Et vintermareridt

Et koldt, ungt, nordisk gys udstilles i ly af Karen Blixen, og det udfordrer begge parter.

Torbjørn Rødland: The Exorcism of Mother Teresa, 2004, videostill. Pressefoto.

Et koldt, ungt, nordisk gys udstilles i ly af Karen Blixen, og det udfordrer begge parter.

Gammel Holtegaard viser netop nu en faretruende og dyster udstilling. Værker af en række skandinaviske samtidskunstnere har til fælles at udstille naturen og landskabet på foruroligende vis.

Naturen og landskabet optræder som sindsbilleder på stilstand, ophør, ødelæggelse og død. Udstillingen er en blanding af værker, som lavmælt mystificerer naturen, og værker, hvor naturen og landskabet indgår i mareridtets dommedagsforestillinger.

Forfriskende og dristigt for Gammel Holtegaard er bidrag af unge, nye navne sat sammen med værker af ældre slagnumre. Grafik af den afdøde sværvægter Palle Nielsen udstilles side om side med et værk af samtidsprovoen Christian Lemmerz og diverse bidrag af unge navne som Nathalie Djurberg og Allan Otte.

Thomas Bangsted:Anchor Bay, 2006, 203,2 x 249,6 cm, C-Print
Thomas Bangsted:Anchor Bay, 2006, 203,2 x 249,6 cm, C-Print
Ulrik Møller: Ferry (Fynshav), 2008 30 x 30 cm, olie på lærred Foto: Anders Sune Berg
Ulrik Møller: Ferry (Fynshav), 2008 30 x 30 cm, olie på lærred Foto: Anders Sune Berg

Stille fremmedgørelse
En række af de unge, blandt andet Thomas Bangsted (født 1976), Allan Otte (født 1978) og Ulrik Møller (født 1962) bidrager med udstillingens mere lavmælte værker.

Thomas Bangsted viser store, dramatiske fotografier af kæntrede skibe og lader i vide, øde omgivelser og fastfrosset i is og sne. Værker, der efterlader én med en fornemmelse af tyste skæbneslag, forgængelighed og fravær.

Dødsfantasier
Blandt de mere højtråbende bidrag er en modellervoksanimation af Nathalie Djurberg (født 1978). I hendes video Disastres de la Guerre hopper krager, klædt som Walt Disney-figurer, rundt på brystet af nøgne lig og døende og plukker øjne og tarme ud.

Animationen akkompagneres af let, hoppende elektronisk musik af Hans Berg. Døden kommer forklædt som en barnefantasi. Værket er fint poetisk, personligt og stilsikkert og ligner en moderne version af Dantes Helvede.

Benny Dröscher: A strong presence beneath the trees (5), 2007, 200 x 150 cm, akryl på lærred.  Foto: Anders Sune Berg
Benny Dröscher: A strong presence beneath the trees (5), 2007, 200 x 150 cm, akryl på lærred. Foto: Anders Sune Berg
Eva Koch:Videostill fra Postkort til en ballerina, 2004 Video, 7 min
Eva Koch:Videostill fra Postkort til en ballerina, 2004 Video, 7 min

Usædvanligt danner afdøde Palle Nielsen og nutidsprovoen Christian Lemmerz makkerpar. Deres værker er overraskende beslægtede. Københavns bylandskab gøres til dommedags-scene.

De udstillede motiver af Palle Nielsen hører egentlig til hans mest underspillede, men hans motiver af storbykatastrofer vækkes effektivt til live af Christian Lemmerz’ naboværk, City of God fra 2006: En stor papmodel af det indre København, sønderbombet og lagt i ruiner til lyden af Stars Spankled Banner, den amerikanske nationalsang spillet på hvinende elguitar.

Indpakket som Illum
Udstillingstematikken er både ambitiøs og overmodig. Stedets nye direktør, Mads Damsbo, har valgt at sætte værkerne i scene med Karen Blixen og præsentere dem som en ‘hyldest til forfatterinden’.

Titlen på Blixens novelle Vintereventyr danner overskrift for udstillingen, skuespilleren Beate Bille læser op på udvalgte dage og katalogets litterære analyse, skrevet af Charlotte Engberg, cementerer slægtskabet.

Tove Storch: Untitled, 2007 Projektion på væg. Foto: Hans Ole Madsen
Tove Storch: Untitled, 2007 Projektion på væg. Foto: Hans Ole Madsen
Salgstrick
Karen Blixen dramatiserer og fordrejer landskabet, maler det frem og indprenter i lighed med flere af værkerne landskabet med melankoli, en fornemmelse af forgængelighed og skæbne. Ikke desto mindre er det uklart, hvorfor Karen Blixen sætter scenen, og hvorfor novellen ikke udgør et ligeværdigt bidrag, men danner rammen.

At værkerne kan læses som en ‘hyldest til forfatterinden’ står uforklaret hen og fremstår derfor som et luftigt postulat og salgstrick.

Hattedamestil
Udvælgelsen af værker ligner et modigt forsøg på at appellere til et yngre publikum. Men plakat og Blixen-tema appellerer snarere til udstillingsstedets traditionelle publikum.

Udstillingen fremstår groft sagt parfumeret og temmelig misvisende indpakket i hattedamestil. Med Et vintereventyr som titel og en blomsterbuket som motiv kunne udstillingsplakaten i princippet have været fra Botanisk Have og passet til museumsbutikkens engelske boligudstyr.


Fakta

Udstilling

Et vintereventyr

17 jan 2009 13 apr 2009

Thomas Bangsted, Peter Callesen, Nathalie Djurberg, Benny Dröscher, Marianne Grønnow, Eva Koch, Christian Lemmerz, Ulrik Møller, Palle Nielsen, Allan Otte, Thorbjørn Rødland, Tove Storch

Gl. Holtegaard Se kort og tider