Et Kafkask’ livshjul

Mennesker mellem 3 og 60 tripper uden for døren. Der er et skilt, hvor du kan prøve Ledighedens Lotteri ved at trække et nummer/trykke på en knap. Almindelig spændthed i menneskegruppen, som er kommet for at opleve de to kunstnergrupper AquaSonic og SoNA, som i den sidste måned har arbejdet sammen i Aarhus på Godsbanens Åbne Scene under navnet AquaSoNA.

En skindød Marat
Publikum kommer ind i et kaotisk mørkt rum, hvor pladespillere, spejle og billeder roterer rundt og rundt. Vogne bygget af træ-skrot og plasticrør ligner små maskiner, hvis funktion ikke umiddelbart er indlysende. Der er en vældig aktivitet og regeren, der køres frem og tilbage uden mål. Lyde toner frem fra afspillere og fokus skifter via lyd og lys fra et tableau til et nyt. I badekarret ligger en skindød – i position som i Davids kendte maleri af den revolutionære Marat – men her med drop fra adskillige poser. Øjne der stirrer spilet helt op. Vi stimler sammen om badekarret, indtil strofer som – ”insekter fri af intentioner” – blokfløjtehyl og kuglerækker flytter blikket.

Det uvorne eksperiment
Lene Noer, Kim Grønborg, Jens Balder og Anders Visti fra SoNA (Society for Nonproductive Activity) og Laila Skovmand, Robert Karlsson, Thomas Eiler og Nanna Bech fra Aquasonic har sat hinanden stævne for at se, hvad de kan lære af hinanden og for at skabe et eksperimenterende fleksibelt installationsrum. SoNA betegner sig selv som et laboratorium for eksperimenterende møder mellem forskellige kunstneriske discipliner med afsæt i fluxus-bevægelsen mens Aquasonic arbejder med et ekspressivt udtryk med en stram komposition af lyd/sang og visualitet.
Det er meget essentielt for begge grupper, at det kunstneriske udtryk skal udfordres og afprøves. Begge grupper modsætter sig vor tids mantra om effektivitet og målrettet produktion og hylder eksperimentets uvornhed og uforudsigelighed. Og uforudseeligt er det.

Hestene vrinsker og går til købmanden efter stimulanser
For nu går publikum til side for ikke at blive kørt ned af den finurlige vogn skubbet af en kittelklædt pedeltype. ”Hestene vrinsker og går til købmanden efter stimulanser”. Det drejer rundt og rundt og rundt – flotte psykedeliske sort-hvid abstrakte spiralmønstre uden mål og med. Landmåleren kommer forbi med stråhat og tomstok – og måler ud i luften. Der er arbejde – der skal gøres. Der produceres og ageres.

Undervandsmusik
Violinisten sænkes langsomt ned i et akvarium med vand, han spiller fortsat med hovedet og kroppen under vandet – indtil et rabalder af en slagtøjsvæg med gamle gryder går i gang. Har du mistet tråden – så kommer der en radioavis: samfundet under anklage, samfundet anklager, anklages samfundet? Stemmen snakker om kap med stemmen fra et af de fire akvarier på den anden side. Så starter en klagehymne – så trist og så melankolsk – fra manden med stråhatten – på væggen bag ham danser ordene HA HA af sted med tegneseriens uhyggelige streg og dåselatteren sættes i gang. Publikum griner også eller går ned. Kontrasterne står skarpt. Ikke en følelse står rent i ret lang tid ad gangen.

Menneskene nede i bassinernes vand skraber deres fingre mod bund og glasvægge, de kan ikke komme ud og klager sig som dyr – med dybt foruroligende strubelyde. Højere og højere. Publikums blikke klistrer sig til bassinernes vægge. Barnet bliver bange. ”Mor jeg kan ikke li´ det”. Moren trøster barnet.

Et Kafkask laboratorium går i gang – en livets trædemølle – to skridt frem og tre tilbage. ”Staten. Staten. Staten.” Så spiller pedel-saxofonisten op efterfulgt af trækbasunen – de spiller om kap – indtil saxofonisten råber STOP. Publikum griner, vender sig og tumler videre.

Er de døde?
I bassinerne ligger menneskekroppene og flyder som strandvaskere og barnet spørger: ”Er de døde nu?”. Men så dukker menneskekroppene op en efter en og trækker luft, så dybt – at vi ikke er i tvivl – de lever. Men hvilket liv – i hvilken form?

Nedsænket igen. Manden med de store tatoveringer på overkrop og arme i det store kar spiller trommer og Gong i vandet: dong dong, dong. Kvinden med den sorte kjole, der smyger sig om kroppen og bølger i vandet, udstøder lyde – igen og igen. Det er meget smukt og skræmmende. Koncentrerede publikumsblikke kigger godt efter og lytter og lytter igen.

Nu slår kvinden også på syngeskålene – pling, pling, pling. Meditativt og uragtigt hænger klangen i vandet og i ørene. Hun tænder for vandhanen – og vandet løber ned på den Storm P-agtige maskine, hvis hjul med drikkeglas – begynder at dreje rundt og rundt. Omme bagfra kommer fire mennesker foroverbøjet rullende med hver sin legetøjsgræsslåmaskine. Blind leder blind i småløb. Publikum griner lettet.

Der går en tid og barnet spørger: Er det slut nu? Alle klapper og klapper.

Vejen ud eller ind
Jeg har glemt at fortælle om den plasticklædte beholder, figuren der dansede poetisk med valsende trin og gulvskrubbe-remedier. Den figur synes vigtig nu – forløsende her et par timer senere.
Alle fragmenterne af hverdagslige brugsgenstande og de hverdagslige kroppe genkendes og fremmedgøres i deres nye konstellation, det er legende og sjovt, det er trist og tragisk. Det er uvist, hvem der bestemmer der mellem fantasi og realtid, mellem menneske og maskine, mellem urtid og nutid. Det vedkommer os alle. Du må selv finde vejen ud eller ind.