Et print af intetheden

Som optakt til Aarhus Litteraturcenters seminar om kunstnerisk brug af 3D-print den 18. november har postdoc og initiativtager Lise Skytte Jakobsen talt med Morten Modin, som netop har præsenteret sin nye, 3D-printede skulptur Det kritiske punkt for intethed i det udendørs udstillingsrum Skovsnogen Artspace. Han fortæller her om at 3D-printe til en skovbund, og hvorfor det er vigtigt at undersøge nye teknologiers æstetik. Også når de er irriterende.

LSJ: Dit nye værk til Skovsnogen har en bemærkelsesværdig titel – Det kritiske punkt for intethed. Det lyder nærmest som en gåde – hvad betyder den titel for dig?

MM: Titlen henviser faktisk både til skulpturens tilblivelse og til dens nedbrydning. Dels er værket i helt konkret forstand på vej mod intethed, fordi det er lavet i biologisk nedbrydelig plast. Det er altså ikke lavet i den slags plast, man kender fra fx legoklodser, men i noget der hedder PLA-plast. Så skulpturen er ikke bare placeret i naturen, men er også allerede igen på vej mod naturen, kan man sige. Jeg forventer nedbrydningen tager ca. ti år, men det er svært at sige helt præcist.

Men titlen henviser også til den proces, værket har gennemgået. I lang tid var den ikke andet end et univers i en computer. En digital fantasi, der ikke kunne materialiseres. Jeg startede med at skabe en ekstrem kompleks form, der kun kunne eksistere digitalt. Og den har jeg så modificeret igen og igen for at undersøge det punkt, hvor den digitale form også var ‘levedygtig’ rent fysisk, altså materielt. Skulpturen er printet præcist i det punkt, hvor relationen mellem det digitale og det fysiske univers støder sammen. Så for mig handler titlen Det kritiske punkt for intethed om denne proces eller forhandling mellem en digital virkelighed og en fysisk virkelighed.

‘Samarbejde’ med printeren
LSJ: 3D-printere er for alvor blevet udbredte de sidste fem år, men teknologien har jo været på markedet i årtier, og designbranchen har brugt den til prototyper længe. Hvad er din tilgang til teknologien?

MM: Da Kunstakademiet fik 3D-printere for nogle år siden, gik jeg for alvor ind i en dialog med teknologien, for at prøve at finde ud af, hvad det er for et værktøj. Det, der fangede mig i starten, er den kollision, som sker mellem to universer: Et digitalt, der kommer ud i et analogt. Men frem for bare at bruge printeren som ‘oversætter’ fra digital til analog form ville jeg gerne prøve at udfordre den æstetik og det udtryk, printeren umiddelbart skaber.

LSJ: Hvordan udfordrer du konkret teknologien?

MM: Førhen har jeg udfordret 3D-printeren særligt i selve printprocessen. Jeg har snakket om at ‘samarbejde’ med printeren. Og det har jeg blandt andet gjort ved helt simpelt at skifte farve undervejs i printet. Det er næsten som musik, at jeg rytmisk sidder og skifter farve for at danne nogle streger i den her artificielle 3D-printoverflade og prøve at mixe det med et analogt eller håndholdt udtryk.

Så har jeg også prøvet at skabe print, som jeg på forhånd ved, at printeren ikke kan lave korrekt for at skabe nogle ukendte faktorer i selve printet. For at undersøge, hvilken æstetik den egentlig kan presses til at lave.

Irriterende teknologier
LSJ: Siden futurismen har der været fortalere for, at kunstnere skal kaste pensel og palet bort og gribe de nye teknologier, som verden byder på – frem for fx at overlade den teknologiske udvikling til industrien og massemedierne. Hvordan ser du dig selv i forhold til den tradition?

MM: Helt konkret synes jeg både 3D-printeren er irriterende, men samtidig spændende at undersøge som værktøj. For mig er det vigtigt at omfavne teknologien og prøve at forstå den og kunne kritisere den – ud over at den bare kan være irriterende – for at finde ud af, hvad det er for en æstetik, den skaber. Ligesom med alt andet værktøj skal man finde ud af, hvad den kan, før man kan bruge den rigtigt og bruge den forkert.

LSJ: Hvad synes du – der er uddannet billedhugger – det er for et æstetisk udtryk, du særligt kan bruge teknologien til?

MM: Jeg har først og fremmest kunnet bruge 3D-print-teknologien til at undersøge det digitale univers. Printeren er ligesom dét sted, en kommunikationsvej til det digitale univers set fra vores fysiske verden. Og der er utrolig stor forskel på at se noget på computeren, hvor alt er lutter flade, og se det i virkeligheden. Det er jo det, 3D-printningen kan.

LSJ: Hvad er din næste udfordring til 3D-teknologien?

MM: De næste tre måneder skal jeg arbejde på Statens Værksteder, hvor de har en gipsprinter. Her er det min plan at undersøge udvekslingen mellem digital og fysisk bearbejdning meget mere.

Jeg vil gerne komme tættere på at forene kroppen og det digitale univers. Det er ikke sådan, at jeg er interesseret i cyborgs og sci-fi-tænkning, men jeg er optaget af at bruge min krop til at bearbejde et materiale og samtidig udnytte det digitale medie som medskaber af det kunstneriske udtryk.