Et naivt, skabagtigt og taktløst blålys er hun!

I anledning af premieren på filmen, LYSET, om Elle-Mie Ejdrup Hansens Fredsskulptur 1995  har vi fået lov til at bringe Trine Rytter Andersens tekst om den omfattende hetz mod projektet, der tilbage i 1995 blev ført ikke alene af politikere og tidligere modstandsfolk, men – bemærkelsesværdigt! – også af en stort set enig kunstelite!

Teksten blev oprindeligt skrevet til kataloget for Ejdrup Hansens udstilling STILL (for) PEACE på Kunsthal Viborg 2022, som netop genbesøgte skandalen omkring lysskulpturen, der foldede sig ud i et par timer 4. maj 1995 i form af en 532 kilometer lang lysstråle på den jyske vestkyst.

Katalogteksten havde underoverskriften:
“Refleksioner over kønsaspektet i den voldsomme hetz imod Elle-Mie Ejdrup Hansens person, og anvendelsen af herskerretorik i protesterne imod Fredsskulptur 95: Linien – Lyset.”

Læs også:
Ny film om Fredsskulptur 1995 – Danmarks største kunstskandale
Nye bevidsthedshorisonter i baglyset fra Elle-Mie Ejdrup Hansens fredsskulptur
Hein Heinsens læserbrev om hans refleksioner over den kritik, han har mødt.

”Denne persons image er gennemtrængt af uskyldighed, tåbelighed og storhedsvanvid. Det er en kunstners image. Den kunstner der udtænker og realiserer dette projekt, dukker op fra en tyk sky af folkelig kultur, som blev født i (19)60’erne og som stadig producerer og udsender budskaber om kærlighed, glæde og fred på jorden.

Hvis det lykkes for Elle-Mie Ejdrup Hansen at deltage i dette kor, vil hendes projekt blive et værdifuldt bidrag til en kunsthistorie, som ikke vil blive værdsat af vore museer, men af offentligheden i vore lande.” (1)

Elle-Mie Ejdrup Hansen har inviteret mig til at skrive om ”kønsaspektet” i relation til debatten om og protesterne imod Fredsskulptur 1995: Linien – Lyset. Gennem årene har vi diskuteret den fornemmelse, vi deler: at hele kontroversens voldsomhed og behovet for at karaktermyrde hende ikke kun handlede om retten til at præge verden og rigets historie, men i vid udstrækning også havde rod i latente og delvist ubevidste autoritære og patriarkalske tendenser, som fortsat eksisterer i befolkningen. Særligt i efterkrigsgenerationen, hvor der naturligvis også var flest mennesker der, af personlige årsager, var engagerede i orkestreringen af fejringen af 50årsdagen for befrielsen.

På baggrund af mine egne iagttagelser da Fredsskulpturstormen raserede den gode stemning i Dannevang, nærer jeg en stærk overbevisning om, at det faktum, at Elle-Mie Ejdrup Hansen var en ambitiøs kvinde med en gigantisk vision, i sig selv var en torn i øjet på en betragtelig del af hendes modstandere. Læg dertil at hun, mens sagen verserede, ovenikøbet også var ung kvinde – og dertil en endnu ukendt kunstner.

I sagen om Linien – Lyset, er der fire interessesfærer, som mødes og giver hinanden kraft i den enorme debat og de mange protester, som projektet afstedkom: modstandsbevægelen og dens organisationer og netværk, den danske offentlighed i almindelighed, det lokalpolitiske niveau og statsapparatet på højeste politiske niveau samt meningseliten i nyhedsmedierne og i den danske kunstverden.

Når kvinder stikker næsen frem

Jeg har påtaget mig at gennemtrawle et stort materiale af protestbreve sendt til Statsministeriet og 20 store scrapbøger med medieomtale fra 1994 og ’95. Jeg tager afsæt i polemikken omkring Elle-Mie Ejdrup Hansens person, i hendes egenskab af ophavskvinde til ideen om Fredsskulptur 95 og kunstner bag den over 532 km lange lysskulptur: Linien – Lyset.

Jeg mener, at det er relevant at belyse historiens negative aspekter, fordi deres forulempende og devaluerende karakter desværre tåler sammenligning med den kendsgerning, at vi fortsat ser kvinder, der stikker næsen frem, blive udsatte for grove patriarkalske og misogyne angreb på deres intelligens og køn i offentligheden. For Elle-Mie Ejdrup Hansen havde udskamningen enorme personlige konsekvenser, nøjagtig som den har for de kvinder, som bliver ramt på samme måde i dagens Danmark.

At denne type hetz mod kvinder fortsat finder sted, udgør i mine øjne, et stort problem for ligestillingen og ligeværdet i vores samfund.

Aktindsigt

Sagen fylder 57 dokumentkasser i Statsministeriets arkiv. Den er en enestående arkivalsk sværvægter i dansk kunsthistorie. Gennem de sidste års arbejde med sagen via aktindsigt, har Elle-Mie Ejdrup Hansen bearbejdet det omfattende kildemateriale, og derved for første gang selv fået mulighed for at begribe denne del af sin egen historie, i dens fulde omfang.
Hun har også opdaget, hvordan historien ikke kun har påvirket hende selv, men at den fortsat afsætter spor i en lang række andre, som var involverede i processen.

Gennem sit arbejde med at genfortælle historien til udstillingen STILL (for) PEACE, i Viborg Kunsthal, har Elle-Mie Ejdrup Hansen opsøgt en række centrale personer og inviteret dem til at reflektere over historien og deres egen medvirken i den. Mange ting er dog fortsat vanskelige at tale om, og når jeg fordyber mig i kildematerialet, bliver det tydeligt, hvor skarpt og uforsonligt de to fronter stod den gang. Der var helt åbenlyst rigtig mange følelser på spil, og at magt, køn og patriarkat spiller en stor rolle i konfliktens dynamikker og konfronterende værdisæt, er jeg ikke længere i tvivl om.

Det er tydeligt at laserskulpturen Linien – Lyset af de vrede mænd, blev set som en aggressiv gen-manifestation af krigens forhadte apparat. Disse mænd og deres allierede, var tilsyneladende helt ude af stand til at forstå den genforhandling af teknologien på feminine præmisser, som Elle-Mie Ejdrup Hansen i virkeligheden lagde op til. Hendes forsøg på at trænge igennem med dette budskab mislykkedes gang på gang, idet hendes fortælling overskyggedes af de fantasibilleder offentligheden skabte, og derfor måtte hun til sidst helt opgive at forklare sig.

