Erindringens krop

Incision #2 i projektrummet Itinerant_sends_for_itinerant illustrerer, at kunsten sjældent træder stier foran os, men snarere agerer i rummet bag os: i erindringens og i efter-tænksomhedens rum. Yvette Brackman, Ismar Cirkinagic, Kajsa Dahlberg, Tamar Guimaraes og Tejpal S. Ajji forsøger at udtrykke et nu, der placerer sig i skæringen mellem historien vi bygger på og de forestillinger vi navigerer efter som individer, som sansende og reflekterende krop.

For en gang skyld rammer formidlingen ikke ved siden af:

“It’s an exhibition about how silenced memories and secreted histories insist on our attention by leaving traces, however fragmented or obscured. Perhaps their spectral presence asks not only for someone to restore the past but also to correct the future? And perhaps in the gap between the unuttered and the not yet said, new stories may be told which push the boundaries of where and how we delineate ourselves?”

Symbolikkens magt
Dette eftertænksomhedens rum er også et rum, hvor følelser er stærke, sociale, etiske, kritiske og ikke mindst bundet til billeder, fortællinger og objekter, der har fået symbolsk betydning for de implicerede – ofte stor betydning. Det er alvorligt, det der udspiller sig på Borups Allé.

Det er her kunsten har en markant rolle at spille, både som formidler af disse billeder og fortællinger, men også som udfordrer af netop disse forestillinger og den symbolik billederne og fortællingerne har opnået i vor bevidsthed gennem tiden.

Fortælling som krop
Tejpal S. Ajji agerer som den eneste af kunstnerne i dette ‘mellemrum’ med ganske vag overbevisning.

I et kort videoloop, med titlen Papaji, indtager en performer en overdækket terrasse med et indrammet portræt foran ansigtet, danser målløst rundt mellem stole og borde, imens en anden mand med diverse gøremål trisser rundt i baggrunden.

Vi får at vide, at det er et familieoverhoved der iscenesættes, men intention og reformulering synes absolut upersonlig og uklar.

Yvette Brackman, der er bosiddende i Danmark og har en polsk-russisk baggrund, indtager samme kropsligt baserede og performative rum, hvor hendes mor, Rita Lipson, leverer barndomserindringer fra hendes oplevelser under Stalin. Imens udspørger og agerer datteren visuel fortolker med objekter, der illustrerer en kunstners mere abstrakte søgen efter identitetens holdepunkter.

Man mærker en indforstået intimitet mellem de to, og de diskrete dramatiseringer og objekter skaber en udtryksfuld, sårbar og undersøgende men også hullet fortolkning mellem to generationer.

Historie som tekst
To værker på udstillingen træder ind i et tekstligt univers med to forskellige afsæt: et historisk, antropologisk afsæt med Tamar Guimaraes (Listed Entries on Jan Leton Born 1771? in the West Indies Died 1827 in Skagen fra 2006) og et historisk, skønlitterært afsæt i A Room of One’s Own/A Thousand Libraries (2006) af Kajsa Dahlberg.

Det, der forener disse to værker er også, at de begge handler om repræsentation.

Hos Dahlberg er det kvindens repræsentation i litteraturen set gennem først Virgina Woolf, så forfatterens alter-ego Mary Beton og dernæst samtlige noter lavet af svenske læsere af A Room of One’s Own fra 1929 (på svensk fra 1958).

Et kollektivt vidnesbyrd om betydning af et kontroversielt værk i et halvt århundrede samlet i ét værk. Thank you mam’!

Hos Guimaraes drejer repræsentationen sig om ‘Jan Leton’, der blev født i 1771.

Via mundtlige og nedskrevne kilder fra 1827 til 2006 undersøger kunstneren den hullede repræsentation, der skabes i de store tidsspænd, hvor Jan Leton er en sort, slave, der bliver foræret til en foged i Skagen, men for hvert årti ændrer fortællingen sig om Letons skæbne.

Ja, selv oprindelsen ændrer sig.

Og imens Leton var den eneste sorte slave i Danmark i 1956, så var han blot én blandt mange i 2003.

Det ytrende objekt
Erindringen som reelt arvæv bliver direkte italesat med Ismar Cirkinagic’s Clothing (2003-2005), hvor erindringen ikke er fjern, men smertelig nær – uden på huden faktisk.

Cirkinagic udstillede allerede til sin afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006 en række billeder fra massegrave i sit hjemland, Bosnien-Herzegovina, med beplantning og tøj fra disse grave. Og det tøj, som kunstneren bar, da han ankom til Danmark i starten af 90’erne har indgået i flere udstillinger.

Det er altså et ret anvendt greb, men i denne sammenhæng også, et effektivt værk, der desværre kun udfolder sig som billeder af tøj i udstillingen.

Den fotografiske afstand til tøjet fra massegravene gør værket noget svagere, men understreger samtidig den afstand, som kunsten aldrig kan overskride fuldstændig:

Vi vil måske kunne følelsesmæssigt relatere til historien i mødet med kunsten, objektet, det blodige, beskidte og voldeligt afrevne tøj, men aldrig ‘forstå’ den smerte de reelt er efterladenskaber fra.

I det mellemrum er kunsten dog et effektivt redskab, eller krop, til at komme nærmere…