Er mandschauvinisme god kunst?

Det er ikke ofte, at man får mulighed for at se en så udsøgt samling af grafik, som vises på udstillingen Picasso & Kvinderne. De 87 udstillede raderinger, litografier og andre tryk giver et fantastisk indblik i en meget dygtig kunstners skiftende udtryk igennem et langt liv. De er samtidig et blik ned i helvede, hvor kvinden konstant er den, der bliver kigget på, vejet, vurderet og gjort til et villigt knald.

Urmanden og urkvinden
I de tidlige 1930’eres forfinede raderinger fra den berømte Suite Vollard kastede Pablo Ruíz Picasso sig for første gang helhjertet ned i en absolut maskulin fantasiverden. Her blev manden og kvinden gjort til arketyper. Hans rolle er at kigge på kvinden, kærtegne hende og fremstille hende som kunst. Hendes rolle var at være skøn, passiv og tilgængelig. Hun måtte også godt tilbede manden…

Hver enkelt radering er en variation over samme motiv frem til et punkt, hvor selve gentagelsen nærmest bliver en pointe. Er det sådan mænd tænker? Er det det, som kvinder ønsker?

Kuldslået formidling
Tvivlen får dog ikke plads i udstillingens formidling. I stedet anvendes en lang tradition for at forklare Picassos kunst ud fra hans personlige liv. Den trætte rutine brydes ikke i de kortfattede tekster. To af temaerne har endda navn efter de kvinder, der på det tidspunkt fyldte i hans dagligdag. ”Françoise” er navnet på en af dem, som om et personnavn er den væsentligste indgang til billedernes betydning.

En central vægtekst skelner imellem kærester, elskerinder og hustruer. Det er en gammeldags holdning, at en kvindes status er afhængig af, om der er papir på forholdet. Med så simpel formidling gentages en gammel kliché om den store mandlige kunstner, der bruger sit harem til at lave stor og sand kunst.

Voyeurisme
I 1968, ved slutningen af sit liv, skabte Picasso den voldsomme, småpornografiske serie 347 Gravures. Udstillingen gør faktisk noget ud af at fortælle om voyeurisme som et gennemgående motiv. Er denne præsentation af den tydelige betragter en selvkritik eller en forhøjelse af nydelsen? Spørgsmålet bliver aldrig ført videre eller knyttet til sammenhængen.

Fortællingen om Picasso som et særligt maskulint geni får lov at blive stående. Hvorfor skal vi se så mange kvinder med spredte ben og blottet køn? Nedgørende seksualisering er jo forbudt i reklamer. Hvorfor er det i orden på et museum?

Ned med kunstnermyten!
Selve udstillingens præmis og titel fortæller, at nogle kunstnere forbruger kvinder. Kvinder i flertal, for læg mærke til titlen, Picasso & Kvinderne. Ikke Picasso og Françoise Gilot, Marie-Thérèse Walther, Olga Picasso etc.

Disse smukke, provokerende og problematiske stykker grafik kunne sagtens sættes i en helt anden ramme. I nogle af dem virker det som om, Picasso rent faktisk var usikker på sin egen entydige machorolle. Sådan en myte burde udfordres og pilles i stykker. Det skal man bare ikke forvente af denne udstilling.