Det er min tese at Fredsskulptur 95: Linien-Lyest ramlede lige lukt ind i et morads af ubevidste psykologiske forsvarsmekanismer hos de overlevende, der havde deltaget i modstandskampen under besættelsen af Danmark. Det er også min opfattelse at den generelle mangel på ligeværd som hersker i patriarkatet, i høj grad var årsag til de mest horrible misfortolkninger af Elle-Mie Ejdrup Hansens intentioner. Det viser sig gennem brugen af kønnede skældsord og herskerretorik i den medfølgende lavine af følelsesladede protester, først og fremmest fra mænd tilknyttet modstandsbevægelsen, disses hustruer eller efterkommere. Og senere, da det virkelig blæste op; også fra prominente personligheder (flest mænd) inden for dansk politik, kirke, ånds- og kunstliv.

Mellem to stole

Sagen har af personlige årsager altid interesseret og udfordret mig, og som observatør lander jeg midt imellem to stole: dels er jeg som Elle-Mie Ejdrup Hansen født i 1960erne, kvinde og kunstner, og dels har jeg også et fjernt, men dog særdeles betydningsfuldt, fælleskab med modstandsfolkene. Jeg er nemlig selv efterkommer af en modstandsmand, idet min smedeuddannede, meget opfindsomme og sprængstofbegejstrede morfar var sabotør under besættelsen. I 1942 måtte han flygte fra Aarhus og leve ’under jorden’ i private hjem på Sjælland, inden det en tåget efterårsnat lykkedes for hans netværk at få ham skibet over Øresund i sikkerhed i Sverige. Min mormor og min dengang 8 år gamle mor måtte forcere de samme forhindringer, da de også måtte flygte i 1943.

Flere unge mænd i min morfars familie og vennekreds havnede i Frøstruplejren, og en enkelt i Buchenwald. Alle vendte de hjem med Folke Bernadottes hvide busser, mærkede for livet af de traumatiske oplevelser i lejrene.
For mændene i min familie forblev krigen et mørkt og tabubelagt kapitel, som ingen talte åbent og følelsesmæssigt modent om. Familierne levede med traumerne og omsluttede de traumatiserede mænd med en stum, stovt og blind ømhed. Man konfronterede aldrig de neurotiske og dysfunktionelle aspekter af de overlevendes adfærd i familiernes skød. Kvinder og børn måtte stiltiende underkaste sig disse omstændigheder. Et passende psykologisk beredskab fandtes ikke.

Traumer vandrer som spøgelser gennem familierne

Min morfar var ingen helt. Han gik ikke ind i modstanden af ideologiske grunde, men snarere fordi han tvunget af årsager ukendte for ham selv, var tiltrukket af drama og spænding. Senere var det for mig, der elskede morfar, et krævende detektivarbejde at forstå hans ømhed overfor mig i kontrast til hans destruktive gamblermentalitet, hans hemmelighedsfuldhed og letantændelige sind. Som barn forstod jeg instinktivt, at morfar var en tikkende bombe.

Som ung fik jeg anoreksi og jeg gemte min krop i morfars store aflagte trøjer. I de kommende ti år blev det simpelthen et spørgsmål om liv eller død at forsøge at begribe, hvad der foregik inde i mig, og bid for bid forstå hvorledes morfars traumatiske fortid havde betydning for min egen nutid. Af den grund var jeg nødsaget til at bryde tavsheden og tage det forsømte følelsesarbejde i min egen familie på mig. Jeg måtte kaste lys på og bearbejde de bagvedliggende traumer, som havde vandret som spøgelser i min familie.

Undervejs lærte jeg et sprog, som kan åbne det tabubelagte og gøre dets indhold tilgængeligt for bevidstheden. Det har taget mig adskillelige år, og næsten kostet mig livet at forbinde mig følelsesmæssigt med mine skjulte epigenetiske sår: traumer påført og båret af tavse, medafhængige og underkastede kvinder gennem generationer. Traumer givet videre til mig af de kvinder, som levede sammen med mine forfædre, der var blevet sårede og traumatiserede i 1. og 2. verdenskrig.

Kvindernes dobbelte overlast

Denne følsomhed og dybe trang til at trænge ned i og forstå min egen forbindelse med krigshistorien, tilskriver jeg i høj grad mit køn. Det hænger sammen med det faktum, at kvinder og pigebørn, der har ydet følelsesmæssig omsorg og støtte til traumatiserede ægtemænd og fædre, altid har været udsatte for en særlig destruktiv form for overlast. Skaden sker, når de hjemvendte udvikler sig til følelsesmæssigt afstumpede tyranner, der kræver familiemedlemmernes betingelsesløse kærlighed på den ene side. Mens de – på trods af fysisk og/eller psykisk vold forårsaget af dem selv – på den anden side også kræver respekt og underkastelse. Med andre ord var denne type tavshedsknugede hjem, som min mor voksede op i, prægede af dybt problematiske og ubearbejdede psykologiske mekanismer, der tilmed blev fastholdt i den patriarkalske struktur, som fortsat var dominerende i efterkrigstiden.

For overlevende og efterkommere i de generationer som var berørte af de to verdenskrige, gælder det derfor i udpræget grad, at de savnede den psykologiske modenhed, det emotionelt sunde netværk og den viden, som var nødvendige komponenter i det fysiske og psykiske helingsarbejde, de hjemvendte havde så meget brug for, for at kunne fungere i en genoprettet hverdagslig normalitet. Krigens destruktion af den menneskelige krop og psyke er således årsag til, at vi hos efterkommere som jeg selv, fortsat ser ofre for de vidtrækkende negative psykologiske konsekvenser af de to verdenskrige.

Inderliggørelse

Den manglende – eller i bedste fald mangelfulde – traumebearbejdelse har til gengæld skabt grobund for en særlig form for stum inderliggørelse af modstandsfolkenes heltemodige indsats og lidelser. De aldrig helede sår dyrkes ordløst, intenst, og ubevidst i familierne, og skaber grobund for overfokusering på heltedåden og ydre tegn på anerkendelse. Ligesom man er stærkt optaget af ritualer og opretholdelsen af et værdighedskodeks og krav om, at der privat og officielt udvises behørig respekt.

Dette bliver, som årene går, en form for ukrænkelig liturgi, der i Danmark og resten af verden kommer til udtryk gennem officielle og private ceremonier og netværk, oprettet og holdt i hævd af de mange foreninger for modstandsfolk og veteraner. Særligt i modstandsbevægelsens foreninger levede denne (i psykologisk forstand) umodne dyrkelse af krigsheltenes uegennyttige ofre og de dertil knyttede tro- og æresbegreber stadig i bedste velgående, da fredsskulpturdebatten eksploderede i 1994/95. I en protestskrivelse lyder det: ”Danmarks står i gæld til ham, der ofrede livet for at redde Danmarks ære. Vi skylder ham en seriøs mindehøjtidelighed, lad det tavse sprog være talt gennem det levende lys.” (2)

Da spændingerne mellem samarbejdspolitikkens tilhængere og modstandsbevægelsen i Danmark i 1945 gjorde at frihedskæmperne aldrig fik den officielle anerkendelse, de mente at fortjene, var fejringen af halvtredsåret for befrielsen naturligvis imødeset med forventning fra modstandsfolkenes side. (3)

