Et smårodet Laboratorium med flotte værker

Af
13. august 2010

Der er en god dialog mellem de mange papirværker på udstillingen Laboratorium på Brænderigården i Viborg. Men glem den tematiske opdeling, som forvirrer mere end den gavner.

Udsnit af Pernelle Maegaards papirværk fra 2010. Pressefoto

Der er en god dialog mellem de mange papirværker på udstillingen Laboratorium på Brænderigården i Viborg. Men glem den tematiske opdeling, som forvirrer mere end den gavner.

Af
13. august 2010

I udstillingen Laboratorium har Kunsthallen Brænderigården ønsket at vise spændvidden inden for kategorien papirværker. 12 danske kunstnere deltager – otte samtidskunstnere og fire historiske kunstnere, hvor den ældste er J.F. Villumsen.

Og udstillingen fungerer glimrende, hvis man går den igennem, inden man læser Laboratoriums infofolder. For desværre bliver man lettere forvirret ved at følge udstillingens formidlingstekst.

Kryptisk formidling af værker
Brænderigården har forsøgt at skabe samspil mellem de forskellige kunstnergenerationer ved at indplacere dem i tre temaer: Formen, Fragmentet og Tegnet.

Detalje fra Nina Kleivans, Erindringen om en stor overflødighed, 2010. Foto: Thomas B. Tveding
Detalje fra Nina Kleivans, Erindringen om en stor overflødighed, 2010. Foto: Thomas B. Tveding

Kunstnere som Pernelle Maegaard og Ferdinand Ahm Krag er placeret under Formen, som har at gøre med systemer, strukturer og geometriske figurer, mens eksempelvis J. F. Villumsen, Nina Kleivan og Cai Ulrich von Platen hører hjemme under temaet Fragmentet, der fokuserer på de uafsluttede brudstykker, hvor publikum selv skal færdiggøre fortællingerne.

Under temaet Tegnet, som huser blandt andet Andreas Schulenburg og Albert Mertz forenes ifølge infofolderen de to foregående temaer Formen og Fragmentet.

Alt sammen meget godt, men også meget konstrueret og ofte svært at følge.

Opdeling i øst og vest
Det hænder nemlig mere end én gang, at kunstnere fra samme tema er spredt for alle vinde. Bonifacini og Maegaard – begge fra samme temagruppe – er placeret i diametralt modsatte ender af bygningen. Og Maegaard er endda sat sammen med kunstnere fra de to andre temaer.

Vue af Milena Bonifacinis værker. Foto: Thomas B. Tveding
Vue af Milena Bonifacinis værker. Foto: Thomas B. Tveding
Vue af Pernelle Maegaards papirværker fra 1986 og 2010. Foto: Thomas B. Tveding
Vue af Pernelle Maegaards papirværker fra 1986 og 2010. Foto: Thomas B. Tveding

Med andre ord: Man bliver en anelse rodet i hovedet, hvis man kigger for dybt i den tematiske rammesætning. Her forvirrer formidlingen mere end den gavner.

Fine dialoger all round
For faktisk er der mange helt åbentlyse beslægtede metoder og strategier på tværs af generationerne – med eller uden den tematiske ramme.

Særligt mellem Schulenburg og Köpcke er der en fin dialog, da begge benytter opfindsomme billeder eller kollager med et tykt lag absurditet og sort humor som kritik af henholdsvis samfundet og kunstinstitutionen.

Detalje fra Andreas Schulenburgs The same but different, 2010. Foto: Thomas B. Tveding
Detalje fra Andreas Schulenburgs The same but different, 2010. Foto: Thomas B. Tveding
Detalje fra Arthur Köpckes Lommetrklæde, Cigaretter, Kam, Bælte, 1969. Foto: Thomas B. Tveding
Detalje fra Arthur Köpckes Lommetrklæde, Cigaretter, Kam, Bælte, 1969. Foto: Thomas B. Tveding


Fest og farver

På samme måde er der festlig sammenklang mellem Maegaards og Gaugler & Larris’ værker. Begge benytter store formater og mange forskellige og kraftige farver.

Gaugler & Larris’ sirligt udskårede hverdagsscenarier giver indtrykket af ornamentale kompositioner og spiller fint sammen med Maegaard, som opnår det samme med sine cirklede mønstre.

Gaugler & Larris, En hel del om alt muligt, 2010. Foto: Thomas B. Tveding
Gaugler & Larris, En hel del om alt muligt, 2010. Foto: Thomas B. Tveding
Detalje fra Pernelle Maegaards værkserie Laboratorium, tegningen er fra 1986. Foto: Thomas B. Tveding
Detalje fra Pernelle Maegaards værkserie Laboratorium, tegningen er fra 1986. Foto: Thomas B. Tveding

 

Fortællingen fortsætter
Villumsens værk Kærlighed virker nærmest som udgangspunktet til von Platens stribe af tegninger kaldet I want to tell a story.

Hvor man er i tvivl om udfaldet af mandens og kvindens skæbne i Villumsens værk, benytter von Platen et par ord hist og her til at sætte stemningen i sine enkle og kryptiske motiver.

J. F. Villumsen, Kærlighed, 1893. Foto: Thomas B. Tveding
J. F. Villumsen, Kærlighed, 1893. Foto: Thomas B. Tveding
Cai Ulrich von Platen, I want to tell a story, 2010. Teksten på tegningen lyder
Cai Ulrich von Platen, I want to tell a story, 2010. Teksten på tegningen lyder

Humoristisk er det, når sidstnævnte giver beskueren et ironisk puf, ved at skrive, at han tilbyder sin hjælp i en af tegningerne. Så kan man more sig over, præcis hvilken hjælp, det er, han giver.

Udstillingen kan selv
Tilbage er der kun at sige, at udstillingen kan selv, mens den tematiske ramme spænder ben for sig selv i sit forsøg på at formidle udstillingen.


Fakta

Udstilling

Laboratorium

12 jun 2010 15 aug 2010

Pernelle Maegaard, Milena Bonifacini, Ferdinand Ahm Krag, Franciske Clausen, Nina Kleivan, Cai Ulrich von Platen, Mikael Thejll, Malene Hartmann, J.F. Villumsen, Andreas Schulenburg, Camilla Gaugler, Mikkel Larris, Arthur Köpcke, Albert Mertz

Kunsthal Brænderigården Se kort og tider