseet Køge Skitsesamling, Nørrregade 29, 4600 Køge.

Åbningstider: Tirs-søn 10-17
www.skitsesamlingen.dk


Iscenesat af Superflex
Ved ankomsten til Køge Kommunes konference om byudvikling blev man, som deltager, mødt af en udbrændt bil ved indgangen. Derefter bød søde børn fra en 4. klasse de fremmødte velkommen og spurgte høfligt, om de skulle hjælpe deltagerne af med deres jakker.

Kunstnergruppen Superflex havde sørget for flere overraskende input i løbet af dagen. Til frokost var der thailandsk gademad fra Blågårdsplads, og undervejs i konferencen kunne man se oplægsholderne stå ved Nørrebrohallens talerpult. Dagens omgivelser afspejlede det, som var temaet for dagens debat, nemlig inddragelsen af kunstnere og kunstneriske strategier i byplanlægning.

Superflex’ udbrændte bil var placeret ved indgangen til konferencen. Foto: Lise Bøgh Sørensen
Superflex’ udbrændte bil var placeret ved indgangen til konferencen. Foto: Lise Bøgh Sørensen
Nørrebrohallens talerstol og i forgrunden stole fra Fighters+Lovers. Foto: Lise Bøgh Sørensen
Nørrebrohallens talerstol og i forgrunden stole fra Fighters+Lovers. Foto: Lise Bøgh Sørensen

Med udgangspunkt i Køge
Køge vil tage del i den trend, det synes at være at skabe kulturel byudvikling, og de har sat sig for at udvikle nye metoder i denne proces. Konferencen var kulminationen på en lang arbejdsproces med kulturel transformation af Søndre Havn i Køge. Arbejdet er foretaget af en fagligt sammensat og meget kompetent gruppe, som blandt andet tæller kunstnere. Derfor var det med spænding, at KUNSTEN.NU afventede nyt om kunstens rolle i byplanlægningen. Desværre blev kunsten først rigtig bragt på banen med Jeppe Heins oplæg, som var det sidste i rækken af i øvrigt interessante oplæg.

Jeppe Hein skælder ud
Det var Jeppe Heins opgave at tale om byudvikling set fra en kunstners synspunkt. Jeppe Hein var i sit oplæg ikke imponeret over den rolle, som kunstnere får tildelt i byudviklingen. Faktisk var han vred. Det er hans erfaring at byprojekter, hvor kunstnere er inviteret med ”i øjeblikket bliver brugt som en form for politisk propaganda”.

Han oplever, at kunstnere gang på gang bliver taget med på råd, men når de endelige beslutninger bliver taget og masterplanen rullet ud, så er de kunstneriske skubbet i baggrunden. Han nævner flere projekter fra København og siger: ”Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam bruger projekterne til at vise, hvor meget de er interesserede i kultur og byudvikling, men når det kommer til stykket, skærer de selvfølgelig kulturen ned. De lover en masse, og der sker ikke ret meget.”

Eva de Klerk og Carsten Thau debatterer. Foto: Lise Bøgh Sørensen
Eva de Klerk og Carsten Thau debatterer. Foto: Lise Bøgh Sørensen
Jeppe Hein taler om kunstnerisk indblanding i byudvikling. Foto: Lise Bøgh Sørensen
Jeppe Hein taler om kunstnerisk indblanding i byudvikling. Foto: Lise Bøgh Sørensen

Manglende kunstnerisk selvkritik
Efter Heins oplæg fulgte en diskussion om, hvornår i en byudviklingsproces, det er fordelagtigt at inddrage kunstnere. Der blev selvfølgelig også stillet det obligatoriske spørgsmål: Hvad det er, en kunstner kan, som en arkitekt eller byplanlægger ikke kan? Fra et kunstfagligt synspunkt blev det desværre til en forudsigelig diskussion, hvor der manglede refleksion over de konkrete kunstneriske metoder, kunstnere tager i brug i samarbejdet med beslutningstagere. En diskussion af kunstnerisk selvkritik kunne også have været enormt interessant i denne sammenhæng.

Trendy konference, trendy byudvikling?
Dagen i Køge sluttede af med et kig indenfor på Køge Skitsesamlings nyåbnede udstilling Art Incorporated. Her kunne deltagerne få lov til at se konkrete eksempler på kunstens indblanding i det offentlige rum. Den kunstneriske indblanding i konferencen i Køge gjorde dagen anderledes med en smag af noget trendy og eksklusivt. Hvordan en lignende taktik gør sig gældende i den virkelige verden (i statens og kommunernes byudviklingsprojekter, hvor kommercielle interesser og livsstilstendenser truer med at tage styringen totalt), er et spørgsmål, der dog stadig står åbent.


Fakta

Konference

Kunsten, kulturen og den nye by


Edward Soja, Jeppe Hein, Eva de Klerk, Carsten Thau, Jens Kvorning, Henrik Reeh, Pernille Stensgaard

Fakta

Oplægsholderne var: Edward Soja (USA), professor og byplanlægger ved University of California, Los Angeles; Jeppe Hein, kunstner; Eva de Klerk (NL) kunstner og leder af projektet NDSM-værftet i Amsterdam; Carsten Thau, idehistoriker og professor ved Kunstakademiets Arkitektskole; Jens Kvorning, professor ved Kunstakademiets Arkitektskole; Henrik Reeh, lektor i moderne kultur og humanistiske bystudier ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Moderator var forfatter og journalist Pernille Stensgaard.

Køge Kommune måtte sande, at den kunstneriske indblanding kan give problemer for en offentlig institution. Superflex havde taget sig den kunstneriske frihed at placere stole fra Fighters+Lovers rundt ved konferencebordene. Dagen efter kunne man se følgende meddelelse på Køge Kommunes hjemmeside: Køge Kommuner støtter ikke Fighters+Lovers.