Her, 50 år senere, så de muligheden for endelig at blive hyldet for modstanden mod besættelsesmagten og blive anerkendt for at sikre, at Danmark overhovedet kunne betragtes som en del af befrielsesalliancen ved krigens afslutning. Således havde de overlevende modstandsfolk, deres familier og organisationer, en stærk forventning om, at halvtredsårsdagen ville handle om dem, deres historie og deres forestillinger om, hvad der ville være ærefuldt og værdigt i forbindelse med en så særlig national mindehøjtidelighed. ”Vi har fundet os i megen lumpenhed i de snart 50 år der er gået, nu er det nok, vi vil ikke finde os i mer” (4)

Elefanten går i aktion

Den pensionerede Godsejer Flemming Juncker fra Trudsholm ved Havndal gør sig i begyndelsen af 1995 til hovedstemmen bag protesterne imod Linien – Lyset. Han får nys om af en ven, at ”planerne havde kogt ret diskret længe” under ”god security”, uden af man fra politisk side har lyttet til de mundtlige mishagsytringer fra de modstandsfolk, som trods alt er blevet gjort bekendt med fredsskulpturplanerne, udfærdiget som han skriver, i projektets ”hovedkvarter i Skanderborg”.

Juncker behæfter Elle-Mie Ejdrup Hansen med en række nedvurderende prædikater: uanstændig, udfordrende taktløs, naiv, banal i filosofisk forstand, historieløs, virkelighedsfjern og skabagtig. Han påpeger desuden, at hun, en aldeles ukendt kunstner, må være repræsentant for en ”beklagelig dansk selvovervurdering”. Ydermere beskylder han hende for ”løgnagtighed” og ”aktiv historieforfalskning”.

Juncker, der påberåber sig opbakning fra sine mange ”krigskammerater”, igangsætter iblandt dem en veritabel kædereaktion af ”velformede” klagebreve stilede til daværende Departementschef i Statsministeriet, Ulrik Federspiel. Juncker, der under besættelsen havde en ledende rolle for modstandsbevægelsen i Jylland og var kendt i miljøet som ”Elefanten”, plejede da han påbegyndte sit stormløb imod Fredsskulptur 95: Linien – Lyset, en så familiær relation til Ulrik Federspiel, at han sender sit andet brev til dennes privatadresse i Rungsted, og begynder brevet med ”Kære Buller”. (5)

En ferm taktiker med ordet i sin magt

I sine breve, der ledsages af underbyggende bilag, kommer Juncker med en række indsigelser og redegør for sine fortolkninger af oplægget til Fredsskulptur 1995: Linien – Lyset. Juncker læser teksten, som fanden læser Biblen. Den er ganske vist også skruet sådan sammen, at den – for den der har fordel af det – let lader sig læse sådan. Juncker udnytter denne mulighed til at ’bevise’, at skriftet forherliger Hitler, og at Elle-Mie Ejdrup Hansen gør sig skyldig i plagiat af Albert Speers Lyskatedral, der blev skabt under nazismen som en hyldest til Der Führer. Således forklarer han, hvorfor han selv og hans ”venner fra krigstiden”, nærer ”velmotiveret forargelse over dette misforståede indslag”, og med rette fordømmer dette ”popcirkus” og dets ”groft uværdige og underlødige” kommercialisme, der hvis det gennemføres, vil være ”en hån mod alle der har et personligt forhold til festligholdelsen af 4.-5. maj”.

Junckers referencer til Speers Lyskatedral går igen i mange efterfølgende protester og afstedkommer at Linien – Lyset i offentligheden behæftes med prædikaterne: ”Nazikunst” og ”lyskastershow”.
Han argumenterer desuden for, at den gigantiske lysskulptur alene pga. dens lighed med hvordan lyset anvendtes under krigen, vil retraumatisere modstandsfolkene (6) og provokere vore allierede på den anden side af Nordsøen.

Juncker ønsker naturligvis at forhindre, at Fredsskulptur 95 realiseres. Men da han er opmærksom på underlødigheden i eksplicit at give udtryk for et sådant forehavende, overfor et projekt hvortil også regentparrets fond har bevilliget penge, beder han i stedet indtrængende om, at projektet i det mindste fjernes fra fejringen d. 4.-5. maj – ”af respekt for frihedskæmpernes værdighed”. Hvilket i virkeligheden ville være et reelt dødsstød, da en ændring af datoen naturligvis, og det ved Juncker udmærket godt – vil fjerne store dele af den allerede opnåede finansiering, fordi pengene var øremærket fejringen af befrielsen, på netop disse to nationale mærkedage. (7)

Som at finde vej igennem en labyrint

Det er interessant at se, hvordan to væsensforskellige tankesæt og sprog kolliderer i mødet mellem Elle-Mie Ejdrup Hansens oplæg og nyhedsbreve og Junckers klageskrifter.

Elle-Mie Ejdrup Hansens henvendelse er en form for art writing: feminin, poetisk, fænomenologisk, drømmende og visionær. Hun tænker højt, er transparent og åben gennem teksterne, samtidig med at hun beskriver en lang række praktiske udfordringer i processen med at skabe national og lokal opbakning og finansiering til sit gigantiske projekt. Det er ”som at finde vej gennem en labyrint”, funderer hun, der naturligvis ikke har nogen som helst erfaring med at navigere gennem det officielle Danmarks institutionelle kanaler, og af den grund hele tiden uforvarende vader ind i usynlige mure.

Elle-Mie Ejdrup Hansen skriver: ”ambitionen er at blive Danmarks officielle manifestation – det er vanskeligt, da sådanne naturligt nok ligger i København – og offentlige manifestationer sædvanligvis gribes an på en ganske anden facon. […] projektet er specielt – grænserne skal udvides, der skal fremkomme nye definitioner og det er svært.” I disse to citater udfolder hun sin tvivl vedrørende, om hun har magten til at bevæge parnasset og ændre på traditionerne og sit håb om, at tiden nu er moden og klar til at modtage projektets koncept og nye ideer.

Senere drømmer hun om resultatet og erkender samtidig den enorme byrde, hun må bære:
”Alt i alt så synes jeg, at det vil være en gave – om end en meget besværlig gave – at få lov til at lave dette projekt – se lyset – høre koncerten – at se udstillingen med kunstnere der arbejder politisk – med fordybelse – jo det vil helt sikker næsten være utroligt.” Den sidste sætning er nærmest beskeden og rummer på ingen måde den grandiositet, hun af mange beskyldes for at besidde.

Længere fremme i nyhedsbrevet filosoferer hun over begrebet ’mod’:
”Problemet er, at det ofte er nutiden, der afdækker hvor modet burde have været i fortiden, når nutiden ikke giver forsikringer om succesen i fremtiden, så vil det nok aldrig ske – da modet først bliver levedygtigt efter – når tinden har passeret.”

