Eske Kath: “Vores landskab er blevet abstrakt, meget, meget vidtstrakt og svært at rumme”

“Vi skal alle forholde os til, hvad der foregår overalt på kloden, for klimakrisen er ikke lokal”, fortæller Eske Kath i dette interview. Derfor handler hans malerier om at kunne rumme det store, abstrakte landskab og rumme de voldsomme forandringer, der sker netop nu.

Eske Kath deltager i kunsten.nus sceneprogram på Art Herning 27-29 januar: “Kunsten at være med naturen”. Læs mere om sceneprogrammet her.

“For nogle år tilbage malede jeg ofte naturkatastrofer, men for mig var det ikke konkrete katastrofer. De var primært ment som symboler for noget, der foregik indeni – altså en slags indre landskaber eller tilstande, der var i oprør”.

Eske Kath befinder sig i sit atelier. Jeg har fanget ham på videolink. Bag ham er han igang med et større værk med landskabsmotiver malet på flader formet som cirkler, kvadrater og trekanter.

Eske Kath har altid malet landskaber, men uden at han egentlig har været særligt opmærksom på, at det var det han gjorde, og det er først nu, at han er begyndt at tale om sig selv som landskabsmaler. Den ‘indrømmelse’ har givet ham en frihed og mulighed for at spørge til, hvad det vil sige at være nutidig landskabsmaler – hvad der gør genren relevant i dag?

Katastrofemaleren

Hans billedverden var tidligere fyldt med brande, eksplosioner, tornadoer, tsunamier og vulkanudbrud. De små kubeformede parcelhuse tiltede rundt i billederne, men de kaotiske motiver blev dog altid – og gør det til stadighed – udtrykt gennem forenklede former, klar ornamentik og flader i lysende og klare farver. Ingen ekspressiv gestik og vildskab. Det er Kaths signatur.

Disse tidlige billeder blev ofte læst med den tiltagende klimakrise som bagtæppe, og Kath fik tidligt prædikatet ‘katastrofemaleren’. Men Ifølge kunstneren selv forholder hans nyere billeder sig faktisk mere direkte til den nuværende klimakrise og hele den prekære situation, vi befinder os i.

Og, ja, katastroferne lurer stadig i hans nyere billeder, hvor landskaberne er fragmenterede og i opløsning, hvor bølgeformer og horizontlinier løber dynamisk og omstyrtende over billedfladerne, hvor træer bøjes og vrides, og hvor store rødglødende sole stråler om kap med tvivlen om, hvorvidt disse himmellegemer er livgivende eller dødbringende.

Men der er samtidig noget både sart, atmosfærisk og uhåndgribeligt over billederne.

Mere interesseret i hvad det gør ved os

“Jeg har altid været optaget af og bekymret for klimaforandringerne. Vi har længe vidst, at vi har et usundt forhold til den natur og den verden, vi er i, og måske skal vi have røven i vandskorpen, før vi finder ud af, at leve med naturen i stedet for at leve imod den”.

“Men jeg har en følelse af, at hvis man skal tale om den situation, vi som menneskehed befinder os i nu med hele krisen omkring klima og biodiversitet, så bliver man også nødt til at tale om den følelse af uhåndgribelighed, der følger med”.

Eske Kath har derfor ikke længere behov for at male huse, der bliver oversvømmet af brølende vandmasser. Som han siger: “Vi kender jo allesammen konsekvenserne af vores nuværende omgang med naturen”.

“I mit arbejde er jeg egentlig mere interesseret i, hvad det gør ved os at se en kommende katastrofe i øjnene. I fastholdelsen af håbet. I tvivlen.”

“Det er jo meget abstrakte tanker, og det er sådan, at jo mere mine værker forholder sig til den reelle katastrofe, vi ser for os, jo mere abstrakte bliver de. Jeg ønsker, de skal indeholde den uhåndgribelighed og den abstraktion, der ligger i følelsen af de her ting. Og derfor opløser indholdet sig egentlig mere, end det fortætter sig i mine billeder”.

“Som mennesker har vi det mål at nå hen et sted, hvor vi igen er i sikkerhed, men hvor er det? Tanken om, at vi kan fortsætte med at leve, som vi gør nu, bare vi omlægger vores måde at lave energi på, er jo en illusion. Det er der rigtig mange grunde til, at vi ikke kan. Så hvor skal vi hen, og hvad kan vi holde fast i? Der er en følelse af, at alt er fragmenteret og oppe at vende i luften”.

Den fundamentale usikkerhed

Men på en måde handler det heller ikke kun om den alt for aktuelle klimakrise i Kaths billeder, men også om en mere generel usikkerhed. Kath er interesseret i kvantefysikken, som netop opererer med en fundamental usikkerhed.

“Min interesse for kvantefysik fortæller mig, at det hele er usikkert, og at hvad vi oplever som virkeligheden måske ikke eksisterer, og at det faste grundlag er en illusion. Da jeg boede i Los Angeles oplevede jeg et jordskælv, og jeg kan huske følelsen af, at jeg ikke vidste, hvad der var op og ned. Følelsen af at stå sikkert på jorden var væk et øjeblik”.

