Et minimalt nulpunkt med maksimalt udtryk

Et minimalt nulpunkt
Fra et figurativt maleri bevægede Ruth Campau sig i løbet af 90’erne ned i det konceptuelle maleri og endte i et minimalistiske nulpunkt, hvor essensen af maleriet – penselstrøget – stod tilbage.

"Jeg havde været igennem enormt mange udtryk inspireret af alle mulige andre og faldt bare i et stort hul, hvor jeg ikke kunne se meningen med det. Det endte så logisk nok i spørgsmålet: Hvad er det jeg vil lave?" fortæller Campau, der omkring tusindårsskiftet fandt konceptet efter mange års søgen.

Nu har hun fået tildelt det treårige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond. Som autodidakt har hun stået alene, først total forvirret, senere meget fokuseret på sin kunstneriske vision. I dag er hun en markant kunstner i kunstrummet, men også en kunstner, der mærker arkitekternes stigende interesse for at inkorporere nutidskunsten i byggeriet og de offentlige rum.

Et maksimalt udtryk
"Det, der altid havde optaget mig var processen i det at male, og det at påføre flydende stof på en flade. Og jeg endte nede i detaljerne omkring det at trække spor med penslen – det, der var essensen for mig. Strøget. Hvor mekanisk kan det blive? Kroppen er hele tiden til stede og overføres hele tiden til fladen, og jeg koncentrerede det udtryk mere og mere," forklarer hun.

Denne procesuelle tilgang fik endnu mere fart, da Campau fandt det perfekte lærred: acrylplader.

"Så var det bare fuldstændig smooth, og pludselig kunne farverne træde frem på de gennemsigtige acrylplader, der kunne belyses, påvirkes af baggrunden og bygges op som installationer. Farverne fremstod helt computeragtige."

Et uendeligt maleri
Ruth Campau har en maksimal spændvidde på tre meter med forlænget håndtag på den malekost, der er blevet hendes vigtigste værktøj. Så kan kroppen ikke strække sig længere.

"Men min tanke er, at det egentlig er et uendeligt maleri. Hver gang er det et stykke af noget større. Et lille stykke menneskeligt nærvær. Samtidig er det en proces, hvor jeg hele tiden undersøger farvernes karakter ned i de helt små detaljer."

Nærvær som grundlag
For Campau lå der dog en begrænsning i det meget stramme udtryk i de bemalede acrylplader. Men via iscenesættelsen af acrylpladerne i installationer og i forskellige rum kunne hun åbne op for en meget mere intens kropslig oplevelse af værkerne (som fx. i The Well, Gl. Strand, 2006).

"Man vil hele tiden blive påvirket sanseligt, fordi man omsluttes af maleriet. Nærmest som en form for natur, hvor man indoptages af værket. Det skærpede nærvær, jeg har i den meget intense skabelsesproces, vil jeg på den måde gerne overføre til beskueren," forklarer Ruth Campau.

Arkitekturens menneskelige dimension
Campau vakte ikke bare kunstpublikummets interesse. Arkitekterne fik også øje på kunstneren, der udviste stor indsigt i værkernes påvirkning af rum, og i hvordan kunst kan påvirke oplevelsen af de offentlige rum. Arkitektfirmaet C. F. Møller var de første til at integrere kunstneren, og siden er skoler, boliger, kirker, parker og hospitaler blevet et yndet felt for Campau.

"Det er faktisk rigtig dejligt, fordi det er så konkret. Jeg synes, det er enormt spændende at få lov til at påvirke det offentlige rum, men det har hele tiden en grænse, fordi det er en helt anden proces, hvor der er mange beslutningstagere. Jeg er meget fokuseret på, at det ikke er ‘pynt’, jeg laver. Det menneskelige element i mine værker supplerer arkitekturen med noget skævt og menneskeligt, hvor man kan se afvigelserne og de små fejl. Jeg tilfører og understreger en menneskelig dimension i byggeriet."

En chance for tanke…
Nu har Ruth Campau en chance for at stoppe op, gøre status og tænke lidt over, hvad næste skridt skal være. Der er meget i kunstrummet, som stadig skal afprøves. Hun er blandt andet begyndt at inkorporere flydende væsker i sine værker (som fx. værket Grass, Brænderigården, 2007).

"Det er en mulighed for at kigge lidt tilbage og få lavet en udgivelse, der samler op. Jeg vil fortsat holde fast i mine to retninger: Udsmykningerne til det offentlige rum, men også refleksionerne i kunstrummet som kunstner, hvor jeg er mere selvbestemmende. Stipendiet er et kæmpe skulderklap, fordi det er betingelsesløst. Jeg er jo vant til kun at se få måneder frem ad gangen. Nu er der pludselig tre år, hvor jeg kan sætte mig nogle langsigtede mål og tillade mig i højere grad at prioritere mine projekter."