Hun afslutter nyhedsbrevet med at sammenligne den komplicerede opgave med at sikre national opbakning til sit projekt med Kafkas emblematiske roman Processen, om hvordan individet går til grunde i mødet med tyranniske, regulerende og undertrykkende instanser: ”Processen – Kafka – labyrinten – den gevaldige støtte jeg får – men hvem siger – Nu gør vi det!” (9)

Alt ved Elle-Mie Ejdrup Hansens måde at tænke, skrive og appellere på, bringer den gamle Elefant og forhenværende befalingsmand, Juncker, op i det røde felt. Han er slet ikke i stand til at imødekomme sådan et følelsesladet og kvindagtig skrift. Han opfatter det simpelthen som skamløst. Et udtryk for bundløs naivitet, at hendes banale filosofi er et bevis på, at hun savner erfaring med livets virkelige realiteter. I Junckers øjne er hun en umoden pige, én der aldrig har set døden i øjnene, og ikke kender sin plads i samfundets hierarki og af den grund opfører sig respektløst overfor samfundets virkelige autoriteter.

Magtens sprog og koder

Juncker, der – med rette – opfatter sig selv som en del af samfundets elite, er fortrolig med magtapparatets koder, og han ved, at når han benytter dem til at fremføre sit ærinde, vil det have effekt på modtagerne, der som han selv, er indfødte i denne magtstruktur og dens retorik. Han viser med stor tydelighed, at han på ingen måde er villig til at anerkende en så ubetydelig ung kvindes kunstneriske vision. Han skriver ”kunstværk” i anførselstegn og ”Elle-Mie” uden efternavn.

Juncker forventer, at han taler ind i en konsensus der, som han selv, finder Elle-Mie Ejdrup Hansens idé skabagtig, at hendes brug af det grønne lys som metafor for håb, fred og kærlighed på Jorden, vækker samme foragt hos dem, og at også de kan få øje på hendes utilgivelige mangel på erfaring og realitetssans.

Alfaderlig og paternalistisk

Fordi Juncker tilhører magteliten, er hans retorik fortrolig, indforstået, selvsikker og præget af militære ord og vendinger. Han taler om projektets hovedkvarter, security, krigskammeraternes retfærdige harme, aktiv historieforfalskning og løgnagtighed, der krænker ære og skik og brug.
Juncker har ordet i sin magt. Han skriver fejlfrit på sin skrivemaskine, hvilket er bemærkelsesværdigt, da jeg i avisudklippene kan se at han i 1995, er 91 år. Men tilsyneladende er han fortsat en åndsfrisk, energisk og temperamentsfuld herre.

Juncker fremfører sit ærinde på en tilpas behersket facon, hvorved han fremstår næsten alfaderlig, og hans påpegning af Elle-Mie Ejdrup Hansens belastende og upassende adfærd kommer derved til at fremstå, som gjorde han også hende en tjeneste. Det er ganske taktisk og klogt, idet hans mål naturligvis er at bevare sin egen anseelse, og samtidig forhindre en opkomling som Elle-Mie Ejdrup Hansen i at pille ved det syn på danmarkshistorien, som han – en magtfuld repræsentant for modstandsbevægelsen – nidkært har holdt i hævd i indflydelsesrige kredse.

Det er tydeligt, at Juncker fortsat ser sig selv som lederfigur og forsvarer af den overbevisning hos modstandsbevægelsen, at Danmark for evigt bør takke og ære dem for at sætte deres liv på spil i kampen mod besættelsesmagten, og derved sikre at landet havnede på den rigtige side, med æren i behold, da befrielsen blev en realitet.

Denne histories betydning og glans udfordres af Fredsskulptur 95: Linien – Lyset, og da den er altafgørende for Juncker og hans venner fra krigen, benytter han herskermetoder til at devaluere Elle-Mie Ejdrup Hansens troværdighed. Ved at beklikke hendes integritet, faglighed, originalitet, evner og fornuft, underminerer han ikke bare hendes projekt, men også hendes person. I den strøm af klager, som følger i kølvandet på hans egen henvendelser, vokser intensiteten, da ikke alle er så ferme til at formulere deres kritik lige så strategisk og subtilt som han.

Mange klagebreve indeholder kønnede skældsord som ”skabagtig”, ”virkelighedsfjern”, ”billig”, ”banal” og ”naiv”, ord som prof. i komparative kulturstudier Birgitte Possing i sin bog Argumenter imod kvinder, påviser er skældsord anvendt af patriarkalske mænd, til at devaluere og holde kvinder tilbage gennem de sidste 150 år. (10) Sammenkoblet med ordet ”blålys”, som går igen i mange af de indsigelser og debatindlæg, som følger i kølvandet på Junckers dygtigt iscenesatte smædekampagne, er der ingen tvivl om, at målet er at smadre Elle-Mie Ejdrup Hansens navn, rygte og det momentum, som hun har skabt politisk og i kunstverden, på det tidspunkt, hvor kampagnen for alvor får luft i sejlene. (11)

Uden om kulturministeren

I de efterfølgende henvendelser til Statsministeriet og til Statsminister Poul Nyrup Rasmussen, gør klageskriverne, på Junckers opfordring, det klart, at de ser sig nødsagede til at gå uden om Kulturministeriet, hvor den ”uartigt nedladene” (12), daværende kulturminister Jytte Hilden stålsat fastholder sin støtte til Elle-Mie Ejdrup Hansen. De to betegnes nu som ”veninder”, hvilket bringer Hildens habilitet i tvivl, og begge kvinder udsættes gennem hele forløbet for den samme devaluerende herskerretorik.

Personer, der henvender sig direkte til Poul Nyrup Rasmussen, appellerer gennem smiger rettet imod hans stadig intakte dømmekraft og nedvurderende tale rettet mod Hildens mangel på samme, til at statsministeren sætter sin kulturminister på plads (13). Idet hun tydeligvis fuldstændig har tabt sutten i forgabelse i dette ”modbydelige lyskastershow ” (14). ”Hjem til kødgryderne med hende, […] den stædige kone” (15).

Der rasles endda med sablerne: ”Jytte Hilden vil næppe kunne overleve dette, trods skyggen fra Lykketoft svæver over hende” (16). ”Afvis dog det åndsvage Kultur Jyttes lasershow […] hun bør bankes på plads og hun skal meddele [aflysning og krav om tilbagebetaling] til dette stædige blålys Elle-Mie Ejdrup Hansen […] (17)”.

Der var naturligvis mange frihedskæmpere, der også var socialdemokrater, der henvendte sig direkte til Statsministeren og forventede – mand til mand – at finde gehør for deres synspunkter hos ham.
Sammen med de kommunistiske fraktioner bakkede de op om de borgerlige modstandsfolk. Alle abonnerede de på den samme heltefortælling, og alle var de optagede af at fastholde den ære og respekt fra det danske folk og øvrighed, som kunne sikre dem deres fortsatte betydning i danmarkshistorien (18).