“Kvantefysikken viser jo, at virkeligheden er meget abstrakt. Men ligesom jeg uden videre kan acceptere en abstraktion, når jeg står overfor et maleri, synes det naturligt for mig at acceptere, at virkeligheden også er abstrakt”.

“Abstraktionen er maleriets store force. Det første man gør, når man står overfor et maleri, er at acceptere sproget. Man accepterer simpelthen abstraktionen. Og eftersom så meget i virkelighedens verden og alt det, vi skal forholde os til, også synes abstrakt, er det for mig en enorm befrielse at forholde sig til det uhåndgribelige i et sprog, hvor netop abstraktionen er godtaget som en selvfølgelighed”.

Maleriet har en styrke, som ikke ret meget andet har

Eske Kath har på den måde fået en nyfunden påskønnelse af maleriet. Da han gik på kunstakademiet, florerede den tilbagevendende ‘maleriet-er-dødt-opfattelse’ i bedste velgående, men for Kath er det netop det forhold, at maleriet er gammelt og gennemtærsket, der giver det en styrke “som ikke ret meget andet har”.

“Jeg opfatter det som et stort privilegium igennem maleriet og kunsten at kunne skabe noget konkret ud af al den ellers så uhåndgribelige angst og usikkerhed, som bygges op, fordi verden ser ud, som den gør nu. Fordi der i kunsten ikke er en forventning om, at man skal give et konkret svar. Kunsten er så at sige at vandre rundt om den varme grød. Grøden, eller kernen i sig selv, er ikke det kunstnerisk interessante. Det er dansen rundt om den, som skaber det næste værk”.

“Jeg får også meget forskellige reaktioner på mine værker. Fordi de ikke kommer med konkrete budskaber eller svar på noget som helst, og fordi de udspringer af en abstrakt følelse af usikkerhed, reagerer folk i forlængelse af, hvor de selv er. Det kan jeg rigtig godt lide. Da jeg lavede min store udstilling Den Fundamentale Usikkerhed på Trapholt i 2019, var der nogle, der gik opløftede fra udstillingen, mens andre syntes, den var uhyggelig.

Kan man sige, at dine værker forholder sig til det mentale og følelsesmæssige udfordring i at leve i vores tid, hvor vi for første gang i verdenshistorien står med den muligheden for at opløse vores eget livsgrundlag?

“Lige præcis. Det er det, som er motivationen fra min side. Jeg synes da, at det er bekræftende, når nogen også oplever værkerne sådan. Men jeg synes også, at det er ok, når nogle siger, at det, jeg laver, primært bare er smukt eller noget helt andet. Styrken ved abstraktionen er, at aflæsningen af værket forbliver åben og lever med den enkelte ”.

Mange vil sige at dine billeder netop er smukke og æstetiske. Hvad tænker du om det, set i lyset af at de er blevet til på en dyster baggrund?

“Spændingen opstår helt grundlæggende i kontrasterne. Og jeg kan godt lide tanken om at blive forført af noget, som så lige pludselig vil mig noget, jeg måske ikke så komme. I det smukke ligger der for mig at se også en accept af, at det er sådan her, det er. Det er her, vi står. Verden er som, den er. Jeg tænker, mine billeder indbyder til at være med det kontrastfulde, at være i usikkerheden”.

Et landskab i en cirkel, en trekant, et kvadrat

Det kontrastfulde præger også den række af malerier, kunstneren har arbejdet med de seneste år. Han kalder dem for Contained Landscapes, som kan betyde to ting: Dels at kunne rumme et landskab i sin mentale forestillingsevne, og dels helt konkret at kunne inddæmme et landskab.

“Jeg har lavet landskabsbilleder i formater, som er meget ulig normalen indenfor genren, hvor jeg har tvunget landskaber ind i trekanter, kvadrater og cirkler – grundformer der står som symboler på at have styr på tingene”.

“Jeg forsøger at tage de store tanker om uvisheden, vi lever i lige nu og så presse dem ind i formater, hvor der er styr på det. Jeg tror, det er et grundlæggende menneskeligt behov at ville kontrollere og have styr på tingene. Det er også en af grundene til, at det går så dårligt – vores tro på, at vi kan kontrollere alting”.

Landskabsmaler anno 2023

Det klassiske landskabsmaleri bygger på ideen om, at kunstneren tager sit staffeli med ud og maler det lokale landskab. Eske Kaths landskabsbilleder er derimod altid skabt i atelieret – inde i hovedet så at sige – og han tænker, at det passer til nutidige situation, hvor vi ikke alene skal forholde os til vores nære omgivelser, men desuden til et globalt landskab. På den måde er Eske Kath blevet en moderne landskabsmaler anno 2023:

“Vi skal alle forholde os til, hvad der foregår på polerne og i Kina på den anden side af jorden, for klimakrisen er netop ikke lokal. Vores landskab er blevet abstrakt, meget, meget stort og svært at rumme. Derfor er mine malerier kommet til at handle om netop at kunne rumme dette store, abstrakte landskab og rumme de voldsomme forandringer, der sker netop nu”.