Et menneskeligt argument

Hvordan kan man drage nytte af kunstens kvaliteter på et hospital? Hvornår slutter arkitekturen, og hvornår begynder kunsten? Hvad har egentlig betydning, når en kunstner skal indgå i et byggeri? Og kan kunsten egentlig fremme helbredelse?

Det er spørgsmål, som henholdsvis arkitekter og kunstnere vil svare vidt forskelligt på.

Byggekonsortiet, der står bag DNU – Det Ny Universitetshospital i Århus indbød derfor Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum og udvalgene for Kunsthåndværk og Design til en helt særlig og på mange måder utraditionel snak.

Umenneskelig repetition
Det er der en god grund til:

“Fejlen ved 60erne og 70ernes byggerier var, at når man havde fundet den ideelle stue eller lejlighed, så troede man, at man bare kunne repetere det flere tusinde gange. Sådan opstod Gjellerup Planen, og sådan har man faktisk også tænkt i forbindelse med hospitaler og universiteter herhjemme. Man glemmer simpelthen den menneskelige dimension,” forklarer arkitekt Lars Thiis fra Cubo Arkitekter og en del af byggekonsortiet.

Den dimension og opgøret med de umenneskelige gentagelser er i denne sammenhæng tæt knyttet til spørgsmålet om, hvordan kunst og design kan indgå i de kommende super-hospitaler.

En helt særlig indbudt er Sally Tallant fra Serpentine Gallery i London. Hun driver galleriets offentlige kunstprojekter og har en lang erfaring inden for sådanne komplicerede partnerskaber. Hun leder den brogede arbejdsgruppe, der udover konsortiet også tæller billedkunstneren Kathrin Böhm, designeren Marianne Frandsen, fotograf Dorte Krogh og billedkunstneren Bodil Nielsen.

Kunstens stimulans
Og Sally Tallants udgangspunkt er klart:

“Hvorfor i alverden skulle man ikke have kunst på et hospital? Det er der ingen god grund til i en civiliseret verden som vores. Især ikke når vi taler om et sted, hvor folk mærker og bliver konfronteret af tiden, smerte og svære beslutninger,” siger hun og uddyber:

“Når vi taler om de menneskelige, følelsesmæssige dimensioner i et sådant byggeri, så er det klart at kunsten kan gå ind og være stemningsformidlende og stimulerende, hvis den bliver brugt rigtigt.”

“Kunsten kan i det hele taget, mild eller gruopvækkende, være en måde at bringe en virkelighed ind på hospitalet. Den nærhed, som man kan finde i kunsten, tror jeg er meget vigtig i hospitalsmiljøer, så det ikke bare bliver en lukket verden.”

Kunstens terapeutiske rolle
Når Sally Tallant skuer ud over kunstfeltet, ser hun en hel generation af kunstnere og kuratorer lige nu, som kigger tilbage på kunstneriske strømninger fra 60erne og 70erne (som fx. post-minimalismen), hvor der var fokus på performance, fortælling og humor, samtidig med at man undersøger kunstens pædagogigske, terapeutiske og sociale egenskaber.

“Folk bekymrer sig jo på et hospital. Der er altid bederum, men det er langt fra størstedelen af de besøgende og indlagte, som bruger disse rum i dag. Måske er kunsten rent faktisk til større nytte? Måske kan et kunstværk skabe netop det her grundlag for refleksion i kritiske stunder?” lyder det retoriske spørgsmål.

“Og hvorfor skal jeg i min hverdag, når jeg skal på hospitalet eller til tandlægen, se på nogle skrækkelig malerier og plakater. Det ville utvivlsomt gøre min dag bedre, hvis det var god kunst, jeg var omgivet af. Der er ingen tvivl om at et miljø, hvor man bliver stimuleret, gør, at man får det bedre hurtigere,” forklarer hun, men pointerer hurtigt:

“Men det er selvfølgelig ikke kunstnerens ansvar, at skulle helbrede patienterne.”

Kunst og nytteværdi
En af Sally Tallants største udfordringer er at skabe plads til, at kunsten kan engageres i en sammenhæng, hvor den kompleksitet, som kunstnere og designere behøver for at kunne arbejde, opretholdes. Det handler nemlig ikke om at formulere behov, som kunsten skal tilfredstille i et 1:1 forhold.

“Den største frygt kunstnere omgående har er, at deres arbejde bliver instrumentaliseret eller blot bliver et dekorativt supplement til arkitekternes arbejde.”

“Det kræver at man er modig, villig til at løbe den nødvendige risiko, der altid ligger i at inkludere kunstnere – og som de kun bibringer, hvis forholdene er rigtige. Kunstnere gør aldrig det, som der forventes af dem. Og den ‘forvrængning’ eller ‘overraskelse’ skal man være med på og vise interesse for. Også for den vidensproduktion og research, der udfordrer de gængse idéer,” understreger Tallant og sætter pegefingeren i bordet:

“Vi skal ikke spørge, hvad kunsten vil kunne gøre hvor – heri ligger en stor misforståelse –, men hvor kunstnerne ser mulighederne.”