Et billede, en visuel effekt eller et naturfænomen?

Ulrik Heltofts udstilling på Overgaden er en sindrig sag, hvor løsrevne billeder som fragmenter af en ukendt film sender beskueren rundt i tilsyneladende tilfældige stykker af virkeligheden. Det hele er insisterende stilfærdigt i små fotografier og diasprojektioner – og måske en kende for utilgængeligt. Men med tålmodigheden på rette sted giver Heltofts billedbehandling en nuanceret undersøgelse af, hvad et billede måtte være.Ligesom den lange, underlige og urovækkende titel THIS LITTLE PIGGY LOST ITS LIFE / THIS LITTLE PIGGY LOST ITS MIND / THIS LITTLE PIGGY LOST ITS FAITH / THIS LITTLE PIGGY WENT UNSCATHED er Ulrik Heltofts udstilling svær at typebestemme.

Det er ikke en traditionel fotoudstilling, selvom en del af de udstillede værker er flotte fotografier udstillet i præsentable passepartouts. Der er heller ikke tale om en tidsbaseret medie-udstilling eller nogen rumlig totalinstallation. Bag de overmalede vinduer i Overgadens underetage er indtrykket afdæmpet, med sort-hvid som den dominerende udstråling og snurrende diasprojektorer som baggrundslys.

Begynder man at se nærmere på billederne, er der gode betingelser for at føle sig tabt bag forståelsens vogn. Nogle er rent naturgengivende som en sort nattehimmel med stjerner, set fra et højt punkt, liggende på ryggen, som billedteksten siger, eller en serie af fire gamle egetræer på forskellige årstider, forskellige steder.

Andre billeder er som løsrevne scener fra en ukendt film, med udklædte personer i situationer som en mand, der studerer gamle kort, Dickens-karakteren Ebenezer Scrooge, eller en person, der i et bjerglandskab lytter efter et ekko.

Traditionelle sammenhænge og orienteringspunkter er omhyggeligt skraveret væk eller står som isolerede stykker af information, ligesom de omhyggeligt beskrivende titler på hvert værk (som dog kun er på engelsk eller endda fransk, hvilket ikke ligefrem er nogen udstrakt hånd til det almene publikum).

Hvad er det, vi ser?

For at få udbytte af udstillingen anbefales man absolut at tage sig tid til at læse det ledsagende essay skrevet af kunsthistoriker Niels Henriksen. Hvis man er klar på referencer til franske digt-romaner og kritisk billedteori, åbenbares noget, der ligner et interessant bagvedliggende koncept. Det handler om, hvordan billeder overhovedet bliver til og den betydning, vi tillægger dem som, ja, billeder af noget.

Et egnet udgangspunkt for udstillingens billedbehandlende refleksion er den store gengivelse af en rund, mønstret form på endevæggen i det første rum. Det er ikke et rigtigt fotografi, men en projektion af skyggen af et stykke knyttet sølvtråd, som hænger inde i projektoren. Så er det et billede, en visuel effekt eller et simpelt naturfænomen? Og så behøver vi ikke engang snakke hulelignelse, skyggebilleder og skinvirkeligheder.

Tilsvarende kan man opfatte, at udstillingen når sin afslutning med to serier af diasprojektioner, der viser stjerneskyer og kosmiske tåger – eller er det bare urenheder på et film-negativ?

Forvirrende titel på fascinerende udstilling

I sådan en udveksling mellem det, vi tror vi kender, og noget, som er noget helt andet, er der meget at tænke over, og udstillingens billeder kan faktisk brænde sig ind på nethinden. De er faktisk forførende gode fotografier, samtidigt med at vi bør være i tvivl om, hvilken slags billeder, det faktisk er.

Titlen står tilbage som lidt for uforklaret, ligesom en påstået opbygning omkring fire ”arbejdssituationer” blæser noget i vinden i forhold til, hvad man ser.

Faktisk kunne et mere inciterende forløb og måske et mere rundhåndet udvalg af billeder have være velkomment, da der faktisk er en del af komme efter, både for øje og sind.