Selv om staten havde øremærket et beløb (svarende til budgettet for Fredsskulptur) på 15 millioner til modstandsfolkenes egen 50 årsfejring, går det så vidt, at der varsles om sabotage imod Fredsskulptur 95: Linien – Lyset (19). Særligt datoen og inddragelsen af den tyske ø Sild vækker anstød, da man fastholder, at befrielsen er et rent nationalt anliggende (20).

Et gigantisk mediestormvejr

Efter at Flemming Juncker med stor effekt fik sat gang i den voldsomme og hadefulde debat imod Fredsskulptur, rullede bølgerne højt og vedholdende helt hen til projektets realisering natten mellem d. 4 og 5. maj 1995. Modstandsfolkene udbasunerede også i medierne, med ildhu anført af Elefanten, i hvor høj grad deres følelser blev trådt under fode af Elle-Mie Ejdrup Hansens ”skamløshed”.

Argumentationen var ganske snedig: Ved at proklamere, at de ønskede at fasholde den traditionelle ”ydmyge, værdige og stilfærdige” fejring af freden og ihukommelsen af de tapre faldne krigsbrødre, skabte de et billede af sig selv som gode, beskedne samfundsstøtter, der ikke ville ødsle skatteborgernes penge bort på et vulgært og kommercielt ”popcirkus”.

Men bagved denne forstillelse lå en meget større forfængelighed og lurede, nemlig den: at modstandsfolkene havde forestillet sig en halvtredsårsfejring, hvori de selv ville være hovedattraktionen. Deres organisationer og ledende figurer havde i de forløbne 50 år brugt deres indflydelse på at cementere deres version af krigshistorien på alle niveauer i det Danske samfund. Selv forskere, der forsøgte sig med andre forklaringsmodeller og som kunne påvise andre perspektiver på historien, blev forsøgt gjort tavse (21). Man ønskede for alt i verden at bevare heltehistorien, frem for at kaste et mere nuanceret lys ind i det mørke, som omgærdede modstandsbevægelsens bedrifter og den lov- og retsløshed, hvorunder de havde fundet sted.

I de første måneder i 1995 tæppebombede modstandsfolkene nyhedsmedierne med læserbreve, og de fik også støtte fra politisk og redaktionel side, blandt andet skrev journalist Ulrik Høy på Weekendavisen flere ledere (22), hvori han argumenterede for Fredsskulptur 95: Linien – Lysets kunstneriske værdiløshed og fremstillede Elle-Mie Ejdrup Hansen som en absolut nullitet. I de involvererede vestkystkommuner svingede stemningen mellem for og imod. Temperaturen blandt politikere og borgere gik op og ned, i overensstemmelse med om dagens Fredsskulpturnyheder var positive eller negative.

Elle-Mie Ejdrup Hansen måtte føre en stålsat kampagne over hele landet for at bevare sit mandat og generobre det tabte, i takt med at medieslagene rullede frem og tilbage. Der var udbrudt værdikrig i gamle Dannevang. Den handlede på overfladen om traditioner og ære, om hvem der havde patent på Danmarks historie, om kunstnerisk ytringsfrihed og kampen for nye ideer og perspektiver. Nedenunder lurede patriarkalske overbevisninger, og derfor fik mandschauvinistiske, og deciderede misogyne, tendenser frit spil.

Det feminine element druknede i stormen

De nye perspektiver handlede i Elle-Mie Ejdrup Hansens fortolkning om et feminint og poetisk forsøg på at tale ind i en ny og mere holistisk fremtid, hvor fronterne ikke længere var så patriarkalske, polariserede og fjendtlige overfor det feminine, følsomme, kærlige, dybe og fællesmenneskelige.

Alt det hun kunne mærke i sit eget hjerte, og som hun med sit grønne, immaterielle og flygtige lys ville give videre til danskerne. Hun havde ingen intentioner om at krænke frihedskæmperne, men hun udfordrede dem og bad dem, gennem kunsten, om at blive mere modne og kærlige. I den rasende og forvrængende mediestorm var der kun meget få mennesker, der fattede, at kun laserlys kan frembringe en så præcis stråle, og at den grønne lysstråle svævende og pulserende over havet – mellem jorden og himlen – skulle være et symbol for, at noget i verden var forandret, at noget nyt kunne begynde. At der var Håb!

Sej som en frihedskæmper

I spidsen for sit stadigt voksende team og sammen med bestyrelsesformanden for Fredsskulptur 1995, Gunnar Auken, og Kulturminister Jytte Hilden, den kunstneriske komité og de støtter, som bibeholdt deres sunde fornuft gennem den frådende mediestorm, stod Elle-Mie Ejdrup Hansen som en uovervindelig amazone, fast på sin idé og sin mission – ”sit livsværk”. ”Den jyske ildsjæl er lige så sej, stædig og udholdende som det stof, man i sin tid lavede frihedskæmpere af”, skrev en imponereret Jens Kerte i et portræt af hende i Politiken (23).

Den sejhed var også nødvendig, for ikke bare måtte hun bære en syndflod af vredladne artikler og læserbreve på sine (skamløse) skuldre, hun måtte også finde sig i chikane fra myndighedspersoner med hjemmel til at ’holde øje’ med projektet. Medielarmen og de mange bureaukratiske benspænd mangedoblede hendes arbejdsindsats i forsøget på konstant at udbedre de skader, som hetzen forvoldte, og som hun på den måde blev tvunget til at bruge al sin tid på.

Det afstedkom naturligvis, at projektet blev forsinket på en række andre områder, hvilket atter udløste kritik og vaklende geledder. Selv hendes månedsløn på 25.000 kr. blev genstand for forargelse og kritisk afstandtagen (24)! Den sponserede Land Rover, som projektet anvendte under den ingeniørmæssige bedrift, det var at installere laserlyskanonerne og sikre strømtilførsel langs hele vestkysten, blev også anstødssten og genstand for forargelse og mishagsytringer. Jesper Langballe vrøvlede løs i aviserne med vanvittige fejlfortolkninger og gammelmandssludder om ”space invaders” (25).

Klagekampagnen var en infernalsk malstrøm uden sidestykke i dansk kunsthistorie, og den efterhånden over et hundrede mand store organisation, Elle-Mie Ejdrup Hansen havde bygget op, blev de sidste måneder op mod d. 4. maj et veritabelt hangarskib i krigen mod de mange vrede mænd. For mandschauvinistiske – jeg fristes til at skrive fundamentalistiske – krigere var det, hun var kommet i åben kamp med, og den ene navngivne mandsperson efter den anden gik i kødet på hendes lårbasser og hudflettede hendes tåbelige person og hendes sårende og ærekrænkende kunstneriske idé.

