Et dybt personligt farvel til det menneskelige

I Samara Sallams This Is Why We Cried på Museet for Samtidskunst møder den statsløse flygtning en ikke så fjern fremtids AI-robotter. Trods et interessant tematisk afsæt og originale komponenter bevæger udstillingen dog ikke den menneskelige besøgende nok.

Man kan med lige vægt se Samara Sallams udstilling This Is Why We Cried som meget personlig og som et personlighedsopløsende farvel til den menneskelige person. Udstillingen peger et sted hen, hvor kunstigt intelligente robotter ikke bare kan gøre og være som mennesker, men også har lovmæssig status med ID og statsborgerskab, og, hvem ved, en interesse i kunst og udstillingsbesøg.

AI-robotter har pas, mens mennesker er statsløse

En AI-robot med navnet Sophia har allerede i 2017 fået statsborgerskab og lovgyldigt pas i Saudi-Arabien. Imens har mange mennesker status som ”statsløse”, hvilket har været Sallams oplevelse med hendes palæstinensiske baggrund og et liv som flygtning.

Det er udstillingens afsæt og omdrejningspunkt. At der er en form for parallel mellem den udsatte status som flygtning med et gråt og ofte ugyldiggjort pas som ”statsløs” og det kunstigt frembragte teknologiske liv, som det vil forme sig i fremtiden. Måske det er mest præcist at sige, at Sallam rækker ud efter fremtidens AI-eksistenser og forsøger at oversætte sin oplevelse til dem med håb om forståelse.

Se også: Billedserie: Samara Sallam: This Is Why We Cried – Museet for Samtidskunst

Dette er en original, men også ret krævende præmis for udstillingen. Og det er min oplevelse, at dette afsæt sine steder løfter udstillingen til at blive rigtig interessant, men også rammer den som en boomerang, når det bliver for svært at følge argumentationen og relatere til den oplevelse, man faktisk har i udstillingen.

Rullende hoveder

Det hele udspiller sig i tre små rum i Samtidskunstmuseeets overetage. Det er velkomment tiltag, at man ved indgangen kan finde en introduktionsvideo af udstillingens kurator, der giver en hjælpende hånd til forståelsen af det hele.

For det er ellers ret forskellige ting, der foregår i udstillingen. I det første rum står en gruppe metalstøtter med organ-agtige former, som om en krop er sprættet op og på middelalderlig vis er sat på hjul og stejle.

Den makabre tone forstærkes i en række fodboldstore kugler, der ligger spredt i rummet. Ved nærmere eftersyn viser disse sig nemlig at have ganske menneskelige træk som afstøbninger af kunstnerens hoved og med tekstur og tyngde som rullende menneskehoved. Som en gimmick er man velkommen til at samle disse hoveder op og flytte dem rundt i udstillingen.

Dette anskueliggør nok den splittede krop, og hvordan dens dele kan eftergøres og sættes sammen på ny.

Ud i krypterede former

Fra dette ret direkte udtryk bevæger udstillingen sig i de to tilstødende rum ind i mere krypterede former. Til den ene side kommer man ind i et rum, hvor det eneste element af tekstlig art – en grafisk opsat tekst, der som halvt digt i fri form og halvt brev med udtryk for følelser i forskellige situationer – er Sallams henvendelse til en læser med kunstig intelligens. Er vi her ude i det personlige eller det personlighedsopløste? Det er en interessant problemstilling og ikke ren fremtidsmusik.

Jeg finder dog formen for abstrakt og svært tilgængelig i den tekst, jeg læser. Det er også lidt uklart, hvordan jeg som menneskelig besøgende skal agere, ud over at læse igennem teksterne. Det havde været sjovere og gjort problemstillingen mere nærværende, hvis jeg kunne interagere mere med værket – eller at dette mere aktivt gjorde noget ved mig.

Rummet til den anden side er helt mørkt, mens der til stadighed lyder en særpræget ensformig musik, som klimpren på en form for strengeinstrument.
Her finder vi en række ret forskellige komponenter fordelt – skulpturelle former, et tekstværk og en lydside. Denne lyd er egentlig en binær kode af en længere tekst, som Sallam igen har skrevet til robot-læseren.

Så vi kan her naturligt nok ikke forstå meddelelsen, men bare høre dens materialitet, mens man også famler rundt i mørket. Efterfølgende kan man læse teksten i et handout, der ledsager udstillingen. Igen udleverer Sallam personlige oplevelser ved at være statsløst udsat med følgende traumer og voldsomme følelser. Og igen synes jeg, at formen er uhensigtsmæssig kryptisk og langstrakt.

Helhedsoplevelsen er derfor, at det tematiske afsæt er rigtig spændende og sagtens kunne fremkalde en vedkommende og fængende udstilling på kanten af det menneskelige.

Den oplevelse, udstillingen giver, er dog lovlig kryptisk i sin tale, fragmenteret i sit udtryk, og måtte gerne i højere grad aktivere den besøgende, enten i den udsattes rolle eller som den, der har kontrollen.