Et kærligt skub på tre millioner
Udstillingsprisen Vision giver tre millioner kroner til den gode udstilling. Det skal få drømmene i gang og skabe debat om den gode udstilling.

Udstillingsprisen Vision giver tre millioner kroner til den gode udstilling. Det skal få drømmene i gang og skabe debat om den gode udstilling.
info
Bikubenfonden lancerer i år Udstillingsprisen Vision, som indbyder museer og udstillingssteder inden for det kunst- og kulturhistoriske felt til at deltage i konkurrencen om at få realiseret et visionært og nyskabende udstillingskoncept. Prisvinderen modtager 3 mio. kr. til realisering af udstillingen. Der er ansøgningsfrist den 19. december 2014 og vinderen annonceres sidst i januar 2015.
Derfor tænkes der nok på livet løs over den gode udstilling landet rundt i disse dage – og det er netop meningen med prisen.
”Med Udstillingsprisen Vision vil vi hylde udstillingen – og give et kærligt skub i forhold til det potentiale, der ligger. Vi ved jo, at man som oftest er styret af en række krav og bindinger som publikumsantal, økonomi og strategier, alle mulige barrierer for at tænke nyt.
Tre millioner er en tilskyndelse til at åbne låget og tænke: Hvis jeg virkelig skulle drømme om den mest epokegørende, visionære måde at formidle på, hvilken udstilling kunne det så blive?”, siger Mette Marcus, der er kunsthistoriker og projektchef for fondens arbejde inden for kunst og kultur.
Nytænkning af en succes
En væsentlig del af dette arbejde for at styrke kunst og kultur i Danmark har været Bikubenfondens Museumspriser, som fonden har uddelt igennem ti år, men som nu erstattes af den nye pris. Her belønnede fonden museer, der i en årrække havde ydet en stor indsats i arbejdet med de museale kerneopgaver, mens den nye pris gives til en konkret udstillingsidé, der først skal realiseres. Udstillingsprisen Vision skal også nå ud over de traditionelle museer og inkludere kunsthaller og udstillinger i det offentlige rum.
”Museer har ikke længere patent på at lave den gode udstilling. Det gør kunsthallerne også, og andre frie grupper. Tingene står ikke stille og derfor er det lidt utidssvarende at have en pris, der kun forholder sig til museer.
Selvom vi har været glade for Bikubenfondens Museumspriser og mener, at den prisuddeling var en succes, har vi valgt at nytænke den. Det er sket i dialog med branchen, og her har der generelt været stor opbakning til at fokusere på udstillingen som medie. Det kan normalt være svært at få støtte til det nye og den udstilling, der bare er en god idé”, siger Marcus.
En hyldest til udstillingen
”Vi støtter udstillingen, fordi vi mener, at den faktisk er et rigtig godt formidlingsformat. Man taler jo meget om formidling, forstået som tekst på væggen eller en app. Ikke fordi disse formidlingsgreb ikke er vigtige, men udstillinger har et særligt potentiale i forhold til at formidle kunst og kulturhistorien. Man skal være til stede, man skal være i rummet, og man skal opleve med alle sine sanser. Det kan en udstilling. Og det er det format, som vi hylder med den nye pris.
Vores ønske er at sætte fokus på udstillingen som format. Ikke nødvendigvis som den største publikumsbasker eller det mest crazy eksperiment, men gennem den mest visionære idé for den gode udstilling.”
Ifølge fondens opslag kan både kunst- og kulturhistoriske museer, kunsthaller, ikke-kommercielle udstillingssteder og festivaler i det offentlige rum deltage og byde ind med forslag, som dog skal være realiserbare.
Et eksperiment, der skal skabe debat
”Udfordringen er, at vi har valgt ikke at sætte nogen kriterier. Vi mener ikke, at man kan være nytænkende, hvis man på forhånd har en masse begrænsninger. Og så vil vi netop åbne feltet for alle realiserbare projekter.
Vi har sammensat et ret bredt panel af en jury, som gerne skulle tage højde for det. Der er mange fagligheder med: en kunstkritiker, en pensioneret museumsmand, en arkitekt og en designer. Der er således ingen ansatte på et museum, og det er vigtigt med denne objektivitet. Man skal kunne præsentere sine idéer i fuld fortrolighed, og kun vinderprojektet bliver offentliggjort.”
At give en pris til en ny idé er et eksperiment, som man ikke ved, hvordan kommer til at forløbe. Derfor er et formål med prisen også at skabe debat, fremfor at satse på den sikre succes.
”Udvikling sker ved at tænke nyt. Ved at bakke op om det, satser vi mere. Det kan være at det, som på papiret tager sig fantastisk ud, viser sig ikke at være det, men så har vi været med til at prøve noget af, som kan skabe en debat: Hvad er en god udstilling?
Det er Bikubenfondens overordnede vision at bidrage til at højne niveauet af kunst og kultur i Danmark. Hvordan højner vi kvaliteten? Det gør vi ved at invitere udstillingsstederne til at bryde med vanetænkningen.”
Resultatet bliver præsenteret til januar, når den første vinder af Udstillingsprisen Vision og de tre millioner offentliggøres.
Se mere om Udstillingsprisen Vision her.
Fakta
Pris
Udstillingsprisen Vision
Fakta
Udstillingsprisen Vision uddeles én gang om året.
Kriterierne for at vinde prisen er: en visionær og nyskabende udstillingsidé med aktuel relevans, der giver publikum indsigt og udsyn.
Vinderen modtager prisen på 3 mio. kr. til realisering af en udstilling. Såfremt udstillingsbudgettet er større, kan fonden vælge at give et større beløb, så det samlede udstillingsbudget dækkes.
Deadline for deltagelse i konkurrencen er 19. december 2014. Vinderen annonceres ultimo januar 2015. Udstillingen skal senest åbne inden for tre år efter prisoverrækkelsen, dvs. senest i 2017.
Udstillingsprojekter sendes per mail til vision@bikubenfonden.dk
Bikubenfonden samarbejder med kunsten.nu om Udstillingsprisen Vision.
Juryen for Udstillingsprisen Vision består af:
- Rune Gade, lektor, ph.d. ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab og anmelder ved Dagbladet Information.
- Niels-Knud Liebgott, historiker og tidl. direktør for De Danske Kongers Kronologiske Samling på Rosenborg Slot.
- Mette Kynne Frandsen, adm. direktør, partner og arkitekt MAA, Henning Larsen Architects
- Mads Quistgaard, adjungeret professor ved Designskolen Kolding
- Stine Goya, designer
- Søren Kaare-Andersen, direktør i Bikubenfonden
- Mette Marcus, projektchef i Bikubenfonden
Udstillingsidéer til Udstillingsprisen Vision skal afleveres i én samlet pdf som indeholder følgende:
1. Motiveret ansøgning på max. 2 sider, herunder
- Projektbeskrivelse
- Navn og kontaktoplysning på projektansvarlig
- Navn og kontaktoplysning på evt. flere kontaktpersoner
- Projektets organisering, herunder beskrivelse af rollefordeling
- Samarbejdspartnere
- Kommunikation
- Tidsplan med dato for udstillingsåbning
2. Budget
3. Billedmateriale
(fra Bikubenfondens hjemmeside).