Det hårde skyts rulles ud

I presseklippene udfoldes en særlig paternalistisk stil, hvormed man latterliggjorde hendes navn: ”Elle-Mie” en barnlig udgave af Else Marie. Man kaldte hende for ”pigen fra Skanderborg”, ”bagerdatteren” og ”frøken”, alt sammen med den intention at gøre hende kompetenceløs, lille, fremkommelig – én man således forsøgte at skræmme og sætte på plads. Selv kunstnere, der i begyndelsen havde støttet hende, betakkede sig pludselig for på nogen som helst måde at blive associeret med hende.

Hein Heinsen, dengang professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, følte sig foranlediget til at henvende sig personligt til Statsministeriet for at ”advare” imod gennemførelsen af projektet. Han benyttede også sin magtfulde position til at hænge Elle-Mie Ejdrup Hansen ud i Politiken (26). Med velformuleret, skarp og dannet pen redegjorde han for, hvorfor hun ikke kunne kalde sig kunster: ”hun har udstillet mindre end mange akademielever”. Heinsen tager et snedigt greb i anvendelse, idet han siger at Elle-Mie Ejdrup Hansen er ”uskyldig” i betydningen: hun aner ikke hvad hun laver. Hans kritik af hende og fredsskulpturprojektet går især på, at hun ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i lysets historiske betydninger, og at hun ikke, selv om hun er ”uskyldigt” uvidende om sin egen uvidenhed, kan tilsidesætte de betydninger, som netop laserlyset har.

Heinsen fremturer, at grunden til, dette projekt overhovedet vil blive realiseret, er at ingen aner, hvad det handler om. Han afslutter sin artikel med den formaning, at billedforbuddet heldigvis holder kunsten i ave, således må selv en ikkekunstner som Elle-Mie Ejdrup Hansen forstå, at nogle ting er så hellige, at ikke engang kunsten kan tale om dem. Hein Heinsen var på det tidspunkt den danske billedhuggerstands største ikon, og en af de mest magtfulde mænd i toppen af dansk kunstliv. Hans voldsomt nedladende og paternalistiske udfald ramte naturligvis Elle-Mie Ejdrup Hansen hårdt, og hendes følelse af at være genstand for ondsindet offentlig forfølgelse blev ikke mindre af, at hun også modtog anonyme mordtrusler og nye trusler om alvorlig materiel sabotage imod Linien – Lyset.

Akademiet vender det blinde øje til

Imens denne mediekrig stod på, var jeg selv elev ved Det Jyske Kunstakademi. Ikke overraskende brugte akademiets undervisere ikke tid på at udnytte den aktuelle ’case’ som afsæt for en relevant diskussion om de bagvedliggende psykologiske og strukturelle dynamikker og diskurser, som tydeligt var i spil – og som vi alle kunne iagttage, og ville være blevet klogere af, at have underkaste et nysgerrigt blik. Hein Heinsens analyse og kritik stod derfor fuldstændig uimodsagt som sandheden om den historie.

Magtkritik og feministisk tænkning var desuden ikke daglig kost hos vores mandlige undervisere, der uden at reflektere over det, ved deres egne eksempler, overleverede en konkurrencebetonet, hierarkisk og patriarkalsk verdensopfattelse til eleverne. Faktisk var der på akademiet stemning for, at vi alle ignorerede denne historie, og det blev på min afdeling gjort klart, at vi ikke skulle spilde vores tid på dette ligegyldige lysprojekt og denne helt og aldeles ubetydelige og irrelevante (kvindelige) kunstner.

I det miljø tog vi elever ikke voldsomt til genmæle overfor vores undervisere. Til gengæld sprang vi gladeligt på den bus, som Byhøjskolen på den modsatte side af gaden, havde hyret for at kunne transportere dens elever + ’det løse’, til Ringkøbing, på den smukke 4. majaften hvor Linien – Lyset skulle tændes, akkompagneret af Palle Mikkelborgs Soundscape.

Senere blev det trods alt comme il faut, også for vores akademi, at drage ud for at se de 56 stedspecifikke værker skabt af 22 internationale kunstnere langs vestkysten. Man kunne jo dér, trods alt, se værker af endog meget anerkendte kunstnere. Elle-Mie Ejdrup Hansens værk, hendes initiativ og gigantiske indsats, blev ikke værdiget megen opmærksomhed, og vi brugte ingen tid på ’the aftermath’.

Skandaler i dansk kunst

I 1999 tog jeg afgang fra Det Jyske Kunstakademi og blev umiddelbart herefter headhuntet som kunstanmelder af daværende kulturchefredaktør Erik Farmann ved Aarhus Stiftstidende. Sammen med ham var jeg kort efter til pressemøde på Aarhus Kunstmuseum (nu ARoS) i anledning af udstillingen Skandaler. Museumsdirektør Jens Erik Sørensen og udstillingens kurator, Lennart Gottlieb, forklarede, at de havde lavet udstillingen for at markere skandalens betydning for kunstens egen udvikling og dens position i samfundet inden for de sidste godt og vel hundrede år.

I den ledsagende publikation skitsererede Lennart Gottlieb, i et introducerende essay, nogle mere generelle træk ved skandalens natur. Gottliebs pointe var, at skandalen er et resultat af, at den moderne og avantgardistiske kunst i slutningen af det attende århundrede begyndte at henvende sig mere direkte til en offentlighed, som selv var i stand til at bedømme og tage stilling. Samtidig udfordrede kunsten denne offentligheds smag, fordomme og forventninger. Det var derfor ikke længere muligt for kunsten at isolere sig i et elitært elfenbenstårn, den var på godt og ondt nødt til at tage stilling til de reaktioner, som den blev mødt med af såvel fag- som lægfolk.

På den baggrund kunne man jo forvente, at Fredsskulptur 95: Linien – Lyset ville være repræsenteret med en fyldig dokumentation og efterrefleksion – men næ nej, her var det igen mændene (og de arme dyr, de slog ihjel), der løb med æren for de største skandaler i dansk kunsts historie: Bjørn Nørgaards hesteslagtning, Christian Lemmerz’ rådne grise og Michel Brammers udstoppede hundehvalpe.

På mit spørgsmål til museumsdirektør Jens Erik Sørensen, om hvorfor Elle-Mie Ejdrup Hansen ikke var med på udstillingen, svarede han: ”Hvem er hun?”. Det vidste han udmærket godt, men helt i overensstemmelse med Hein Heinsen, ville han ikke nævne hende.

En patriarkalsk dansk kunstverden

I de efterfølgende år oplevede jeg på egen krop, hvor forstokket, følelsesmæssigt umoden og patriarkalsk den danske kunstverden var. Hvor svært det var for kvindelige kunstnere, ja, det kaldes vi, at få gang i karrieren på feminine præmisser. I 2002 tildelte Dansk Center For International Billedkunst (DCIA) mig og min daværende performancegruppe artillery et besøg af den amerikanske kurator Bill Arning.

