Er online-kunsthandlen en trussel mod de fysiske gallerier?

Den digitale kunsthandel er i stadig vækst, men de københavnske galleriejere er dog ikke helt enige om, hvorvidt internethandlen med kunst er en velsignelse eller en forbandelse. Men næsten alle bruger det ekstra vindue, som internettet tilbyder. Galleriet som fysisk rum er i dag kun én af de visningsmuligheder, de opererer med.

Kunst skal ses i virkeligheden, ligesom film skal ses i biografen! Oplevelsen af kunst har altid været baseret på et fysisk møde, men siden internetrevolutionen og den dermed forbundne eksplosive vækst i den globale nethandel, købes og sælges stadig mere kunst over nettet.
Er det en trussel mod de fysiske gallerier? Eller er det bare en ekstra muskel, der styrker gallerierne og genererer mere kunstinteresse og øget salg? Og hvordan med auktionshusene, der også langer mere og mere kunst ”over disken” via nettet?

Vi er dykket ned i problematikken og har spurgt en række toneangivende københavnske gallerister om de fordele og ulemper, de ser i den stigende internetbaserede kunsthandel.

Skriften på væggen

Ifølge kunstsitet Hiscox’ årsrapport steg online-kunstsalget med 8% i 2018 til 4,64 mia. dollar mod en stigning på 17% i 2017, hvor der blev omsat for 4,2 mia. dollar. De nye tal indikerer en lidt langsommere stigning. Mange læser tallene som et symptom på, at den eksplosive vækst i internethandlen ikke kan fortsætte med samme hastighed som hidtil.
Men omvendt siger man i branchen, at hvis man tror, internetkunsthandlen er ved at nå sin solnedgang, så har man ikke læst skriften på væggen: Den har endnu ikke haft sine morgener, og den er stadig kun lige ved at vågne op.

Mange platforme

Der er mange platforme, som handler med kunst på nettet: Arttrade-online.com, Larry’s List, Artnet.com, Widewalls.ch, Privateartinvestor.com, Artspace.com og mange flere – foruden en lang række auktionshuse, som handler med kunst over nettet. Derudover er det amerikanske Artsy.net og det danske Artland.com stærke spillere.

Det er i overvejende grad de to sidste digitale platforme, som de københavnske gallerier benytter, foruden Instagram, som generelt fremhæves som et godt, brugerstyret kunstformidlingssite. Artsy, der arbejder tæt sammen med det russisk ejede auktionshus Phillips, er konciperet af amerikaneren Carter Cleveland og blev officielt lanceret på Baselmessen i 2011. Gallerierne kan abonnere på Artsy, der bl.a. har specialiseret sig i at publicere online-kataloger til messerne, og som pga. et kæmpe kundekartotek kan sætte kunstsamlerne i forbindelse med gallerierne.

Så er der det danske Artland. Vi har talt med grundlæggeren Mattis Curth, der er uddannet inden for it-branchen. Han etablerede den digitale platform sammen med sin bror, fodboldspilleren Jeppe Curth, i sin studietid, da de to brødre opdagede kunstens ”magiske muligheder”, som han siger.
I begyndelsen havde han svært ved at navigere og finde information om den kunst, som optog ham, når han surfede på nettet. Det måtte der gøres noget ved. Det er to et halvt år siden, at Artland startede. I dag har platformen 20 ansatte, heraf 13 fuldtidsansatte, og 140 gallerier, som abonnerer på Artland.

Den digitale markedsplads

”Artland linker samlerne, der kan uploade deres værker og dele deres passion med andre samlere. Men en anden vigtig opgave er at repræsentere gallerierne online og hjælpe samlerne med at finde ny, spændende kunst. Artland tilbyder gallerierne en ekstra platform, og især gallerier, der ikke selv har en stærk internetprofil, kan hente hjælp hos os”, fortæller Mattis Curth, som konstaterer, at sitets 3D-optagelser er et hit blandt gallerierne. På den måde kan kunderne opleve endnu mere på nettet, og det er Artlands erfaring, at jo mere man oplever online, des større bliver interessen.

Priserne begynder i den lave ende og ender i millionklassen. Men Artland har intet at gøre med salget. Det er et online medie, som udelukkende linker folk med interesse for kunst med folk, der har kunstværker til salg.

Mattis Curth peger dog på, at det er en branche med masser af udfordringer: ”Kunst adskiller sig fra andre varer, der handles over nettet. Kunderne vil gerne have sikkerhed for deres køb, og man skal arbejde med tålmodighed. Men den nye generation er langt mere trygge ved at købe kunst online end den ældre”.

En bevægelse væk fra galleriets fysiske rum

Marie Kirkegaard har drevet galleri siden 2013 og har samarbejdet med Artland lige fra grundlæggelsen af sitet. Det er hun godt tilfreds med som et supplement til den normale kunsthandel. Hun undrer sig dog lidt over, at køberne erhverver kunst uden at have set den i virkeligheden.

