Eske Kath

Eske Kaths værker forsøger at skabe orden i en ukontrollerbar verden og frisætte potentialet i rædselsscenarierne.

Kunstner

Om
Eske Kath er født 1975 i Haderslev. han er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1997-2003. Bor og arbejder i New York.

Primær medier
Maleri


Eske Kaths primære fokus er på maleriet, hvor ornamenter og afgrænsede farveflader i kraftige farver dominerer. Typehuset har i lang tid fungeret som ’stand in’ for det enkelte menneske i Eske Kaths værker. Husene er i relation til hinanden og naturen, men virker alligevel ensomme i de kaotiske landskaber, der omslutter dem.

Som beskuer overvældes man af motivets udstråling, der virker dragende og frygtindgydende på samme tid. Man fornemmer, at her er noget på spil, og på trods af værkets titel kan man komme i tvivl, om solen er ved at stå op, eller den er på vej til at gå ned. 

Naturen bliver i Eske Kaths seneste arbejder et fænomen, som forenkles og forstærkes via motivets kraftige farver og ikonografi og samspillet med typehusenes på en gang skrøbelige og unedbrydelige skaller. Samtidig henvises via tavlen og de skitserede regelsæt til en naturvidenskabelig ramme – en præmis, som refererer til de regler, vi stiller op i forsøget på at forstå verden.