Han betroede os, at han havde glædet sig meget til at besøge det Danmark, som i New York, hvor han selv var situeret, stod for åbenhed, ligestilling og personlig frihed. Han måtte tilstå, at besøget var en skuffelse, og at han opfattede den danske kunstverden som bagstræberisk, umoden og bemærkelsesværdigt patriarkalsk. Samtalen med Bill Arning blev, for mine to unge kvindelige kolleger og jeg selv, et stærkt incitament til fremadrettet at interessere os indgående for de åbenlyse forskelle i repræsentation, salgstal, indkomst, omtaler o.a., der åbenbares, når du tager de kønsspecifikke analysebriller på, og ser på situationen på den danske kunstscene. Noget der heldigvis nu er kommet meget mere fokus på.

I Argumenter imod kvinder påviser Birgitte Possing også, hvordan patriarkalske holdninger fortsat (2018) lever i bedste velgående i Danmark, og er særligt sejlivede i borgerlige kredse. Dette ser jeg bekræftet i kilderne. Det er naturligvis også de magtfulde borgerlige mænd, med adgang til indflydelsesrige netværk og personer, der har mest gavn af at fastholde status quo. De var derfor også de mest ihærdige i forhold til at lægge Elle-Mie Ejdrup Hansen hindringer i vejen. De var, på grund af deres netværk, samtidig dygtige til at mobilisere benspænd. Med ordet i deres magt, har de derfor haft stor indflydelse på deres krigskammeraters og offentlighedens syn på hende og sagen. Det tragiske er, at idet proteststafetten blev givet videre til alle modstandsfolkene, fik primitive følelser frit spil og gav næring til hadet rettet imod Elle-Mie Ejdrup Hansen, som i medierne udfoldede sig som et kollektivt brøl af harmdirrende forurettelse.

Vreden fra folkedybet var med til at hæve forventningsniveauet, og det fik også konsekvenser, da Fredsskulptur 95: Linien – Lyset på trods af modstanden, blev gennemført som planlagt om natten mellem d. 4. og 5. maj.

Trafikkaos og menneskemylder var bogstaveligt talt årsag til, at Jylland nær var tippet mod vest og sunket i Nordsøen. Alle de logistiske udfordringer kom bag på mange, fordi ingen, efter al balladen, havde fantasi til at forestille sig den folkevandring, projektet afstedkom. Der opstod problemer med elforsyningen på nogle af de strækninger, hvor det grønne laserlys skulle have været tændt, og medierne var dagen efter, fyldte med fiaskofortællinger.

Elle-Mie Ejdrup Hansen måtte krybe til korset og sige undskyld til hele nationen for ting, hun slet ikke selv var herre over. Der var simpelthen ikke plads til fejl, når regnskabet efterfølgende skulle gøres op i offentligheden. Småligheden og de devaluerende fremstillinger af Elle-Mie Ejdrup Hansen som person, kvinde og kunstner, fortsatte en rum tid efter den største tilskuermobilisering forårsaget af et kunstværk i Danmark nogensinde.

Wolfgang Beckers profetiske skrift

Jeg begyndte denne tekst med følgende citat af Wolfgang Becker, som i sin egenskab af kurator for Fredsskulptur 95 skrev disse profetiske sætninger i essayet Forsvindingens Æstetik:

”Denne persons image er gennemtrængt af uskyldighed, tåbelighed og storhedsvanvid. Det er en kunstners image. Den kunstner der udtænker og realiserer dette projekt, dukker op fra en tyk sky af folkelig kultur, som blev født i (19)60’erne og som stadig producerer og udsender budskaber om kærlighed, glæde og fred på jorden. Hvis det lykkes for Elle-Mie Ejdrup Hansen at deltage i dette kor, vil hendes projekt blive et værdifuldt bidrag til en kunsthistorie, som ikke vil blive værdsat af vore museer, men af offentligheden i vore lande.”

Som mand og museumsdirektør i ’sin bedste alder’, må man forvente at Wolfgang Becker ’kender sine lus på travet’, som man siger, og derfor er han i stand til at forudsige tingene. Han skriver, at kunstnerens og kunstens image er gennemtrængt af ”uskyldighed, tåbelighed og storhedsvanvid”. Wolfgang Becker mener naturligvis at en stor kunstnerisk ide, altid vil blive mødt med modstand og prædikater som naiv, tåbelig og megaloman. Han anvender selv disse prædikater som adelsmærker og ikke som hån, idet han opfatter dem som nødvendige i forhandlingen og udvekslingen med omverden, når en visionær kunstner vil sætte en ny dagsorden. Han forklarer således også, hvorfor Elle-Mie Ejdrup Hansen, i offentligheden, blev udskammet og latterliggjort for netop dette af sine modstandere.

Wolfgang Becker påpeger desuden, at Elle-Mie Ejdrup Hansens lyspoesi resonerer med 1960ernes ungdomsoprør imod det patriarkalske og autoritære samfund. Og han forbinder hendes make-love-not-war-idealer med en folkelig stemning og åbenhed, som har udviklet sig siden hippiebevægelsen dengang satte verden på den anden ende. Han forudser, at Fredsskulptur vil kunne tale ind i og møde gehør hos alle de mennesker i befolkningen, som siden har ladet sig modne og inspirere af de antiautoritære bevægelser.

Selv blandt modstandsfolk fandtes mennesker, som ikke følte sig truede af Fredsskulptur: 1995 Linien – Lyset: ”Det undrer mig blandt andet, at gamle, brave modstandsfolk har kunnet hidse sig op over noget så uskyldigt som Linien – Lyset. Det tyder på en meget lav tolerancetærskel” (27), skrev ”en gammel modstandsmand”, Knud E.C Nielsen fra Skagen, og gjorde med disse ord sig selv til persona non grata i frihedskæmpernes kredse.

Det samme gjaldt for bestyrelsesformand for Fredsskulptur, Gunnar Auken, som – fordi han blev en af Elle-Mie Ejdrup Hansens trofasteste støtter og ven – måtte bryde med modstandsbevægelsen, hvori han hidtil havde spillet en betydelig rolle (28).

Et BLÅLYS

Da Elle-Mie Ejdrup Hansen er opdraget til at tro på ligestilling og ligeværd, havde hun ikke, i sin vildeste fantasi, forstillet sig det uvejr, hendes frejdighed ville afstedkomme i sammenstødet med mændene, de meddelagtige kvinder, magtapparatet, kunstverdenen og medierne, som stadig i høj grad hang fast i det gamle autoritære og patriarkalske paradigme.

Selv om mange tusinde mennesker vitterligt havde fantastiske oplevelser med kunsten langs vestkysten, måtte Elle-Mie Ejdrup Hansen ikke høste æren for projektet, og for sit eget bidrag hertil. Hun blev længe holdt ud i strakt arm af den danske kunstverden og mange etablerede og magtfulde kunstnere ville fortsat ikke have noget med hende at gøre. Den voldsomme hadefulde og mandschauvinistiske hetz og Hein Heinsens stempling af Elle-Mie Ejdrup Hansen som uværdig til kunstnertitlen, havde gjort deres arbejde (29).
Alle de hadefulde mænd og kvinder havde talt: ”hun er et BLÅLYS!”

