Kulturministeren og Folketingets partier har fordelt midler til det kulturelle område, hvor samtidskunsten fylder sammen med projekter, som tilgodeser især børn og folkelig kultur.
På det årlige såkaldte aktstykke, i daglig tale 'Kulturens Finanslov', hvor Folketingets partier sammen med kulturministeren tildeler direkte støtte til kulturlivet, er Art Matter blandt de nye modtagere på årets kulturelle aktstykke.
Om årets tildelinger udtaler kulturminister Jakob Engel-Schmidt:
"Sidste år udgav vi den første kulturpolitiske redegørelse i mere end 25 år. Den viste, at en gruppe på tre ud af ti danskere kun bruger kulturen i mindre grad. Derfor har jeg med kulturens egen finanslov i år været optaget af at indfri min politiske ambition om at få kulturen ud til flere og få nye grupper med."
Det er blot to måneder siden, vi lancerede Art Matter, og det er en kæmpe anerkendelse, at kulturministeren og Folketingets partier har besluttet at støtte vores arbejde fremover
Jan Falk Borup
Direktør for Art Matter Jan Falk Borup er "jublende glad! Det er blot to måneder siden, vi lancerede Art Matter, og det er en kæmpe anerkendelse, at kulturministeren og Folketingets partier har besluttet at støtte vores arbejde fremover."
"Vi er især taknemmelige for, at Venstres kulturordfører Jan E. Jørgensen har været med til at bære vores projekt helt ind i Folketinget . Det viser, hvor afgørende en kulturpolitisk dagsorden i Folketinget er for vores demokrati," uddyber Jan Falk Borup.
Art Matter har søgt midler til igangsættelse af et nyt festivalkoncept, Art Matter Lokal, som muliggør at sætte samtidskunsten på dagsordenen uden for de større byer.
På billedkunstrådet har også kunsthallerne Copenhagen Contemporary, Den Frie Udstillingsbygning og Gl. Holtegaard modtaget støtte. Sidstnævnte står i en kritisk situation i forhold til videreførsel af kunsthallenes eksistens, og tildelingen af støtte fra årets kulturelle aktstykke må ses som et vink med en vognstang fra kulturministeren og Folketingets partier.