”Men online-kunsthandelsportalerne er med til at udvide horisonten fra det lokale til det globale marked”, siger Marie Kirkegaard, der skønner, at kunsthandlen på sigt vil gå i den retning. ”Det danske Artland har mailkorrespondance med os, så her ved man trods alt lidt om køberne”, tilføjer hun.

Hun har også samarbejdet med Artspace, der tager 20 % af salgsprisen i kommission. Ordren tikker direkte ind hos galleriet, uden at der er nogen form for kommunikation. Når ordren er afgivet, kommer der en dag en FedEx bil og henter værkerne. Transaktionen svarer nøjagtig til, hvis man køber løbesko eller tasker over nettet. Hverken kunstnerne eller galleriet aner, hvor værkerne havner.

”Online-kunsthandlen betyder, at der sker en bevægelse væk fra galleriets fysiske rum, og det har indflydelse på mit arbejde som gallerist. ‘Galleribesøgene’ foretages i stigende grad hjemmefra. Det er her, man ser udstillinger og browser sin kunst. Køberne kan vælge et værk ud af en halv million, skabt af næsten ligeså mange forskellige kunstnere. Man trykker på en tast, og vupti har man købt det. Det sker ofte uden skelen til galleriets eller kunstnerens profil, produktion, oprindelse, nationalitet etc. Det er en udfordring, som i fremtiden nok vil at ændre den traditionelle opfattelse af galleriernes betydning”, siger Marie Kirkegaard.

Netportalerne er et ekstra vindue

Kerry Harm Nielsen, Gallery KANT, oplyser, at et sted mellem 15 og 20 % af galleriets handler går gennem netportaler som Artland, Instagram og Artsy. Sidstnævnte især i forbindelse med messerne, da Artsy er specielt stærk på messeområdet, idet man formidler kunstinfo ud, inden messerne åbner, så samlerne får et godt grundlag forud for deres messebesøg.

”Netportalerne er et ekstra vindue, især over for de mennesker, som er interesserede, men som ikke kan være til stede. Galleriet har solgt værker til samlere så langt væk som Australien, hvilket ville være utænkeligt uden internettet. Men der er ofte et længere forløb, hvor folk overvejer et evt. kunstkøb, og hvor galleriet fremsender billeder i høj opløsning. Det er i høj grad et spørgsmål om tillid, og at kunderne er trygge ved den information, som de får”.

“Kunsthandlen via internettet er stigende. Vores galleri har tidligt styrket vores profil på internettet. Eksempelvis har vi nu 18.000 følgere på instagram. Her bliver vi ofte bedt om mere materiale, og så fremsender vi digitale kataloger, som vi producerer til alle udstillinger. Derudover er instagram en uvurderlig gratis reklame for galleriet, når man som vi er relativt nye i branchen og ligger i en baggård. Vi har hver dag besøgende i galleriet, som følger os og vores aktiviteter tæt på de digitale platforme,” siger Kerry Harm Nielsen.

En uundværlig del

Nicolai Wallner er en international pioner inden for formidling af samtidskunst. Selvom han understreger, at galleriets udgangspunkt altid vil være galleriudstillingerne konstaterer også han, at tilstedeværelse online er en uundværlig del af det at drive galleri i dag:

”Kunstsamlere, museumsfolk, presse og andre interesserede bliver mere og mere åbne over for at opleve kunst og researche på online-platforme”, siger Wallner. “Hvilket er en meget stor fordel, når man holder til i vores region og ikke i de centre, som har et større antal besøgende som for eksempel Berlin, London og New York. Derfor vil jeg mene, at denne udvikling er noget, som vi kan glæde os over. Vi arbejder meget målrettet med vores tilstedeværelse på eksempelvis Artsy, Facebook, Instagram og ikke mindst vores egen hjemmeside”.

Flere danskere samlere på samtidskunst

I Nils Stærk Gallery udgør kunstsalget på de etablerede digitale platforme kun en lille del.

”Jeg mener ikke, at kunst nødvendigvis behøver at blive handlet analogt”, siger Nils Stærk. “Omvendt er det ikke noget, der er stærkt i fokus hos os, og vi bruger ikke væsentlig tid på det. Dog abonnerer vi på Artsy og har overskud på denne handelsplatform. Ellers ville vi ikke bruge den. Vi har endog solgt meget dyre værker gennem Artsy”.

Ifølge ham er internethandlen med kunst ikke hele fremtiden. Det forudsætter et analogt kendskab til kunstværket at kunne sende det videre ud i verden digitalt:

”Galleriet har et kunstfagligt beredskab, som er nødvendigt, når det drejer sig om kunst. Samlerne sætter generelt pris på den faglige service, der følger med køb i de fysiske gallerier.”