De tålte ikke, at en ung ukendt kvinde og kunstner ville lave om på deres verden. Noget så naivt og tåbeligt som poesi, kærlighed og nye horisonter hørte ikke til i den, og det kunne under ingen omstændigheder udtrykkes med den tilvejebragte teknologi. Modstanderne kunne ikke forestille sig lysets karakter, ledsaget af musikken i forårsnatten. For dem var det intet andet, end en genopførelse af krigens forhadte scenografi.
En flænge i et sår, der stadig blødte.

Wolfgang Becker forudså også med skræmmende præcision, at Fredsskulptur 95: Linien – Lyset ville blive ignoreret af kunstmuseumsinstitutionen. Hvor beklageligt for den danske kunstverden, at han også fik ret i dette! Fire år efter Fredsskulptur fik Elle-Mie Ejdrup Hansen heller ikke æren for danmarkshistoriens største kunstskandale. For Jens Erik Sørensen og Lennart Gottlieb havde, som resten af den etablerede kunstverden, vendt det blinde øje til. Og i øvrigt interesserede de herrer sig ikke en tøddel for ligestilling og lige repræsentation på deres kunstmuseum. Det gjorde alle de mandlige anmeldere, som skrev om udstillingen heller ikke, også de havde tilsyneladende fuldstændig glemt al balladen og Fredsskulptur 95: Linien – Lyset. Derfor var der ingen, der løftede et øjenbryn over, at de mest skandaløse kunstnere i kongeriget alle var mænd. Ingen havde fantasi til at tiltro en sådan ære (og magt) til en kvinde. Skandalen er succesens moder, lyder et ordsprog – det gælder åbenbart kun, så længe det er en mand, der påtager sig faderskabet til skandalen.

Magtkritik

Jeg har brugt min egen historie i denne artikel, fordi den og mine erfaringer på flere forskellige niveauer hjælper med at forstå og belyse, hvordan Fredsskulptur 95: Linien – Lyset, i langt højere grad end nogen kunne forudse, blev en magtkritik. Ved projektets blotte tilsynekomst som koncept og vision var det i stand til at fremkalde et hav af ubevidste projektioner, primitive forsvarsmekanismer, fejlfortolkninger og decideret hadtale. Særligt blandt modstandsfolkene og deres støtter, hvor det gamle, udtjente, autoritære og patriarkalske paradigme stadig levede i bedste velgående.

Vi er alle ofre for krigene, og vi har alle så ufatteligt svært ved at frigøre os fra deres tyranni. Særligt fordi, de, der lider i blind ubevidst stilhed, altid vil lægge hindringer i vejen for dem, der vil bryde ud af tavshedens og undertykkelsens lænker. Det er derfor ikke forbavsende, hvordan medieomtalen lykkedes med at skabe et monstrøst kollektivt fantasibillede af Fredsskulptur 95: Linien – Lyset som et traumatiserende, ærekrænkende og vulgært nazi-popcirkus.

I den infernalske medielarm var det kun dem med særligt fintunerede sanser, som f.eks. projektets komponist Palle Mikkelborg, der forstod at Linjen – Lyset i virkeligheden var en utrolig stilfærdig og stemningsfuld begivenhed, som først og fremmest baseredes på fænomenologi og flygtighed. Så væsensforskellig og langt fra et popcirkus, som man kan tænke sig. Det forstod Palle Mikkelborg at formidle til de mange musikere og sangere, som han rejste landet rundt for at møde og instruere i opførelsen af Soundscape.

Det sårede landskab spejler det sårede menneske

I virkeligheden undfangede Elle-Mie Ejdrup Hansen sin idé til Linien – Lyset, da hun efter to års kamp imod livstruende cancer følte sig draget imod vestkysten og der fandt et såret landskab, hvori hun kunne spejle sin egen sårede krop. Sporene inde i hende selv efter krigen imod en invaderende, potentielt dødbringende sygdom, blev på den forblæste og bunkerbestrøede nordsøkyst synonyme med den ydre verdens spor efter besættelsen og krigshandlingen.

Den kolossale sårbarhed der viser sig som en forstærket dødsbevidsthed hos mennesker, der kæmper imod en dødelig sygdom, blev årsag til at hun følte sig animeret til at arbejde kunstnerisk med idéen om at skabe en mindehøjtidelighed, som pegede på naturens helende og forandrende kraft og på menneskenes evne til at hele deres sår, vokse og forandres derved.

Håbet om at hun selv havde bekæmpet sin kræftsygdom og derfor ville overleve, om end som en forandret person, ansporede hende til at sige noget nyt til fremtiden – at dele sit håb med os. At pege på livets kostbarhed, vores lidenhed i universet, og på naturen som altid velkommende og vederkvægende.

På sine lange ture langs vestkysten helede hun sin krop og sit sind, imens hun undfangede en idé, som kunne udfordre de konventionelle og bevidstløst reproducerede idealer for, hvordan en nation forholder sig til sin krigshistorie og sine sår. Det var det officielle Danmark ikke parat til et halvt århundrede efter besættelsen. Sårene var stadig ikke helede. Af den grund var det umuligt for modstanderne at forene sig med et spirende lysende grønt håb, formuleret som en vibrerende laserlysstråle.

Lyset anvendt i kærlighedens navn

Strålekanonerne sigtede på krigens skamstøtter: bunkerne, der siden befrielsen havde sat sig som kræftsvulster på kystlinjen og i vores sind. I de to nattetimer laserlyset var tændt, foregik en symbolsk reparation af den sårede kollektive krop og bevidsthed. Selv forstod jeg de hvide himmelstræbende lyssøjler, der forbandt sig til universet sammen med linjen, som tegn på at Danmark, ved denne lysoperation helede sine sår for atter at stå åben imod omverden.

Atlanterhavsvolden fandtes ikke mere, fordi naturkræfterne i de forløbne 50 år havde kastet de forhadte bunkere hulter til bulter. Som kroppen heler sine sår, havde naturen skabt et nyt, men stadig smukt, landskab af de ruinøse fæstningsanlæg. Laserlyset var en påmindelse og en symbolsk helbredelse af vestkysten, Danmarks vestvendte, og af krigen ødelagte, rygsøjle. Lyset anvendt i kærlighedens navn.

Naturen viser os, at vi, som bølgerne, må slikke vore sår. Mens vi gør vores helingsarbejde – rullende som bunkerne mellem bevægelse og stilstand – forandres vores perspektiv på os selv og på verden.
Arrene er der altid, og vi lever videre i fred med dem, i det øjeblik vi forstår og sætter pris på, at modstanden, krigen, volden, sygdommen og det deraf følgende tabs- og sorgarbejde har tvunget os til at omfavne livet på nye måder.