Og så konstaterer han, at det danske marked for samtidskunst nærmest er eksploderet i de seneste 10-15 år. Før i tiden var størsteparten af galleriets handler baseret på udenlandske samlere, nu er det primært danskere, der investerer i samtidskunst.

Kunst er umulig at vise på nettet

Det er kun få gallerier, der melder helt fra over for online-kunsthandlen. Et af dem er Galleri Susanne Ottesen, der mener, at man ikke yder kunsten retfærdighed på en skærm, da det er langt fra al kunst, der egner sig til at blive solgt over nettet. Nogle værker skal opleves live:

”De fordrer et fysisk møde, hvor publikum og de potentielle købere skal stå over for værkerne for at opleve de mange nuancer i materialet, dimensionerne, farverne m.v., som ikke kan gengives på et fotografi, ligegyldigt hvor høj opløsningen er”, siger Susanne Ottesen. ”Visse kunstneriske medier er selvfølgelig egnet til at blive formidlet digitalt, som for eksempel netkunsten, der jo i sagens natur er produceret direkte til og ved hjælp af netmediet, og det gælder også fotografi, video og grafik. Tredimensionel kunst og en del maleri er derimod ofte umuligt at introducere via nettet, hvor man ingen chance har for at fornemme værkernes fysiske sider”.

Susanne Ottesen vil altid forsøge at få potentielle købere til at møde op i galleriet i Gothersgade. Hun tror på den fysiske oplevelse af værkerne, og at det også kan være fint, hvis det møde sker sammen med andre mennesker med den samme interesse.

For meget fokus på pengene

Bo Bjerggaard er en anden gallerist, der følger kritisk og vågent med i udviklingen inden for den digitale kunsthandel. Han fortæller, at Galleri Bo Bjerggaard samarbejder med flere online-salgsportaler for kunst.

”Handlen med kunst over nettet er stærkt stigende, hvilket ikke kun skyldes netportalernes udvikling. Det er en generel tendens, som finder sted over hele verden, hvor internethandlen er stigende. Der er mange fordele ved at handle online, men også store ulemper. Når det drejer sig om kunstværker, så burde deres iboende kvaliteter være vigtigere end investeringen – der er for meget fokus på det pekuniære i internethandlen med kunst. Det er en uheldig glidebane”, siger Bo Bjerggaard.

Auktionshusene er en trussel

Bo Bjerggaard har tænkt videre over onlinehandlens økonomiske fødekæde og dens påvirkning af kunstsalget generelt. Der er en fare for, at den datafangst, som de netbaserede kunsthandelsportaler har opnået, i fremtiden vil blive brugt som grundlag for internetauktionerne, mener han:

”Stille og roligt bliver online-kunsthandlen transformeret til en kampagne for auktionshusene, der kun har ét eneste mål: At kapitalisere på kunsten ved at få køber og sælger til at mødes uden ansvar og uden relation til den enkelte kunstner eller dennes gallerist. Der er mange, der ikke forstår relationen mellem en gallerist og en kunstner, men det bør være klart, at hvis man ønsker at danne sig et overblik over de værker, der er til rådighed, og som kommer direkte fra kunstnerens atelier uden fordyrende mellemled, så må man henvende sig til kunstnerens gallerist. Når en kunde køber et værk i et galleri, køber vedkommende det jo af kunstneren, og der er derfor tale om et primærmarked. Mens auktionshusene og kunsthandlerne udelukkende er deltagende i det sekundære marked”, konstaterer Bo Bjerggaard.

“Det er en kendsgerning, at de store auktionshuse presser de store gallerier, når vi taler om det internationale kunstmarked”, mener Bjerggaard videre. “Hvilket igen betyder, at de store gallerier går efter de mest succesfulde kunstnere i de mellemstore gallerier. Det betyder naturligvis, at de bliver presset. Det er nok dem, der kommer mest i klemme”, vurderer Bo Bjerggaard.

”Lige nu tales der meget om, at de persondataregler, som bankerne er underlagt, også skal gælde kunstverdenen”, fortsætter Bo Bjerggaard. “De direkte konsekvenser kendes ikke, men processen med at kontrollere kundens identitet og opbevare dokumentation herfor vil i sig selv være omstændelig og temmelig kostbar. Spørgsmålet er, om det på sigt vil få de seriøse kunstsamlere til at vende tilbage til den analoge kunsthandel, hvor man ser værket i virkeligheden, inden man erhverver det”?

På trods af forskelle i holdninger, er der altså stort set enighed i den københavnske galleribranche om, at den øgede digitale eksponering er en udvikling, man kan ikke kan lukke øjnene for.
Men lige så bred er enigheden om, at kunstoplevelsen på internettet ikke kan stå alene.
For kunst skal – også – ses i virkeligheden.